Annonce
Mad 8. okt. 2008 KL. 17.03

Økonom: Gør oprør med bageovnen

Lad være med at købe brød, hvis det er for dyrt - bag selv i stedet, opfordrer økonom.

Pres prisen

  • Jagt det aller billigste brød, i stedet for at slå dig til tåls med prisen, der hvor du handler.
  • Vælg supermarkedets egne mærker. De har vist sig at være billigere og lige så gode.
  • Bag brødet selv.

Se også:

Forbrugerne skal stemme med fødderne og dermed presse brødpriserne ned.

Konkurrencestyrelsen har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at brød- og kornpriserne er skruet 3-4 gange mere op end stigningen i råvarepriserne retfærdiggør. Det er langt mere end stigningen i vores nabolande.

Alligevel har brødproducenten Kohberg og møllervirksomheden Valsemøllen meldt ud, at selvom kornpriserne nu falder, vil den pris, som du skal betale for brødet ikke falde - men måske endda stige.

Pres branchen
Økonom i Danske Bank Tore Stramer mener, at forbrugerne skal lægge pres på branchen:

»Forbrugerne skal stemme med fødderne og gå derhen, hvor det er billigst og dermed lægge pres på brødpriserne«, siger han.

Men han mener, at det er svært for forbrugerne at presse priserne, hvis både møllere, brødproducenter og supermarkeder skruer priserne op:

»Hvis der ikke er nogen producenter, der reagerer med et billigere alternativ, har forbrugerne et problem. For hvis alle er enige om ikke at sætte prisen ned, er den eneste mulighed at lade være med at købe brød«, siger han.

Bag brødet selv
Han opfordrer til, at man i stedet tager forklædet på og bager sit eget brød, da det trods alt vil være billigere end at købe færdigt brød.

Konkurrencestyrelsen mener, at forbrugerne skal være bedre til at agere tilbudsjægere, når det gælder brød.

Forbrugerne skal reagere
»Forbrugerne har en tendens til ikke at reagere på høje brød- og melpriser. Og det gør også, at branchen kan sætte priserne op uden konsekvens. Derfor skal forbrugerne være bedre til at jagte de billigste priser eller simpelthen holde op med at købe de dyre brød, akkurat som forbrugerne gør med mælk«, siger direktør i Konkurrencestyrelsen, Agnete Gersing.

Mælkepriserne stemmer godt overens med fødevarepriserne, fordi forbrugerne gerne kører fra supermarked til supermarked efter billig mælk. Det samme bør man gøre med brød, mener Agnete Gersing.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer