Rasmus Brændgaard mener at det største problem ved den danske madkultur er den madstress, som mange mennesker lever under. Derfor har han fundet på havregrynskuren, hvor man spiser havregryn med frugt og nødder to gange om dagen, for ikke at skulle stresse over at lave mad. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Nyt om mad

Ernæringsekspert: »Alt for mange lider af madlavning«

Per Brændgaard blæser til kamp mod alle madlavnings-’fascisterne’, der mener, at folket kun kan blive sundt, hvis de sveder i køkkenet for at lave hjemmelavet mad med de rigtige råvarer.

Nyt om mad

Der plejede at være et spisebord her i stuen«, siger Per Brændgaard, »men det har jeg skilt mig af med. Jeg bruger det jo aldrig! Ha, ha«.

Vi går rundt og griner i Per Brændgaards treværelseslejlighed på Indre Østerbro, en lidt trang, overfyldt hybel med en umiskendelig ungkarlevibe. For Brændgaard har lige fortalt noget, han ikke har holdt skjult som sådan, men som han nok ikke har udpenslet helt så tydeligt før. Vi griner, fordi det lyder som en fræk hemmelighed:

»Jeg har ikke lavet mad de sidste 10 år, ha, ha«, siger manden bag bøger som ’Mindful spisning’ og for nylig ’Slank på ét sekund’, uddannet ernærings- og husholdningsøkonom, cand.scient. i human ernæring, tidligere konsulent for Ernæringsrådet, forfatter til en betydelig del af Sundhedsstyrelsens ernæringsmateriale og en af de mest brugte maddebattører i medierne.

Hvad var det sidste måltid, du så rent faktisk lavede?

Brændgaard tænker sig om:

»Tja, jeg har nok lavet lidt risengrød til jul«. Vi griner igen.

Men hvad med i år?

»Det tror jeg ikke, jeg har i år. Ikke i den forstand, man læser om det i aviserne«, siger han.

LÆS ARTIKEL

Politiken går med ud i Brændgaards køkken for at inspicere, hvad en mand, der ikke laver mad, kan byde gæsterne. Køleskabet er halvtomt og indeholder specialøl af forskellig art og to glas peanutbutter, hvoraf en af dem er »skuffende« ifølge ernæringseksperten. Der er også mayonnaise og et par konservesglas. Sandwichudstyr, som han kalder det. I skuffen under køleskabet er der to poser med kaffe, en pakke kiks og en æske pålægschokolade (til teenagedatteren). I en anden skuffe er der lidt diverse poser, men af egentlige spiselige genstande finder vi blot en pose Karen Volf-kammerjunkere med ’mindst holdbar’-dato på 24.12.2014.

»Dybest set synes jeg, det er kedeligt, besværligt og unødvendigt at lave mad«, siger Brændgaard, der køber lokal takeaway – bokse med salater, pizzaer nede på Østerbrogade – eller laver noget hurtigt selv, ikke så sjældent havregryn med rosiner. Faktisk er han så glad for havregryn, at han har lanceret ’Havregrynskuren’, hvor man skal spise det til to af dagens tre måltider. Det vender vi tilbage til.

»Jeg tænker, at hvis jeg skulle lave maden selv, så er en ting råvareprisen og noget andet er tiden. Jeg betragter det som arbejde. Jeg arbejder halvdelen af tiden som selvstændig, og jeg kan sidde og have klienter i den tid i stedet for. Så jeg har ikke råd til at lave mad selv fra bunden«, siger han.

I min lange karriere som madskribent har jeg aldrig været ude hos nogen, der beskæftigede sig professionelt med mad, der havde så lidt mad?Er det ikke lidt paradoksalt?

Per Brændgaard sukker. Vi har sat os i stuen, og jeg spiser lidt chokolade, Brændgaard har stillet frem, uden rigtig at smage på det.

»Jeg vil sige: I mange år var jeg ret pinlig over det og holdt det hemmeligt, samtidig med at jeg prædikede alt det, jeg havde lært at prædike om kostplaner, opskrifter og tips til at lave sundere mad«, siger han.

