Ricco Sørensen er manden bag københavns største kaffebarkæde.
Foto: BUBANDT MARTIN

Ricco Sørensen er manden bag københavns største kaffebarkæde.

Mød kaffekongen over dem alle

Kaffeelskeren Ricco Sørensen ristede sine første kaffebønner som tre-årig.

Nyt om mad

Hvis der skal sættes et ansigt på københavns kaffekultur, kan det meget vel blive et, der ligner Ricco Sørensens til forveksling.

»Det begyndte med den klassiske studietur til Rom i 2. G. Her fik jeg min første espresso«.

Sådan lyder begyndelsen umiddelbart på Ricco Sørensens kaffeeventyr.

Da han i 2001 åbnede sin første lillebitte kaffejoint på Istedgade, blev det hurtigt et af vesterbro-borgernes foretrukne steder at nyde latte, macchiato og espresso brygget på Riccos egen hjemmeristede kaffe.

I dag bærer ni kaffebarer rundt om i København hans navn.

Riccos findes i Studiestræde, Holmbladsgade og i Ryesgade på Østerbro. I 2008 bad en andelsforening på Nørrebro ham om at rykke til Stefansgade for skabe liv og stemning i kvarteret. Og i 2009 åbnede der nye Ricco-filialer på Strandvejen i Hellerup, Falkoner Alle og Frederiksborggade ved Nørreport. Om få dage åbner en ny i Valby.

Ristede på oldemors pande Men faktisk skal man helt tilbage til barndommen for at finde kimen til kaffefascinationen, korrigerer Ricco Sørensen sig selv.

»I tre-fire års alderen, når jeg var på besøg hos min oldemor ude på deres gård, så ristede hun kaffe på panden, og det var jeg med til. Jeg boede i Jylland det meste af min barndom, og der drikker man kaffe, fra det sekund man kan gå«.

En bodega uden alkohol
Mange år senere, efter Ricco blev besat af kaffe frembragt under tryk i Rom, fik han importeret en espressomaskine og gik selv i gang med at eksperimentere med at riste bønner over bål og i hjemmelavede Storm P-lignende apparater. Han læste også op på alt om jordbundsforhold og skyggeplanter.

Alligevel lod han sig i sine tidlige tyvere indskrive på historie og litteratur på universitetet og brugte flere år her, før han indså, at det rigtige ville være at gøre kaffehobbyen til sit levebrød.

Det skete ikke ud af fra en stram forretningsplan - mere ud fra inspiration fra gode kaffebarer i Seattle.

»Ud over at servere god kaffe til en rimelig pris, skal en Riccos Kaffebar være en moderne bodega uden alkohol. Det skal være små lokale mødesteder, hvor folk har deres daglige gang. Et sted, hvor man kan lægge sin nøgle til håndværkere eller den glemte trøje til veninden. En blanding af postcentral, socialt værested og bodega«, siger Ricco Sørensen.

Ikke som en Ritter Sport
Selv holder han sig i dag til espresso, fordi han er meget følsom overfor den megen koffein i stempel- og filterkaffe.

Han finder til gengæld stor tilfredsstillelse i at indrette kaffebarerne og at designe dem ud fra hvor de ligger, og hvordan rummet er.

»Det må ikke være praktisk, kvadratisk, pænt. Jeg gider ikke at have, at det blive stringent og kedeligt«.

Fælles for alle ni kaffebarer er dog, at man kan købe designerkeramik, selv sætte musik på anlægget, købe lidt te og kaffe med hjem. Og at baristaen tegner et fint mønster i lattens mælkeskum.

Kaffekoncept med kant
Peter Dupont, der var med til at starte Estate Coffee på Gammel Kongevej og nu er medindehaver af The Coffee Collective på Jægersborggade, mener at Ricco Sørensens koncept virker, fordi det skiller sig ud og har stil.

»Hans kaffekoncept har kant. Han har fanget en urban kaffestil og har indrettet sine barer lækkert. Det er klart federe med Riccos end Starbucks. Jeg er glad for at se, at han åbner flere«.

Ricco Sørensen selv er også meget bevidst om, at de ansatte skal være imødekommende og åbne overfor enhver type af kunder.

»Der skal være plads til både arbejdsmænd og burkaklædte kvinder«, siger han selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det blev alligevel en kæde
Du har tidligere sagt, at du ikke ville have, at Riccos Kaffebar skulle blive til en kæde, men nu har du ni og er blevet et franchisekoncept?

»Uh, nu rammer du mig på et ømt punkt. Fire af de ni er franchise, fem er mine egne. Jeg kan ikke sige nej, når pissegode mennesker, der er gamle ansatte, kommer og spørger, om de ikke må lave en Riccos ude i Hellerup. Så tænker jeg: Lad os da bare drille dem derude. Men jeg ser det ikke som en kæde, men som ni forskellige kaffebarer«.

Mørk smag
Al kaffen bliver ristet på 'moderristeriet' ved det gamle Carlsberg, hvor 600-800 kilo af Riccos egen mørke kaffeblanding bliver udviklet og forarbejdet hver uge. Og Ricco-kaffen adskiller sig markant fra flere af byens feinschmecker-kaffebarer som Risteriet og The Coffee Collective.

»Jeg er stor fan af den amerikanske ristetradition, hvor man rister bønnerne meget mørkere, end man nogensinde har gjort i Europa. Det giver nogle andre smagsnuancer og gør, at nogle af oliernes syre ristes væk. Jeg går til grænsen og eksperimenterer med double roast og triple roast og bevarer kun den smag, jeg ønsker i kaffen. Det får jeg hug for af andre kafferistere, men jeg giver hug tilbage og mener, de rister for lyst«.

Og Peter Dupont fra The Coffee Collective peger på præcis samme smagsforskel:

»Selve kaffestilen, den måde smagen er på, der går vi i en helt anden retning. Ricco kører et meget mørkt og tungt kaffeunivers med mere bitterhed. Jeg tror, at den visuelle stil er hans kendetegn, mens vi mere fokuserer på smagen i koppen«.

Omvendt understreger Ricco Sørensen, at han har stor respekt for folkene bag netop gourmet-kaffebarer som Risteriet og The Coffee Collective.

»Det er pissedygtige folk. Det må du gerne skrive«.

Espresso med børnene

På ni år har du åbnet ni kaffebarer og åbnet og lukket rockklubben Apparatet. Hvad er dine planer for fremtiden?

»Hvis du spørger min kone, vil hun sige 'nu skal du kraftedeme sidde stille'. Hvis der skal ske noget nyt, skal det være noget, der falder lige ned i turbanen. 2009 har været et heftigt år«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For kaffemanden Ricco er workaholic og han har svært ved at holde fyraften.

Derfor er han sammen med familien flyttet på en gård syd for Malmø, så han efter aftale med sine nærmeste hver dag kl. 18 kører fra København og over broen og holder fri.

Gerne med en kop kaffe sammen med sønnerne på to og ni år. Der, selvfølgelig, også allerede selv brygger og drikker espresso.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce