Lokalt. Det vokser i Danmark og er fyldt med gode sager - men havtorn er meget svært at høste.
Foto: FOLKVER PER

Lokalt. Det vokser i Danmark og er fyldt med gode sager - men havtorn er meget svært at høste.

Nyt om mad

Havtorn er et fjendtligt bær

Det gul-orange bær, der lige nu er plukkemodent, er en af tidens hotteste fødevarer.

Nyt om mad

Av. Politikens udsendte trækker luft ind gennem tænderne, da endnu en gren fra krattet prikker igennem jeansene ind på lægmusklerne og samtidig ridser den del af håndleddet, der ikke er dækket af tyk havehandske.

Lidt længere nede ad stien må fotografen stoppe op, rulle buksebenet op og hive en torn ud af skinnebenet.

MADKLUB Bliv medlem af Politiken Madklub og vælg mellem 3 lækre velkomstgaver

Så trasker vi videre på den smalle sti gennem grågrønne buskadser af havtorn plettet med brombærbuske (også stikkende) og hængende klaser af hyldebær, man til tider skal dukke sig for, som var det bærsorternes forhindringsløb.

Mystisk natur
Den smalle sti går gennem Hanne Brix Koldkjærs grund ved Rubjerg Knude ved Lønstrup, Vesterhavet.

Et mystisk stykke dansk natur præget af både de tætte krat af havtorn og af mere nøgne savannelignende områder med forvredne tjørnetræer, der efter årtiers stiv vestenvind bøjer sig baglæns i en ekstrem vinkel.

Læg dertil, at vi fra stien kan kigge op mod en gigantisk tronende 90 meter høj og mange hundrede meter bred ørkenklit af den type, man normalt forventer befolket af dromedarer, og hele scenariet virker fremmedartet og surrealistisk og utrolig smukt.

»Jeg elsker at være herude og blive godt rusket igennem. Der er så smukt«, siger Hanne.

»Lidt unormal«
Hanne Brix Koldkjær er en 51-årig kvinde, der til daglig er landmand, vejrbidt med kort, fornuftigt hår, iklædt torneresistent oilskinsjakke og Fjällräven trekkingbukser.

Hendes hænder er dækket af små rifter, som hun grinende viser frem.

»Man skal være lidt unormal for at gøre det her«, siger hun.



Vi er her i naturområdet øst for den store ørkenklit for at høste havtorn til Hannes firma Havtornekompagniet.

Det er et nystartet foretagende, der skal bringe de små gule og orange bær med den bløde, olieholdige kerne ud til danskerne.

Havtorn er nemlig en af tidens absolut hotteste bær.

Rynker og gourmetmad
Kosmetikbranchen bruger saften og den specielle omega-7-holdige olie fra kernen i antirynkecremer.

Smarte nordiske kokke med hang til lokale afgrøder elsker bærrets syrlige, passionsfrugtagtige smag.

Og forskere i hele verden tester, om havtorn med sine enorme mængder C-vitamin (15 gange mere per gram end i citron) og særegne plantefedtstoffer har større sundhedsfremmende virkning end andre bær.

Noget tyder på det.



Hanne Brix Koldkjær og Havtornekompagniet er stadig i opstarts- og udviklingsfasen og sælger foreløbig kun bærrene i form af en marmelade til forskellige specialbutikker, heriblandt standen 360 Grader Nord i Torvehallerne.

Men hun samarbejder med en lille producent, Bondegårdshyben, om at udvikle andre produkter.

»Nogle djævle«
Jakob, Hannes mand, og døtrene Karen-Marie og Ingeborg er allerede i gang med at klippe grene af, da vi kommer frem til en lysning, hvor dagens høst skal hentes.

De tre har tykt, modstandsdygtigt tøj på og er i gang med at snippe grene med orange og gule bær af med store grensakse.

De smider dem i brune papirsække, som de derefter bærer ad stien til en biltrailer med to kasser, hvor de tømmes.

Der kan ikke være særlig mange bær i en sæk, når grene også skal med – måske hvad der svarer til 1 kilo bær – så selv om de to trækasser snart er fyldt op, er høsten stadig beskeden.

Det er ikke effektivt, men det kan ikke gøres anderledes.



Hanne tager os med rundt på stierne omkring lysningen for at se på de mange havtornbuske, der mange steder er blevet så gamle og tykke i stammen, at de snarere kan kaldes træer.

En fasan blafrer pludselig ud af sit gemmested, og sekunder efter rasler en hund ud af buskadset – Blacky, en sort labrador.

»Fasanerne bliver helt gullige i kødet af at spise havtorn«, bemærker hun.

»Der er også rigtig mange rådyr, og de har ikke nogen problemer med alle tornene«.

Men det har vi andre.

Havtornbuskene sætter rigtige mange forhindringer mod at blive plukket af menneskehænder. Ikke blot stikker de, det er også svært at plukke et bær af busken, uden at det går itu.



»Det tager lang tid. De er bløde og kommer nemt til at smatte mellem fingrene. Samtidig hæfter de så godt til grenen, at du næsten skal have en negl ind om roden og hive dem af«, siger hun og hiver et enkelt bær af mellem to fingre.

Dilemmaet er altså, at du på en og samme tid ikke kan plukke dem uden handsker på og ikke kan plukke dem med handsker på.

ANMELDELSE

Risikoen for at ende med smattede ødelagte bær og forrevne hænder er overhængende.

»Det er jo ikke til at arbejde med«, siger Hanne.

Hendes mand, Jakob, istemmer med et lunt grin: »De er nogle djævle«.

Vil ikke spises
Derfor er Hanne og familien nødt til at klippe hele grene af med klaser af bær og køre grenene til marmeladeproducenten Bondegårdshyben (der også drives af et landmandspar) og fryse dem ned i et fryserum.

Når bær og grene er tilstrækkelig frosne – minus 23 grader, hvis det skal være helt optimalt – kan man få bærrene af ved at slå grenene hårdt mod en væg. Selv da vil de nødig af.



Ifølge seniorforsker og bærekspert Martin Jensen fra Institut for Fødevarer, havebrugsproduktion, på Aarhus Universitet, mangler havtorn det ’løsningsvæv’, som de fleste andre frugter og bær har.

Det er det væv ved stilken, der bliver svagere og dør, når bærret modnes, så fuglene og dyrene kan få bærret af, eller det kan falde til jorden.

Syre holder dyrene væk
Grunden er, at havtorn ikke vil spises, i hvert fald ikke før det bliver vinter og trækfugle på vej sydpå får øje på de attraktive bær, gnaver dem af busken og spreder frøene langt væk.

Det er også grunden til, at havtorn er temmelig sure og astringente – altså udtørrende i munden som sur vin – før de får frost.

Surheden skal også holde de fleste dyr væk, indtil de rette fugle kommer forbi.



Det er vitterlig et fjendtligt bær, men det kan tæmmes med teknologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Industriproduktion er nødvendig
I andre lande har man lavet industrielle produktioner af forædlede typer af havtorn, og her dyrker man høje havtornplanter i snorlige rækker, som var det vinranker.

Når det er høsttid, kører man en traktor med et enormt høstaggregat mellem rækkerne – store snurrende metalblade ikke ulig en græsslåmaskines, der kapper det halve af havtornplanten og transporterer grenene på et transportbånd ned i konvojer af små ladvogne.

Grenene fryses i frysehuse og køres derefter ind i store fabriksafrystere, der med voldsom kraft og hastighed ryster grenene i stykker og bærrene af.

Det er den slags metoder, der er nødvendige for at få en større produktion op at stå i Danmark, forklarer seniorforsker Martin Jensen.

En national ressource
»Her har vi noget, der er sundt. Så hvorfor importere alle mulige fremmede acaibær, når vi har sådan en national ressource? Men vi kan ikke få det bredt ud til forbrugerne, medmindre vi kan få det flyttet fra det vilde til noget, vi kan dyrke. Kan vi ikke høste det med maskiner, kan det blive svært at dyrke det rentabelt i Danmark«, siger han.



Han og hans institut samarbejder lige nu med avleren Flemming Jørgensen om at få en industriel produktion op at stå, og Flemming har set sig varm på en russisk sort af havtorn, der skulle være velegnet til formålet.

Men han er allerede blevet overhalet af parret Camilla og Mads Meisner, der for to år siden plantede havtorn på en lille mark mellem Svaneke og Nexø på Bornholm.

Bærrene blev for tre uger siden høstet for første gang, om end det skete med håndarbejde. Til næste år kommer produkterne på markedet.

Fredede havtorn
Den luksus at kunne plante i rækker og høste med maskiner har Hanne Brix Koldkjær ikke på sine 50 hektar vildnis.

»Det her er jo fredede arealer. Så vi kan ikke bare køre grønthøsteren igennem«, siger hun.

Der er mange forskellige nuancer af havtorn på de 50 hektar land – så mange, at hortonomerne har meddelt Hanne, at de har opgivet at finde ud af, præcis hvilken eller hvilke sorter hun har med at gøre.

Nogle er mørkorange hen mod det røde, andre karrygule, andre lidt blegfesne, og det skyldes formentlig, at der er tale om forskellige arter eller kloner.



»De sorter, der er herude, stammer fra istiden. Det er nogle helt andre sorter end de forædlede sorter. Vi har lige afleveret prøver fra buskene på Landbohøjskolen, der vil måle, hvad de indeholder af stoffer i forhold til forædlede bær«, siger hun.

»Det er tåbeligt at gå og døje med de vilde bær, hvis de forædlede er bedre. Men jeg har en formodning om, at det er omvendt, at de vilde er de bedste, og at mine er sundere«, siger hun.

Måske appetit-kontrollerende
Københavns Universitet har et andet formål med Hanne Brix’ havtorn, nemlig at teste, om havtornene kan hjælpe overvægtige med at kontrollere appetitten.

I forvejen er der forskning, der antyder, at havtorn kan være med til at sænke risikoen for en lang række sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft – om end det ikke vides, om bærret i praksis virker på mennesker.

Men der er også studier, der viser, at havtorn i et måltid kan sænke nedbrydningen af kulhydrater og dermed have en gavnlig effekt på blodsukkeret.

Derfor søger forskerne lige nu overvægtige mænd til et forsøg med start i oktober, hvor personer skal have serveret en puré med havtorn og en anden med jordbær for at se, hvordan det påvirker deres system og sultfornemmelse.

Dyrt at lave

Hanne og Jakob har en gård med 600 grise i den østlige del af Nordjylland, så indsamlingen af bær på grunden ved Rubjerg Knude er i den grad con amore.

Hanne Brix’ morfar købte området i 1968, og Hanne købte det af sin mor og morbrødre uden at vide, at havtornen på grunden rigtig kunne bruges til noget.

En dag for 4-5 år siden viste datteren Karen-Marie hende et nummer af fitnessbladet Iform, hvori der var en kæmpe artikel om havtornen og dens sundhedsfremmende lyksaligheder.

LÆS OGSÅ »Jeg tænkte, at det kan da ikke passe, at det skulle være så sundt. Men så gik vi i gang i det små til eget forbrug, og jeg begyndte at lokke familien til at indtage det«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men samtidig følte Hanne, at de »var nødt til at få det videre ud«, fordi hun er overbevist om, at de vil gøre danskerne sundere og få dem gennem vintrene uden at skrante.

Og fordi det er en stor nydelse for Hanne og familien at gå derude, i krattet, blandt fasanerne, med ørkenklitten og det tilsandede Rubjerg Fyr i baggrunden.


Så må man tage med, at bærrene er »nogle djævle«, som man »må døje med at plukke«, især når det regner, eller når luften er fyldt med sand fra den store ørkenklit, der sidder i øjnene i flere dage efter.

Og man må tage med, at det er besværligt og dyrt, så dyrt, at 1 kilo havtorn koster 200 kroner i fremstillingspris – betydelig mere, end hvis man importerede dem fra Kina eller Rumænien.

Om der er økonomi i det, er et åbent spørgsmål, erkender hun.

»Men, Hanne, man skal da være lidt skævt sat sammen for at gøre det her«, konstaterer fotografen.

Hanne griner forlegent.

»Ja, det er helt åndssvagt. Men jeg kan ikke tillade mig at lade være. Vi kan jo ikke bare være ligeglade. Vi står her, og vi har så mange havtorn, og det er oppe og vende i tiden. Så er det så tåbeligt ikke at udnytte dem«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce