De fleste går ned til deres lokale grønthandler og spørger efter et kaffirlimeblad uden at blinke med øjnene og uden at tænke over, at kaffir er engelsk for kaffer.

Men ordet kaffer er et udpræget nedværdigende udtryk for sorte, på linje med ordet nigger.

Ordet er blevet brugt især i Sydafrika, hvor det blev introduceret af arabiske slavehandlere – på arabisk betyder kafir vantro – og med tiden udviklede sig fra at være en massebetegnelse for alle sorte til at være et decideret racistisk udtryk.

Forslag: Makrutlime
Af den grund opfordrer et opslagsværk som The Oxford Companion to Food, at man i stedet kalder det asiatiske limeblad for makrutlime.

Makrut er thaiernes eget udtryk for kaffirlimeblad, som trods opfordringen stadig er det mest almindelige navn også på engelsk (og bl.a. dansk, svensk, norsk og tysk) – nogle sydafrikanere kalder tilsyneladende bladene for k-lime for at undgå krænkelser.

Hvordan ordet har hæftet sig på et limeblad, der hører naturligt hjemme i Indonesien og Malaysia, og som thaierne nærmest bruger bevidstløst til alt, er lidt af et mysterium.

Udtryk født i Sydafrika
The Oxford Companion to Food foreslår, at udtrykket er født i Sydafrika og derfra er rejst østpå med det muslimske mindretal, cape malayerne, til Indonesien og Malaysia og herfra til Thailand, hvor det angiveligt optræder på tryk for første gang i starten af 1970’erne.

Hele eller snittede
Limebladet vokser på citrustræet citrus hystrix, der også producerer nogle bitre og meget rynkede citrusfrugter, som ikke har nær samme kulinariske udbredelse som bladene – i Thailand er det nærmest utænkeligt ikke at have et citrus hystrix stående et sted i baghaven.

Normalt vil man bruge bladene hele i madlavningen, ligesom laurbærblade, og tage dem op igen inden servering.

Men man kan også snitte dem i små stykker, inden de tilsættes.

Tørrede eller frosne
I Danmark kan de købes tørrede eller frosne, og sidstnævnte er smagsmæssigt at foretrække. Desuden kan de holde sig nærmest evigt i fryseren, og de er lynhurtige at tø op.

Nogle mener, at de smagsmæssigt kan kompenseres af lidt limeskal eller citrongræs, ja, endda af et laurbærblad.

Men de dedikerede limebladselskere vil mene, at de er uerstattelige. Den skarpe, friske og aromatiske citronsmag giver sin helt egen thaiautenticitet, når man laver mad fra de kanter, f.eks. den thailandske Tom yum-suppe som nærmest er en nationalret.