En tre et halvt år lange sag er nu slut.

Anklager om dyremishandling, aktivitet hos dansk og færøsk politi, anholdelse af FBI, og et mere end tre år langt forløb er nu endt med frifindelse.

Det er sommer – begyndelsen af juni 2006 – og jeg har taget sent hul på hverdagen.

LÆS ARTIKEL Politiken-skribent anklaget for hummer-tortur

Telefonen ringer kvart over ni, og i den anden ende af røret melder en repræsentant for politimesteren i Tórshavn sig og sigter mig og fotograf Ditte Isager for at have brudt den færøske dyreværnslovgivning.

Det rene alvor
Det er gas, det her, tænker jeg og skuer fra min karnap over mod Hellerup Station, mens stemmen i røret forkynder videre. Drilske venner har det med at tage fis på mig, mens de venter på toget. Men denne morgen er det alvor: »Det drejer sig om en artikel i Politiken fra oktober 2005«, fortæller stemmen.

Et halvt år tidligere gav en reportagerejse på Færøerne anledning til en artikel her i avisen om de fantastiske lokale jomfruhummere.

Råvarer og naturen begejstrer
Egentlig var formålet, at jeg sammen med Ditte Isager skulle samle stof og billeder til en kogebog for restaurant Noma, der udkom på Politikens Forlag i efteråret 2006.

Men undervejs i den lange proces eksploderede vores begejstring for den fantastiske natur og dens råvarer i en række artikler, og en af dem handlede om de færøske jomfruhummere, der får vores egne fra Læsø til at minde om forkølede fjordrejer i smag og størrelse.

Jomfruhummerne betragtes som en delikatesse og eksporteres levende i kasser med knust is til eksklusive restauranter over det meste af Europa, bl.a. til Noma i København.

På iskold sejlads
Undervejs blev vi introduceret til Marni Gunnar Simonsen, der har gjort eksport af færøske jomfruhummere til en lukrativ niche. Han inviterede os med på en iskold sejlads på Kaldbaksfjordens stille spejl nord for Tórshavn, omgivet af stejle grønne fjelde med kulsorte klipper og efterårets første snedrys.

For Ditte blev alle drømme om pragtfotos opfyldt den dag, og endnu bedre blev det, da vi blev budt på frokost hos Marni i selskab med en spand fjordfriske skaldyr.

Beretning i Politiken
»En sprællevende jomfruhummer skylles let under hanen, så det værste grus forsvinder. Bagefter lirkes haleskjoldet af ved hjælp af en kniv, mens hummeren stadig er levende. Lidt salt og citron på halekødet og så et bid, der får de fleste til at gispe. Kunsten er nemlig at bide halen af, mens hummeren er levende. Vi lukker begge øjnene, men fornemmer de sprællende kløer gennem øjenkrogen, da halen går af. Men sikke en smag – sushi go home!«.

Dette er forbrydelsen, som jeg denne junimorgen konfronteres med af den færøske ordensmagt, og lynhurtigt får mail-korrespondencen mellem os overskriften Lobstergate.

Det påstås, at vi alle tre har spist eller pint flere levende jomfruhummere, selvom det kun blev til en enkelt sprællevende jomfruhummer for alles vedkommende, og resten på forsvarlig vis blev slået ihjel med en kniv i nakken før turen i ovnen eller den kogende gryde. Fanden er løs i Hummergade.

Uden sammenligning
Ditte Isager og jeg er anmeldt af en afdelingsleder ved Heilsifrøðiliga Starvsstovan, som enkelt fortalt kan oversættes til Det Færøske Levnedsmiddeldirektorat.

Sagen viser sig at være en aflægger af en anden sag om en færøsk journalist, der tilsvarende er anmeldt til politiet efter en artikel i den færøske avis Dimmalætting med en lignende beskrivelse af fortæringen af en levende hummer, og et eller andet sted er der opstået en parallel til min egen artikel i Politiken.

Under telefonopkaldet ser jeg for mig, hvordan sagens omkostninger begynder at svulme. Det her kræver advokatbistand, og i de efterfølgende dage kommer Journalistforbundets advokat på banen. Han hedder Tyge Trier og bliver min faste ven i de kommende tre og et halvt år.

Ikke en sag som andre
Som forsvarsadvokat har han reddet mange journalister ud af alverdens kattepiner. Men aldrig en som denne. Selv det lokale politi på Færøerne rømmer sig, når jeg ringer for at få sigtelsen læst op igen og høre, hvordan den færøske dyreværnslov er skruet sammen.

Det behøver jeg nu ikke, for det hele ankommer i stemplede breve til min adresse, og anklageskriftet lyder således:

»Henrik Kerrn-Jespersen sættes herved under tiltale ved Færøernes ret til straf for overtrædelse af lagtingslov nr. 9 af 14. marts 1985 om værn af dyr med senere ændringer §1 ved ... at have udsat en eller flere levende jomfruhummere for groft uforsvarlig behandling, idet tiltalte eller Marni Gunnar Simonsen krydrede den levende jomfruhummers blottede halemuskulatur med salt og citronsaft – efter at Marni Gunnar Simonsen havde aflagt haleskællene, formentlig ved at lirke dem af med en kniv hvorefter tiltalte bed halen af med sine tænder, hvilket blev beskrevet af tiltalte i en artikel i Politiken den 9. oktober 2005«.

Den færøske dyreværnslov
Den færøske dyreværnslov, der er skrevet i sindrige vendinger, bliver også fremsendt. Den fortæller dog klart, at man skal behandle dyr forsvarligt. Men den nævner intet om levende jomfruhummere eller noget, der blot minder om det. Det nærmeste vi kommer er paragraf 3 stykke 10: »Der er ikke tilladt: (...) at stikke, harpunere eller hugge grindehvaler eller andre småhvaler, medmindre sysselmanden eller grindeformanden i særlige tilfælde har givet tilladelse hertil«.

Skulle vi alligevel have forhørt os hos sysselmanden?

Folkesport eller forbrydelse?
Et halvt år er lang tid, og netop i juni 2006 er et af problemerne, at Ditte Isager er draget af sted til udlandet. I sommeren 2006 har hun adresse i London, og hun har siden bosat sig i New York, hvor hun i dag lever godt af sit talent.

Ditte vælger at lægge Lobstergate bag sig ved at betale et bødeforlæg på 1.000 kroner til politikassen i Tórshavn, og det giver anklageskriftet også mig mulighed for. Men jeg nægter efter råd fra min advokat, der mener, at sagen er svag. Den færøske lovgivning er uklar, og jeg bør i hans øjne have gode chancer for at blive frifundet. Det stemmer også godt overens med min egen opfattelse af, at vi intet gjorde galt. Vi var inviteret privat af lokale og fik i øvrigt det indtryk, at den lidt særprægede ’manddomsprøve’, som vi i spøg kaldte den i køkkenet i Tórshavn, i det skjulte var lidt af en folkesport, som de fleste lokale fiskere før eller siden har budt sig selv.

Sagen forstærkes ved publicering
Problemet opstår først den dag, det færøske politi og den færøske afdelingsleder læser artiklen i Politiken. Og så er spørgsmålet jo, om den er gal, fordi jeg beskriver hændelsen? Jeg arkiverer girokortet.

Men det får hurtigt konsekvenser. Lobstergate har fået sin egen anklager på Færøerne, som ikke er til at lægge arm med, og snart indhenter hun udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd i Søborg om jomfruhummerens anatomi – og om hvorvidt den betragtes som et dyr på et lavt stadie på linje med snegle, orme og insekter. I så fald er den ikke omfattet af den færøske dyreværnslov.

Sagen når et foreløbigt højdepunkt, da jeg 30. oktober 2007 skal kvittere – på min bopæl – for at have modtaget et brev fra Københavns Politi om at møde hurtigst muligt i Eftersøgningsafdelingen?

Lobstergate folder sig ud
Jeg forstår stadig ikke, hvad der præcis skete den dag. Eftersøgt? Jeg var jo hjemme – det var derfor jeg kunne modtage brevet – så hvorfor møde op?

Jeg kontakter i stedet min advokat, som tager kontakt til politiet og forsikrer om, at jeg ikke er rendt nogen steder hen.

Lobstergate har nu foldet sig fuldt ud, og foruden mig er også vores vært på Færøerne, Marni Gunnar Simonsen, og journalist Georg Lindenskov Petersen og fotograf Kalmar Lindenskov anklaget.

De to sidste kender jeg ikke, men også de har smagt en levende jomfruhummer, og – viser det sig – Marni Gunnar Simonsen har på en fiskerimesse i Tórshavn i foråret 2005 budt gæster på den lidt særprægede delikatesse. Mange har takket nej, men andre har sagt ja tak og smagt levende jomfruhummere, og en af dem var den daværende lagmand Jóannes Eidesgaard. Bliver vi mon endnu flere i foreningen af anklagede?

Pressen er på
Det gør vi ikke. Under hele det tre og et halvt år lange forløb har sagen det med at gå i sig selv, for så pludselig at poppe op igen med anbefalede breve og nye dokumenter til underskrift.

Efter et roligt 2008 blusser Lobstergate op igen i sommeren 2009. Den 29. maj er der samlet materiale nok til en retssag i Tórshavn, og jeg er indkaldt – dog først med mødepligt for retten 23. oktober.

Og nu kommer der presse på. En Ritzau-journalist ringer i begyndelsen af juni 2009. Samme aften kan historien læses på tekst-tv og TV 2/News er også med.

Træt af sagen
Jeg er blevet godt træt af Lobstergate og finder sagen tiltagende mere absurd:

På en japansk restaurant i New York har jeg i 1995 fået serveret en fisk, der var så friskslagtet på tallerkenen, at gællerne fortsat bevægede sig. Gode venner har spist slange på en rejse i Kina og har fortalt, hvordan den fortsat ’vred’ sig i saucen ved serveringen, og på et børneprogram på DR har jeg set værten servere en levende fjordreje for et barn i Kalø Vig. Men Lobstergate ruller videre.

I god tro
Efteråret 2009 nærmer sig hastigt, og det gælder også mødet i Tórshavn. Men jeg har en lang hospitalsindlæggelse bag mig, der hindrer fremmøde i retten, og der skal indhentes lægeudtalelse som bevis på, at jeg er hindret i at møde op.

Tyge Trier, min trofaste advokat, argumenterer for frifindelse. Dels er sagen nu inde i sit fjerde år, og dels er der i anklagen ikke taget højde for det, man kalder ’at handle i god tro’.

Hummerdrab
Enhver, der havde fortsat læsningen af artiklen i avisen – dengang i 2005 – kunne ikke undgå at have læst følgende:

»Øvelsen kan ikke anbefales, for det er kun de færreste forundt at få fat i så flotte og levende jomfruhummere, og i Danmark er levende jomfruhummere en sjældenhed i butikkerne. I det hele taget fordærver de hurtigt, og hvis de bare lugter den mindste smule af ammoniak, skal man holde sig fra dem. Og så nævner vi i øvrigt ikke et ord om det etisk ukorrekte i det brutale hummerbid, der minder om japanernes forkærlighed for levende sushitilberedninger«.

Bemærk »øvelsen kan ikke anbefales«. Under hele forløbet har vi argumenteret for, at jeg ikke opfordrede til levende jomfruhummerspisning i artiklen. Men det er der slet ikke taget højde for. Det er, som om man død og pine vil have en sag ud af hummerdrabet, og anklageren forbereder nu et nyt møde.

FBI opsøger Ditte i NYC
Datoen hedder 17. december, og mens dagen nærmer sig, dukker Ditte Isager pludselig op til overfladen igen.

Hun er indkaldt som vidne i Tórshavn, selv om hun nu bor på Manhattan. FBI har fundet frem til hende via hendes gamle roommate i London. I dag griner vi ad det. FBI kunne jo bare have søgt efter Ditte på Google – eller have spurgt mig.

17. december oprinder. Men jeg er stadig ikke i stand til at rejse. Ny lægeerklæring indhentes, men retssagen går i gang med vidneudtalelser fra besøgende på fiskerimessen i 2005 og flere af de lokale anklagede.

Ditte Isager er dog ikke blandt dem. Hun har haft fat i sin advokat, så hun i sidste øjeblik undgår at rejse fra New York til Færøerne.

Punktum sættes
Også Tyge Trier er hindret i at tage af sted, så Lobstergate ruller videre i Tórshavn uden vores deltagelse, og sidst på dagen er meldingen til København, at der kan falde dom 22. december.

Nej, der er slet ikke ro på, da de sidste julegaver købes, for udfaldet er endnu uvist, og jeg ser boligen vippe, hvis det mod forventning ender med en dom, der betyder, at jeg hænger på sagens omkostninger.

Men selvom mailboksen og mobilen er tændt, når julefreden at sænke sig over Danmark, uden at Lobstergate er afsluttet. Først i begyndelsen af 2010 sættes der efter alt at dømme punktum i sagen.

Findes fri
Forløsningen indfinder sig 5. januar: Efter at have sammenlignet udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd med den færøske lov om værn af dyr, når retten frem til, at jomfruhummere ikke er omfattet af den færøske lov, fordi de er hvirvelløse dyr uden et centralnervesystem og derfor næppe har lidt nogen smerte.

Vi er frifundet. Alle som en, og kort tid efter meddeler anklageren, at sagen ikke ankes.

LÆS ARTIKEL Politiken-skribent frikendt for hummer-tortur

Straffeattest viskes ren
Efter tre og et halvt år fes luften ud af Lobstergate. Min straffeattest forbliver pletfri, staten betaler sagens omkostninger, og jeg kan stadig bo i min lejlighed.

Alle mine papirer er i dag arkiveret i et sort ringbind dybt i min reol, og jeg er klar til at fortsætte i metieren. Men foreløbig næppe med reportager fra Færøerne.