»Men jeg kunne bare se, at jeg ikke fik det gjort selv. Jeg havde dårlig samvittighed i lang tid. Men så begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved mange af de grundantagelser, vi gør os inden for sundhed og ernæring, f.eks. grundantagelsen om, at sund mad er noget, man skal have lavet selv«.

»Jeg er jo uddannet som husholdningslærer fra en tradition, hvor det bliver betragtet som en værdi i sig selv at lave mad, noget, der giver livskvalitet. Det var slet ikke noget, man kunne tale om i min branche. Selvfølgelig skulle man da lave mad, det var jo det, det hele gik ud på. Jeg skrev meget for dameblade og I Form og var ansat nogle år hos Suhrs Seminarium – en institution, der går virkelig meget op i madlavning. Men jeg interesserede mig ikke for det. Jeg tror, fodbold interesserer mig muligvis mindre end madlavning, men ellers er madlavning noget af det, der interesserer mig allermindst i hele verdenen!«.

Brændgaard griner.

Vi har jo ikke strikkekampagner

Hvordan gik der en prås op for dig?

»Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved nogle af de her ideologier, vi alle sammen går og tror på. Nogle af dem har omfattet mig selv, andre har ikke – f.eks. at gå på slankekure, for det er ikke noget, jeg selv har praktiseret. Men det er der mange, der lider af. Og på samme måde er der mange, der lider af madlavning«.

Ha, ha. Hvad mener du med »lider af madlavning«?

»Ja, man lider af den madstress, som er forbundet med normen om, at for at være en god samfundsborger og have en god livskvalitet, signalere overskud og være en god vært og en god kvinde eller god mand, så skal man lave sin mad fra bunden, man skal handle de rigtige steder, og det skal være de rigtige råvarer. Min holdning er, at det ikke er forkert at gå op i madlavning, det er bare heller ikke forkert ikke at gå op i det. Vi skal have en værdineutral indstilling til det«.

I virkeligheden er der slet ikke noget naturligt i alt det ’madlavning’, i hvert fald ikke når man ser det ovenfra. Det er en konstruktion, en kulturel skabelse, en fornøjelse for dem, der vil, men en form for sygelig tvangshandling, man ’kan lide af’, hvis man dybest set ikke gider lave mad, mener Brændgaard.

»På et tidspunkt læste jeg en filosof, der skrev, at det var underligt, at madlavning var den norm fra bondesamfundet, som stadigvæk står ved magt som noget, hver enkelt husstand bør varetage selv, for vi har jo opgivet alle mulige andre hjemmeproduktioner. Hvor tøjproduktion og husbygning før var noget, den enkelte husstand skulle stå for, så er gode møbler og godt tøj i dag noget, andre har lavet. Noget vi går ud og køber. Madlavning er også et håndværk, men her har vi en forventning om, at madlavning er noget, alle mennesker skal være gode til og interesseret i. Men vi har ikke på samme måde den holdning til f.eks. strikning. Vi accepterer, at nogle godt kan lide at strikke, men vi har ikke nogen myndigheder i Danmark, der laver strikkekampagner og strikkeopskrifter og opfordrer folk til at gå i hjemmestrikket tøj«, siger han.

Det er her værd at indskyde, at Per Brændgaard skam går op i mad på sin egen måde. Brændgaard er fortaler for og underviser i ’mindful spisning’, der skal gøre folk meget bedre til rent faktisk at smage på maden, nyde den rå sansning og lære at mærke mæthed, i stedet for det modsatte, nemlig at ’køre maden ind’ uden egentlig at smage på den. Han kunne aldrig selv finde på at sidde i sofaen og æde en plade discountmælkechokolade under en film, men kan finde på at sætte filmen på pause og nyde det perfekte chokolade. Brændgaard har hyppigt i lejligheden på Østerbro overvægtige klienter, der skal lære de teknikker og lære at slippe den besættelse af mad, som folk, der gerne vil slanke sig, ofte har.

På samme måde lever vi i et samfund, der også er besat af mad, og hvor der bliver set skævt til dem, der ikke er det.

Som at springe ud som bøsse

Du er den enlige talsmand herhjemme for alle dem, der ikke orker at lave mad eller ikke vil prioritere det. Ser du dig selv som advokaten for alle dem, der ikke gider?

»Ja, ud fra et idealistisk synspunkt. At være ligeglad med madlavning føles lidt som at erkende, at man er homoseksuel. Når man endelig er sprunget ud, føler man den der trang til at bekende det til hele verden. ’I skal acceptere mig, som jeg er, ha, ha’. Ligesom når man er homoseksuel, mener man ikke, at det er forkert at være hetero, man har bare en anden præference. Og i stedet for at lave om på sig selv og stresse over, at man ikke kan blive den, man tænker, man bør være, så kunne man jo også bare vælge at være sig selv«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad kalder man sådan en som dig? Der er de gastroseksuelle, der går sygeligt meget op i mad, men hvad kalder man dem, der ikke går op i madlavning?

»Jeg kan se, at jeg har brugt forskellige ord. Jeg har betegnet mig selv som en madhenter, andre gange kalder jeg mig mindful spiser, fordi det med spisningen interesserer mig. Eller en madvælger«.

Tror du, der er mange, der har det sådan?

»Når jeg er ude og holde foredrag og fortæller, hvordan jeg har det, er der mange, der siger ’det er godt nok en lettelse at høre, for sådan har jeg det også, og det troede jeg ikke, man måtte’. Så jeg tror, der er mange. Madlavning er noget, der er socialt motiveret, så jeg vil gætte på, at mindst 50 pct. af dem, der bor alene, dybest set ikke rigtig interesserer sig for det. Det er allerede 700.000 mennesker. Og så er der dem, der bor sammen med andre, men hvor maden i den grad er arbejde, noget som mange småbørnsfamilier oplever«.

I Per Brændgaards verden er det ikke vores for høje (eller for lave) indtag af sukker, fedt, kulhydrater eller proteiner, der er den største madtrussel mod folkesundheden. Det er ’madstress’, alle de krav til maden, vi skal forholde os til, fra madens indhold af gluten, kulhydrater og kød til forherligelsen af det hjemmelavede. Sådan som det skete, da daværende fødevareminister Dan Jørgensen kom med sine ’måltidsråd’, hvor et bud var, at folk skulle lære at lave mad.

»Det gør det forkert bare at være en travl familie, der måske spiser rugbrødsmadder om aftenen. Men i virkeligheden er det jo at påføre hele befolkningen en masse ekstra arbejde at skulle lave alt den her mad. Ligesom alle kravene om motion jo er at påføre hele nationen en ekstra arbejdsbyrde. Tænk, hvis al den energi, folk brugte på at lave mad og løbe og dyrke triatlon, kunne bruges på noget samfundsgavnligt«.

Nej, det virkelig skadelige er ikke Nutella, siger Brændgaard, men madsnobberiet, hvor det ofte siges direkte, at man kun kan få opfyldt sine ernæringsmæssige behov, hvis man laver maden selv med de helt rigtige ingredienser. Noget der er markant forkert – der er masser af fastfood, der er sundere end det, folk laver selv.

»I virkeligheden sætter vi barrierer op for folk, både inden for mad og motion, når vi skaber et billede af, at det kræver rigtig meget af dig at lave den helt rigtige mad og dyrke motion. Noget der kræver, at man har økonomisk, tidsmæssigt og energimæssigt kapital til det, ikke er stresset, ikke befinder sig i nogen kriser og er velfungerende psykisk og socialt. Når myndighederne kommer ud og laver borgerrettede tiltag, møder de folk, der allerede har dannet sig en masse fordomme om sund mad og motion som noget, der er komplet umuligt, og så kan man lige så godt lade være«, siger han.

Brændgaard arbejder her med ideen om ’små skridt’ frem for store, komplicerede kostomlægninger, og han har skrevet hæftet ’Små skridt til vægttab’ til Sundhedsstyrelsen, som bruges i arbejdet med overvægtige og fede ude i kommunerne. Den baserer sig på at ændre få og små ting ad gangen, f.eks. droppe sodavanden om eftermiddagen eller rive en gulerod i pastasovsen, og den handler i høj grad om, at man ikke behøver at gøre det perfekt, at ingen madvare er forbudt, at man ikke skal dømme sig selv. Man skal acceptere, at man fejler, men samtidig blive ved.

»Det er enkle råd, der virker, og det er sådan, langt de fleste sundhedskonsulenter og diætister ude i kommunerne arbejder, for de ved godt, at alle de store kostomlægninger og hjemmelavet mad er komplet urealistisk. Men det interesserer ingen medier sig for, for kører man ud ad den vej, så mister man ekstremismen, madens identitetsskabende funktion, man mister religionen, og eksperterne mister deres betydning, for så bliver det den enkelte, der selv skal vælge, hvilke små skridt han vil tage. Mine kolleger i branchen er interesseret i, at der fortsætter en debat, om der nu er for mange eller for få kulhydrater, eller for meget protein eller for lidt protein, alle de der tåbelige detaljer, der ikke har særlig stor betydning. De er ikke interesserede i, at den store hemmelighed kommer ud: at man kan spise sundt på mange forskellige måder, og det er op til den enkelte selv at prøve sig frem og finde ud af en måde, som passer til ens liv – med og uden madlavning«, siger han.

Havregrynskuren

En ting kan dog forekomme lidt selvmodsigende, ligefrem hyklerisk, og det er opskrifterne i Per Brændgaards nyeste bog, ’Slank på ét sekund’, der handler om hans tanker om at spise i nuet og tage de små skridt. Den sidste halvdel af bogen er opskrifter, og her ligner den så mange andre kogebøger. Bare i de første 5-10 opskrifter finder man ingredienser som fiskesovs, mynte, butternutsquash, butterbeans, edamamebønner, kikærter og frisk estragon. Lidt underligt for en mand, der prædiker imod madsnobberi og ting, der fremstår besværligt for almindelige mennesker.

Brændgaard trækker lidt på skulderen over indvendingen. Han har foreslået sit forlag, at man burde udgive en slankebog med billeder af alt muligt andet end mad, så man ikke fastholder folk i den besættelse af mad, man har, når man er på kur. Men folk, der betaler 250 kroner i en boghandel for en slankebog, vil have opskrifter. Sådan er vilkårene bare.

Den mest bemærkelsesværdige mangel er, at der ikke er en opskrift på havregryn med mælk, for det er nemlig basis for Brændgaards nye kur – ’Havregrynskuren’: en lille lukket facebookgruppe med 140 deltagere (heriblandt undertegnede), der forsøger at teste kuren. I kuren skal man spise havregryn med mælk, nødder og en topping som bananer eller rosiner to måltider om dagen. Det er hurtigere end andet hjemmelavet mad, hurtigere end selv fastfood, og komplet i forhold til de næringsstoffer man har brug for – om end man skal bruge dagens tredje måltid på at få nogle grøntsager indenbords.

Det lyder som en gimmick. Er havregrynskuren for sjov?

»Nej, alt hvad jeg gør, er for alvor. Det er en kur, der ikke kun er en slankekur, men en sundhedskur og en antimadstresskur. Det gode ved at følge sådan en kur er, at du får en forenkling af dit liv. På en normal kur skal man følge en kostplan og en opskriftssamling, og du går hele tiden og tænker på dit næste måltid. Det skaber en form for madbesættelse. Med havregrynskuren kan du holde ’mad-fri’. Jeg kan se på mange, at de tager måske 14 dage på havregrynskuren for lige at tabe sig lidt, eller fordi de måske er begyndt at tænke for meget på, hvad der er sundt og usundt, og spise rigtigt og forkert, og så har du brug for at gå op i noget andet«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den kan også være en fin slankekur, siger han, med både fibre, protein og en stor monotoni, der gør, at du hurtigere bliver ’sensorisk mæt’ og dermed spiser mindre.

Ved du, hvor mange der følger din kur?

»Jeg ved det ikke. Men det er formentlig ligesom alle mulige andre kure: Dem holder man ikke. Og derfor kan man lige så godt lade være med at overholde den her. Man kan bruge den til det, man vil«.

Men hvad er så pointen?

»Hvis man er en af dem, der kan overholde noget, vil det være gavnligt at overholde denne, fordi den bekæmper madbesættelse og madstress. Den er god for dem, der lider af madlavning«, siger han. Og så griner vi igen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce