Vinder. Restaurant Clou i Borgergade kunne i dag fejre, at de er én af tre nye danske stjerner på michelinhimlen.
Foto: JENS DREISLING

Vinder. Restaurant Clou i Borgergade kunne i dag fejre, at de er én af tre nye danske stjerner på michelinhimlen.

Nyt om mad

Nykåret michelinrestaurant drukner i reservationer

Hvert minut ryger en ny booking ind hos restaurant Clou.

Nyt om mad

Uden for restaurant Clou i Borgergade er en lille flok af venner, kærester, personale, presse og tilfældige nysgerrige stimlet sammen for at hylde den lille, nyudnævnte michelinrestaurant.

Sammen med Studio i Havnegade og Marchal på Kgs. Nytorv har restaurant Clou i dag fået sin allerførste michelinstjerne.

Med en kæmpe blå plakat påmalet ordene ’MICHELIN’ baner køkkenchef Jonathan K. Berntsen sig vej gennem den fremmødte flok.

Han sætter plakaten op foran vinduet indtil køkkenet, retter sig op og letter på smøgen i sin højre hånd og glasset med brusevand i sin venstre. Smøgen damper evigt mellem hans to rystende fingre. Øjnene er røde af for lidt søvn og for mange glædestårer, og blikket indeni er både fjernt og saligt på samme tid. På læben har han et lille smil.

»Det er meget fantastisk. Vi skal lige forstå det engang, men vi er meget glade og taknemmelige. Der har været blandede odds om, hvad der skulle ske i dag, så jeg er meget overrasket«.

LÆS OGSÅ

Videoaften og øl
»Telefonen ringede, og det var min gamle kollega Nikolaj, som sagde »I har fået jeres stjerne!«, og så blev der kastet en telefon og en Red Bull, som jeg havde i den anden hånd, gennem restauranten, og så mødtes vi ligesom i midten. Hele personalet har sovet hernede. Vi holdt videoaften i aftes. Der var ikke nogen, der havde lyst til at sidde alene med deres forventninger, så det er bedst at dele det med nogen, der forstår det«.

Og det er ikke blevet til meget hvile for den stolte stab i nat. I pauserne mellem øl og film er det kun blevet til en lille smule søvn, og Jonathan K. Berntsen understreger ordet »lille« med en høj musestemme.

At de i dag er vågnet op til en ny status som michelinrestaurant er dog ikke noget, som kommer til at præge Clou. Clou forbliver den samme, som den var i går:

»Der er ikke noget, der har ændret sig. Det er en kæmpe ære, og det er noget, alle kokke drømmer om, men restauranten er den samme, som den hele tiden har været, der bliver ikke lavet om på noget, hverken priser eller noget, det er det samme, der kommer til at ske«.

Foto: DRESLING JENS

Et boom i bookinger
Helt det samme er nu nok en underdrivelse, for der er med et kommet heftigt run på den lille restaurant.

»Nu er vi rigtig heldige, at vi har en lille restaurant, og vi har været meget populære på grund af de konkurrencer, vi har vundet, men på et kvarter her til formiddag kom 71 bookinger, så der skal nok ske noget, men det er ikke Michelin, der bestemmer, om en forretning er succesfuld eller ej«.

Snakken går lystigt i den fremmødte flok af personale og kendere.

»Stefan din flotte fyr, du gør dig godt på billeder. Hvordan går det i ostebranchen?«, gjalder en mand til en anden.

På fortorvet ligger resterne af de mange cigaretter, som krydrer den milde martsluft foran facaden.

Restaurantchef og i øvrigt Jonathans tvillingebror Alexander K. Berntsen står nonchalant og læner sig op ad døren ind til restauranten i sin grå habitjakke og det klassiske michelinsæt- en smøg og et glas sprudlende champagne.

Også han kan mærke den fornyede, voldsomme interesse, og samtidig er omfanget af deres nye status langsomt ved at synke ind hos ham:

»Der ryger en ny reservation ind på vores bookning hvert femte sekund, og vi har fået over 400 mennesker i reservationslisten på mindre end en time. På den måde kan man jo tydeligt mærke, hvad det betyder at få en stjerne, og spørgsmålet melder sig jo pludselig, om vi har mandskab nok«.

Én af de største bedrifter i faget
Han forklarer, at han er rørstrømsk og overvældet og frem for alt stolt af sig selv, sin bror og sin stab. Han var tidligt i morges henne og købe morgenbrød, hvorefter han vækkede sine kolleger, så de kunne være klar, når nyheden tikkede ind kl.9.30:

»Da vi fik stjernen, stod vi alle sammen og tudede. Det er en fed oplevelse professionelt at nå et punkt, hvor man er så glad, at man begynder at få tårer i øjnene«.

Han hiver vejret ind, mens stemmen dirrer, og øjnene pludselig bliver lidt blankere end før.

»Jeg tror, det er de færreste, som får lov til at opleve sådan noget rent professionelt Alle ønsker jo tillykke og uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er det jo en af de største bedrifter, som vi kan opnå som tjenere og kokke. Vi er mega stolte. Vi satsede og håbede på, at vi kunne få en stjerne, men vi var lidt i tvivl af indretningsmæssige årsager, men det kunne vi«

Han griner og dykker igen næsen ned i glasset med den lyserøde champagne.

»Det er jo super fedt! Man skal lige synke det, men det bliver nok ikke før søndag eller mandag, når vi har fri«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: DRESLING JENS

En stærk tro på sejr
Det kommer dog ikke helt bag på Alexander K. Berntsen, at michelinstjernen skulle finde vej til lige netop hans og broderens restaurant i Borgergade. Modsat broderen Jonathan har Alexander nemlig gået og gemt på sin egen tro på sejr:

»Jeg har det sådan, at hvis ikke man selv tror på det, så gør andre heller ikke. Jeg føler, vi har været heldige at få den i år og ikke til næste år. Men jeg har været med til at skabe michelinstjerner før på Herman og Grønbech og Churchill, og jeg har arbejdet mange år på Mielcke og Hurtigkarl, så jeg har hele tiden vidst, hvor niveauet skal ligge, og det har vi haft lige fra start, men derfor udvikler vi os jo stadig hele tiden«.

»Vi serverer aldrig noget, som vi ikke selv har lyst til at spise eller drikke, og på den måde bliver det lettere at formidle budskabet og skabe nærvær«.

Som etbesøg hos en gammel ven
Med restaurant Clou ønsker de to brødre også at gøre lidt op med det lettere forfinede og formelle udtryk, som ofte kan præge gourmetrestauranter:

»Folk skal føle sig, som om de kommer hjem til en gammel ven, hvor de kan slappe af. Det er lige før, de kan smække stængerne op. Det skal ikke være så fint, at folk ikke tør snakke sammen, og jeg er stolt over, vi kan få en stjerne med det koncept. Vi viser at tiden og tendensen skifter lige så stille og roligt, og vi er alle sammen nødt til at følge med«.

Erfaringen er der også hos de to brødre til at skabe deres helt egen stil. De to har lavet mad og drukket vin, næsten før de kunne gå, og årene i branchen har bragt dem vidt omkring rent geografisk:

»Det meste af vores inspiration kommer fra vores rejser, og interessen har været der siden barnsben. Så samler man jo alle de bedste minder sammen fra ens erfaringer. Vi er glade for de råvarer, vi kan få heroppe, men vi lægger ikke nogle faste rammer for, hvad vi kan bruge«.

Brormand Jonathan K. Berntsens bud på, hvorfor stjernen er havnet hos restaurant Clou, falder da også prompte:

»Det skyldes personlighed. Jeg er sikker på, de giver stjerner for personlighed. Vi har en særlig vinsammensætning, og vi vælger mad ud fra vinen, og jeg er sikker på, det er derfor«.

Maden venter

Én af de fremmødte lægger en hånd på skulderen af Jonathan K. Berntsen.

»Så er der jo ikke meget tid til at lave mad i dag«, siger kvinden.

»Jo der er«, slår Jonathan K. Berntsen fast og tager et hvæs af smøgen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»The show must go on«, nikker kvinden tilbage.

Bag dem er dagens nye råvarer ved at blive læsset af i køkkenet, og inde i restauranten står de runde hvide borde, dækket og klar til det næste hold gæster.

For bare fordi man har opnået kokkebranchens fineste hæder, kan man ikke tillade sig at hvile på laurbærrene. Det daglige liv skal køre videre i restauranten, så de besøgende kan gå glade og mætte derfra igen. Det, understreger Alexander K. Berntsen, er nemlig det allervigtigste for Clou:

»Vi håber, vi kan holde på nogle stamgæster og måske få nogle nye. Det er dem, som får hjulene til at køre«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce