MANDEKLUB.  Mændene er stadig i overtal, når der afholdes jagtselskab, der ofte sluttes af med en traditionel dansk frokost.
Foto: Nadia Mathiasen

MANDEKLUB. Mændene er stadig i overtal, når der afholdes jagtselskab, der ofte sluttes af med en traditionel dansk frokost.

Nyt om mad

Flere kvinder har skud i bøssen

Danske kvinders interesse for jagt rykker. I dag udgør de seks procent af jægerne.

Nyt om mad

Remi Sinding var bare 17 år gammel, da hun for for snart 70 år siden første gang fik stukket et jagtgevær i hånden. Med sin forlovede, Jens, var hun taget til det vestlige Jylland for at blive præsenteret for svigerfamilien, der ville se, hvilket materiale denne københavnerpige var støbt af. Det var i oktober, og jagten på fasaner og harer var netop gået ind.

Christian Kurtzhals er 27 år og studerer medicin, men i sin fritid går han ligesom flere og flere danskere på jagt. Det gør han især af to årsager: for at komme tættere på naturen og vide præcis hvor det kød han spiser, kommer fra. Kilde: politiken.tv / Foto: Lasse Kofod, Klip: Peter Vintergaard

»Jens’ far sagde til mig, at hvis jeg skulle med på den jagt, de havde arrangeret den følgende dag, måtte vi først se, om jeg kunne noget. Så kastede han en roe op i luften, som jeg skulle skyde til, og den ramte jeg«, fortæller den i dag 86-årige jæger, der selv var overrasket over succesen til den ukonventionelle skydeprøve.

Da hun egenhændigt nedlagde en hare dagen derpå til alles og ikke mindst sin egen forbløffelse, blev det starten på en kærlighed til jægergerningen, der lever videre i dag knap 70 år senere.

»Dengang var det, som om man som kvinde skulle bevise sit værd, hvis man ville være med. Det har selvfølgelig ikke bare været inden for jagt, men også i erhvervslivet og sportsverdenen. Jeg har da også måtte lægge ører til et par kommentarer, men når man har gået på jagt i mange år, bliver man immun over for den slags«, siger Remi Sinding, der glæder sig over udviklingen de senere år, hvor markant flere kvinder griber til jagtgeværet.

De seneste tal fra Naturstyrelsen viser, at de kvindelige jægere i dag tegner sig for 10.987 af de i alt 177.816 aktive jægere i Danmark. Det svarer til, at kvinderne udgør seks procent af den samlede jægerstand, hvilket er en markant fremgang sammenlignet med tallet for 1973, hvor man begyndte registreringen. Dengang udgjorde de kvindelige jægere blot en procent af standen.

Respekt for vildtet

Remi Sinding deler minderne fra sine første jagter foran en jagthytte ved Jægerspris på det nordlige Sjælland tilhørerende det jagtkonsortium, hun er en del af sammen med sin mand. I dag er der andejagt i kalenderen, men det er ikke noget, der frister den erfarne jæger. Hun foretrækker solojagt med riffel, hvor hun kan nyde naturen i stilhed, så hun lader resten af selskabet om at drage ud under den grå efterårshimmel. Jægerflokken tæller i dag lidt over 10 mænd i alle aldre og 29-årige Amanda Paciorek. Hun kommer fra Sverige, hvor flere af hendes venner går på jagt, og hun blev for alvor interesseret, da hun var med sin kæreste på jagt. Derfor tog hun jagttegn sammen med et par veninder for tre år siden.

Gruppen når frem til et stort vandhul gemt bag en mur af højtragende nåletræer. Da hver jæger har indtaget sin tildelte position, lyder jagthornet, og de første skud brager gennem luften. Larmen får ænderne på vingerne, og de cirkler nu rundt om trætoppene. Lyden af vingebask blander sig med bragene fra geværløbenes mundinger, hver gang en af dem flyver lavt nok til at komme inden for skudhold. Amanda Pacioreks sidemand er allerede i fulde sving, før hun selv hæver geværet til skulderen og lægger kinden mod træskæftet. En lavtflyvende and møder sit endeligt omtrent 20 meter over vore hoveder og går ned et sted bag os.

»Jeg er ikke typen, der bare skyder løs. Jeg er nok lidt mere forsigtigt anlagt, og for mig drejer det sig ikke om at skyde flest mulige dyr. Folk, der ikke går på jagt, spørger ofte, hvor mange dyr du har nedlagt i stedet for at spørge ind til, hvordan jagtdagen har været«, fortæller Amanda Paciorek, der går langt højere op i alt det andet, jægerlivet fører med sig – som tid i naturen og samværet med de andre jægere.

Hun dyrker udelukkende hagljagt, da hun endnu ikke føler sig helt klar til riflen. Hun forklarer, at hun gerne vil være en ekstremt god skytte, før hun forsøger at nedlægge et større dyr.

»Det handler om ansvar og respekt for vildtet. Jeg er klar over, at jeg ikke er den bedste skytte i hele verden, og hvis jeg skal skyde et dyr med riffel, vil jeg være helt sikker på at ramme ordentligt«, siger Amanda Paciorek.

Dedikerede jægere

Netop de kvindelige jægeres etiske værdisæt fremhæves af jagtfaglig chef hos Danmarks Jægerforbund Niels Søndergaard.

