Dyrt. Den europæiske østers er uddød de fleste steder i Europa, men findes i store mængder i Limfjorden. Limfjordsøstersene er nogle af verden allermest eksklusive og dyre østers. Foto: Lars Dahlager

Dyrt. Den europæiske østers er uddød de fleste steder i Europa, men findes i store mængder i Limfjorden. Limfjordsøstersene er nogle af verden allermest eksklusive og dyre østers. Foto: Lars Dahlager

Nyt om mad

600 eksklusive skaldyr er blevet sænket ned i Københavns Havn

Foreningen Maritime Nyttehaver drømmer om at dyrke både muslinger, østers og tang.

Nyt om mad

Det er ikke ukompliceret at bugsere 600 østers stablet op i 11 tunge bakker ud over siden på den lille træflåde.

Men Joachim Hjerl og hans to hjælpere får endelig med et forsigtigt ’plump’ lempet østersene ned til en frysende dykker i vandet.

De omkring 40 fremmødte frysende østersentusiaster oppe på broen klapper begejstret, mens østersene synker ned. Det er lidt af en milepæl: Nu er der for første gang en bestand af østers i Københavns Havn.

Strømper ved flåden
Da kasserne når en vis dybde, surrer dykkeren dem fast til en undervands-metalwire mellem to af broens pontoner.

Her skal de eksklusive skaldyr hænge og suge næring ud af vandet og vokse sig store de næste par år. De største af østersene – og nogle af dem er gigantiske – skal dog spises allerede til november.

Det er et lettelsens øjeblik for Joachim Hjerl og foreningen Maritime Nyttehaver, der i snart tre år har kæmpet for at få lov til at etablere et lille østersbrug med de dyre og ifølge kendere særligt fine europæiske østers til Københavns Havn.

»For os er østers i havnen det helt store eventyr. Den europæiske østers er forsvundet i det meste af Europa, og det største habitat findes i dag i Limfjorden. Så det er en meget nordisk råvare, vi nu har sat i havnen. På sigt håber vi på at have en produktion af blåmuslinger, af tang og måske også fisk som f.eks. multe i Københavns Havn«, siger Joachim Hjerl.

Allerede nu hænger der 'strømper' med blåmuslinger fra flåden ved Kalvebod Bølge, som gangbroen ud for Hotel Marriott hedder.

Formålet med de 600 østers er i første omgang at demonstrere, at det i det hele taget kan lade sig gøre at opdrætte den europæisk østers i havnens vand. Østersene bliver importeret som yngel fra et klækkeri i Limfjorden, og det skal de også i fremtiden, da det ikke er sandsynligt, at østersene selv kan formere sig – på den anden side har det ikke været forsøgt.

»Det her er et forsøg på at bruge havneområderne til noget fornuftig, nu hvor industrien er væk, og vandet er rent. Vores store våde drøm er at skaffe en større flydende platform, hvor vi kan skalere det op og få et stort udbytte, og måske kunne kombinere det med en østersbar. Men ideen er ikke at lave en stor kommerciel produktion til fiskehandlere og restauranter. Det er mere at have et sted, hvor børn og familier kan komme ned og opleve østers og opleve, hvad havnen kan. De kommer jo ikke til Limfjorden«, siger Hjerl, der er formand for Maritime Nyttehaver.

Projektet er kommet op at stå med midler fra Københavns Kommune og dets organisation, Sharing Copenhagen, der formidler hovedstadens grønne tiltag i forbindelse med, at København er udråbt til Europas grønne hovedstad i 2014.

»Østersene er for os en historie, der er afsindig stærk til at kommunikere, at vi har en meget ren havn, som vi ikke bare kan bade i, men også lave mad i. Det her er forhåbentlig bare begyndelsen. Hvorfor ikke hænge stålwirer med østers mellem alle pontonerne i havnen, og så holde store årlige københavnerfester for østers«, siger seniorrådgiver i Københavns Kommune, Jacob Hartmann.

Stopklodsen er lige nu, at det ikke er lovligt at opdrætte 'toskallede bløddyr tæt på byområder' til konsum, så lige nu arbejder Maritime Nyttehaver for få de nødvendige tilladelser fra fødevaremyndighederne.

Går tingene, som foreningen håber, vil de første 100 østers blive serveret til november til en begivenhed, hvor Københavns kommune overrækker prisen til den by, der skal være Europas grønne hovedstad i 2016.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce