Nogle grøntsager ser så sjove ud, at man bare må prøve dem.

I den kategori finder man behenfrugter, eller drum sticks som de kaldes på engelsk, og det er netop, hvad de ligner: trommestikker.

De er tynde, ca. en halv meter lange og bliver så hårde og stive efter sidste holdbarhedsdag, at de sikkert kan bruges til at spille en Metallica-solo.

Det næringsrige mirakeltræ
De gror på det indiske træ Moringa oleifera, som på dansk, og engelsk i øvrigt, ikke bare bliver kaldt behen, men også peberrodstræ, fordi træets rødder ligner den velkendte peberrod til forveksling.

Træet vokser over store dele af verden, fra Vestindien over Afrika til Filippinerne – steder, hvor der er tørt, varmt og solrigt. Det er også blevet døbt ’mirakeltræet’, fordi det vokser ekstremt hurtigt og allerede efter 6-12 måneder producerer sine første frugter.

Dertil kommer, at man ud over frugterne kan spise bladene og blomsterne, og at især bladene har vist sig at være en vigtig protein-, kalcium- og vitaminkilde. En hjælpeorganisation arbejder således på at plante peberrodstræer i blandt andet Afrika for at bekæmpe underernæring. Derudover kan man bl.a. bruge frøene til at klare grumset vand.

Kom dine sticks i dahl
Det er især inderne, der bruger frugterne, drum sticks’ene, i maden, hvor de ofte optræder i den traditionelle dhal, en grødlignende ret kogt på linser, eller i curries.

De er ret nemme at arbejde med, men straks sværere at spise. Man skyller dem, skærer enderne af, snitter dem i 5-10 cm lange stykker og smider dem i retten. Pærelet.

Arbejdet kommer så, når man spiser dem, for det grønne ydre viser sig at være en hård skal uden om de omkring 20 små frø, der sidder i frugtens indre, og skallen er umulig at tygge i stykker.

Det er næsten som at få en meget træet ende af en asparges i munden – men også kun næsten, for det er værre: Det trævler og smager af gren.

Smager af ærter og asparges
Nogle foretrækker derfor at skrælle dem, inden de tilsættes retten, men det hjælper kun minimalt efter min mening. Det er lettere at skære gennem den hele skal, når man sidder med den færdige ret ved bordet, og skrabe de små frø af med en kniv eller gaffel.

Den hvide membran, som både klistrer til den indvendige skal og lukker sig om den lillebitte grønært, smager ligesom selve frøet fint. Lidt af ærter, måske lidt af asparges.

Og så må man nyde den smukke grønne farve, som den hårde skal tilfører retten, med øjnene.