»De kvindelige jægere er meget dedikerede til jægergerningen og ønsker at efterleve de jagtetiske regler. De tager det mere alvorligt, og man kunne måske godt tænke sig, at hankønsvæsenerne var lige så seriøse om at varetage jægergerningen på den bedst tænkelige måde, som kvinderne er«, siger Niels Søndergaard, der selv har gået på jagt i 25 år.

»Da jeg begyndte, var det meget sjældent, at man så kvinder på jagt, og når man gjorde, var det noget, der vækkede opsigt. I dag er det ikke noget, man spekulerer over. De indgår som en naturlig del af det at have et jagtselskab«, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hos Danmarks Jægerforbund har man førhen arrangeret kurser specifikt målrettet kvindelige jægere, men det er man holdt op med. Niels Søndergaard forklarer, at de er kommet til den erkendelse, at det er vigtigt ikke at betragte kvinder som en særlig gruppe, men i stedet lade dem deltage på lige fod med alle andre jægere for netop at undgå diskrimination. Han understreger, at de kvindelige jægere, han har talt med, heller ikke ønsker, at der bliver gjort forskel på dem.

Dronninger og Karen Blixen

Amanda Paciorek, der deler jagtinteressen med sin mand, har aldrig selv bemærket, at hun stikker ud i det endnu mandsdominerede selskab, og hun har altid følt sig velkommen blandt jagtkammeraterne. Det kan man måske takke Remi Sinding og andre kvinder for, der ved at blæse på forventninger om kønsroller har været med til at lette vejen til jagtmarken for de nye generationer.

Direktør på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum Jette Baagøe har kigget nærmere på fænomenet og forklarer, at selv om kvindelige jægere førhen var usædvanlige, så er der flere af historiens fremtrædende kvindelige personligheder, som gik på jagt. Hun nævner Karen Blixen, der tog på storvildtsjagt i Afrika, og den forhenværende balletdanserinde Grevinde Danner, der giftede sig med Frederik 7. og deltog i kongens jagter i midten af 1800-tallet. Der var også Dronning Sofie Amalie, der havde stor politisk sans og brugte jagten som en del af hoffets selviscenesættelse to århundreder forinden. Hun optræder i øvrigt i Gøngehøvdingen, hvor han redder hende fra at komme til skade under en vildsvinejagt.

»Når man taler om især hjortejagt, var det kvinder fra samfundets overklasse, det vil sige dronninger og andre fra den allerøverste top, for det var dem, der sad på retten til jagten fra 1400-tallet og et par århundreder frem. Sådan var det ikke kun i Danmark. Der var tale om et europæisk fænomen. De kvindelige jægere var hovedsageligt dem, der blæste lidt på de stereotype kvinderoller, og som ikke var bange for at blive set lidt skævt til«, fortæller Jette Baagøe.

Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum har i et samarbejde med Kvindemuseet i Danmark i 2011 foretaget en undersøgelse af, hvem de kvindelige jægere er i dag, og hvad der motiverer dem. Jette Baagøe forklarer, at der er nogle lighedstegn mellem nutidens kvindelige jægere og fortidens, da der stadig i stor stil er tale om kvinder fra samfundets top.

»Generelt kan man sige om de kvindelige jægere, at de har en høj uddannelse og en høj indtægt. Det hænger sammen med, at det er dyrt at udøve jagt. De ældre kvinder bor typisk et sted, hvor de har adgang til jagtarealer, fordi de enten er ejere eller medejere, og som noget nyt ser man også, at de yngre generationer fra byerne er begyndt at tage jagttegn«, siger hun.

Blandt de omtrent 800 adspurgte kvindelige jægere svarede hele 95,2 procent, at naturen var det vigtigste for dem ved jagten, mens muligheden for at afstresse kom ind på en andenplads med 73,4 procent.

Herreklubstemning

Også det sociale aspekt ved jagt er en af de ting, der spiller en stor rolle, fremgår det af undersøgelsen, og det er ikke så underligt, hvis man tager et kig indenfor i jagthytten i Jægerspris. Stemningen er varm og jovial blandt jagtkammeraterne, der efter dagens succesfulde jagt er rykket ind i spisestuen. Her er væggene beklædt med trofæer fra nedlagte bukke fra den omkransende skov og det udstoppede hoved fra en gigantisk antilope, som Remi Sindings mand har nedlagt under en storvildtsjagt i Afrika. Der skåles i snaps og øl over en klassisk dansk frokost, og som glassene tømmes, flyver vittigheder i den sjofle kategori over bordet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den eneste måde, hvorpå jeg bider mærke i, at de andre indimellem bemærker mit køn, er når de har fortalt en sjofel joke. Så kigger de nogle gange lige lidt over på mig«, lyder det fra en grinende Amanda Paciorek i bilen på vej hjem mod København.

Hun tilføjer, at der godt kan være lidt herreklubstemning tilbage i hytten efter en jagt, men at hun synes, at det er sjovt, og netop samværet med de andre jægere er en af de ting, hun sætter størst pris på. På bagsædet er hendes mand faldet i søvn. Kvinde til kvinde joker vi med, at det der med jagt tærer hårdt på mændene.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce