Annonce
Mad 13. dec. 2009 KL. 12.00

Bliv klogere på fire kendte olivenolier

Uanset indholdet af italiensk olie kan ekstra jomfruolivenolie være udmærkede.

Vi tog fire blandingsolier med italienske navne og bad olivenekspert Catherine Fogel om at give sin bedømmelse.

Der er meget specifikke krav til, hvad en olivenolie skal kunne for at blive godkendt. Den fineste kvalitet af olivenolie kaldes ekstra jomfruolivenolie og er defineret ved, at den overholder en række kemiske krav og har været forbi et smagspanel, der har godkendt dens smag.

LÆS ARTIKEL Den italienske olivenolie er ikke altid italiensk

Ekstra jomfruolivenolie må ikke have nogle smagsdefekter – f.eks. afsmag af metal, svamp, jord eller harskhed. Én fejl, og olien må ikke sælges som ’ekstra jomfru’, men bliver degraderet til ’jomfru’.

Derudover skal olien have en tydelig duft, en bitterhed omkring tungen og en smag af peber i ganen.

Den slags er Catherine Fogel uddannet til at bedømme.

Hun sidder som den eneste dansker i et af de internationale paneler, som smager på sæsonens høst af olier og godkender eller afviser, at de må markedsføres som ’ekstra jomfruolivenolie’.

Allerede i næste uge tager hun til Italien for at bedømme den nye høst fra hele verden.

Catherine Fogel ved ikke, hvilke olier Politiken har med. Olierne bliver hældt op i fire blåfarvede glas, så hun ikke kan blive påvirket af farven (olivenolier kan have forskellige farve afhængigt af oliventyperne).

Derefter snuser hun til hvert glas og smager larmende og smaskende på olien.

Resultatet er, at de fire olier i testen kan godkendes som ekstra jomfruolivenolie – en eller to ligger dog på vippen.

Resultatet er også, at de fire olier ikke er særlig gode.

»Hvis jeg skulle sidde og dyppe brød i olier, sådan som mange danskere er begyndt at gøre, er ingen af olierne en nydelse eller en udpræget behagelig oplevelse«, siger hun.

Costa d’Oro L’Extra
36 kroner halvliteren i Irma
»Den har en meget kraftig duft og olivensmag – det er en af de olier, der desværre får nogle forbrugere til at konkludere, at de ikke bryder sig om olivenolie. Den har de egenskaber, den skal have: bitterhed og peber. Jeg kunne være i tvivl om renheden i olien, men jeg kan ikke finde noget, der diskvalificerer den«.

De Cecco Classico
60 kroner halvliteren i Irma
»Den er blendet til at være meget mild. Det er lige før, den ikke kunne godkendes under normale omstændigheder, fordi den er så karakterløs. Bitterheden og duften mangler. Du har kun peberet. Men den er meget brugervenlig«.

Monini Classico
39 kroner literen i Kvickly
»Fin duft, bitterhed og peber. Det er den bedste af de fire olier – den der kommer tættest på oplevelsen af en rigtig ekstra jomfruolivenolie«.

Santagata Jomfru Olivenolie
50 kroner halvliteren i SuperBrugsen
»Wauv. Hold da helt op. Den er ikke behagelig«, udbryder Fogel.

Olien har alle de rigtige elementer af duft, bitterhed og peber.

»Men der er også et eller andet, der virker fremmed i munden. Hvis jeg fik den til test i dag, ville jeg diskvalificere den. Den er billig, men slet ikke pengene værd«.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer