Spiselig. Billedet er taget på Vestforbrændingen i Glostrup, der behandler affald fra 19 kommuner. Indholdet af en renovationsbil er væltet ud på gulvet i modtagehallen, og Selina Juul har fået lov til at rode rundt i skraldet for at finde spiselige sager.
Foto: Daniel Hjorth

Spiselig. Billedet er taget på Vestforbrændingen i Glostrup, der behandler affald fra 19 kommuner. Indholdet af en renovationsbil er væltet ud på gulvet i modtagehallen, og Selina Juul har fået lov til at rode rundt i skraldet for at finde spiselige sager.

Nyt om mad

Portræt: Hun er Danmarks Madam Skrald

Russiskfødte Selina Juul blev forbløffet og vred, da hun kom til Danmark og oplevede et folk, der smed spiselig mad ud uden et sekunds omtanke.

Nyt om mad

Selina Juul stod denne torsdag morgen med åben køleskabsdør og flyttede rundt på indholdet:

En dunk sojamælk af mærket Naturli’ blev rykket frem på køleskabshylden, så hun ville huske at bruge den. Nogle økologiske gulerødder, der var begyndt at miste livsgnisten, blev også stillet frem. Så lukkede hun tilfreds køleskabet.

LÆS ARTIKEL

»Jeg har supertravlt i øjeblikket. Men jeg har altid tid til gennemgå mit køleskab. Det tager to sekunder«, siger hun, da hun om eftermiddagen sidder i Filmhusets restaurant, Sult, i København og gumler dagens første faste føde i sig: En bolle skyllet ned med gulerods-ingefær-æble-juice.

Det er en uge efter, at Juul modtog Nordisk Råds store miljøpris, en prisuddeling, der blev tv-transmitteret til 6-7 millioner husstande i Norden, fra Island til Ystad. Så den 33-årige leder af ’Stop Spild Af Mad’ skal smede, mens jernet er varmt. Hun sad oppe til tre-fire-tiden og lavede opfølgende arbejde og korrespondance.

Om morgenen havde hun sprunget morgenmaden over for at ringe og skrive til en stribe fødevareproducenter og dagligvareforretninger og koordinere leveringer af pallevis af helt igennem spiselige madvarer som kiks, cocio-chokolademælk, cornflakes til 30 herberger for hjemløse. Varer, som ellers ville blive smidt ud, fordi de har en udløbstid på måske tre-fire måneder.

Når julen er overstået, skal hun i gang med det næste: Nemlig at finde ud af, hvordan hun skal bruge de 350.000 skattefri kroner, hun har fået sammen med Nordisk Råd-prisen. De skal primært gå til at oprette en international organisation – et Greenpeace for madspild.

»Madspildsagen har haft et fantastisk år. Men det er et kæmpeomfattende arbejde«, siger hun.

Plastikbøtter som værtsgave
Forbrugerbevægelsen ’Stop Spild Af Mad’ driver Selina Juul fra hjemmekontoret i lejligheden i Københavns indre by. Det er en bevægelse, der siden 2008 har kæmpet for at nedbringe de 303.000 ton spiselige fødevarer, som fødevaresektoren hvert år kasserer, og de 237.000 ton madvarer, som vi danskerne smider ud derhjemme.

Fordi vi er ligeglade eller ikke ved, hvad vi skal gøre med dem, eller fordi de forputter sig inde bagerst på den hylde med alle glassene – der, hvor madvarer lægger sig for at dø.

»Ja, hospicehylden, haha«, griner hun. »Derfor har jeg den rutine med at gennemgå køleskabet. Og hvis frugten eller grøntsagerne i grøntsagsskuffen er ved at blive lidt trætte, så portionsopdeler jeg dem, lægger dem i frostposer og lægger dem i fryseren. Så har vi vores egne frostgrøntsager«, siger Juul.

Hun kan finde på købe et net med appelsiner, selv om hun kan se, at en af appelsinerne er rådden. For ellers bliver de smidt ud. Hun er – ret grænseoverskridende, egentlig – begyndt at tage plastikbøtter med, når hun er til middagsselskaber, så værter og værtinder har noget at pakke rester ind i.

»Min kæreste synes, det er pinligt. Hvis noget i løbet af aftenen har stået fremme lidt for længe, så siger jeg ’ved du hvad, jeg går lige ind og pakker det ind i køleskabet’. Men uden at være en pain in the ass«.

Tror du ikke, folk synes, du er en pain in the ass?

»Nej, for de ved godt, hvad jeg står for. Så det er ’nå ja, det er bare Selina, hun er bare underlig’«.

Stædigheden
Selina Juul ligner på ingen måde sindsbilledet af en fødevareaktivist. Der er ikke et gram af landlig Camilla Plum eller militant occupier over den overstrømmende, elegante russiske kvinde med det markante runde ansigt indrammet i sølvtonet hår, som en japansk mangafigur (mere præcist ’Final Fantasy’-universet, fortæller hun senere).

Hun griner og gestikulerer og laver ansigter i ren begejstring, og hver gang hun omtaler nogen positivt, sætter hun hænderne sammen i en bedende gestus og bøjer hovedet.

»Det er den buddhistiske namasté, det betyder ’jeg bøjer mig for dig’. Jeg er kristenbuddhist«, siger Juul.

Men man skal ikke tage fejl: hun er på sin egen måde helt ubøjelig, siger folk, der kender hende privat og professionelt. Hun er typen, der bider sig fast i folks haser, vel at mærke på den mest venlige måde. Og så nægter at give slip igen.

»Der sker jo ofte det, at så snart man slipper fokus på et område, så siver det lidt ud i sandet igen«, siger indkøbs- og marketingdirektør Anders Jensen fra kæden Rema 1000, der har samarbejdet om madspild med Selina Juul siden 2008.

»Selina Juul har holdt kampen mod madspild i gang. Hver gang vi har tænkt ’nu er vi kommet godt i gang’, er hun vendt tilbage og sagt ’det er superfint, men hvad har I tænkt jer at gøre nu?’. Så har vi sagt ’aargh ... ja, men hvad synes du?«, siger han.

Det er en metode, som Selina Juul bruger meget bevidst, en venlig stil, der sjældent peger fingre ad nogen. »Det nytter ikke noget at være sådan en aggressiv hattedame. Jeg møder mange af den slags aktivister, hvor man må sige ’rolig nu, rolig nu’. Man når ikke nogen vegne, hvis man ikke er meget bred, upartisk, flittig og meget diplomatisk«.?

For Juul er Nordisk Råds prestigefyldte miljøpris et tegn på, at den strategi har virket, og at fokusset ikke er på vej væk endnu, sådan som det f.eks. skete for klimasagen efter klimatopmødet i 2009.

»Jeg havde ikke regnet det mindste med at vinde, så jeg havde ikke forberedt nogen tale overhovedet. Men jeg fik nået at give en lille peptalk, det skal man, når man ryger ud til så mange mennesker. Jeg sagde, at der er en milliard mennesker, der sulter, og vi smider mad til tre milliarder ud. Vi kan ikke blive ved med det«, siger hun.

I Rusland smed man ikke ud
Selina Juul blev født i 1980 og voksede op i en lejlighed i Moskva i en meget højtuddannet familie: Bedstemoren var historieprofessor med speciale i antikken, faren rumfysiker og moren ekspert i undervandsakustik i ubåde.

»Jeg er klart den dummeste i familien«, griner hun.

Men selv om familien var middelklasse, stod menuen på simpel mad, masser af rester, humpler af hårdt brød stegt på panden som en slags arme riddere og grød i mange varianter. Da muren faldt, fik familien rationeringsmærker, der kunne bruges til vestlig fødevarehjælp, f.eks. Jaka Bov fra Danmark, som Juul huskede som meget fin vestlig mad (da Juul senere fortalte det til danske klassekammerater, var reaktion ’baddrrr’).

Efter Murens fald flyttede Selina med sin mor til Danmark og oplevede pludselig en helt ny verden af eksotisk mad: Ting som risengrød. Rødspætter. Rejer, sågar!

»Men allerede som 13-14-årig begyndte jeg at undre mig over, hvor meget danskerne smed ud. Jeg tænkte på alle de hjemløse i Moskva, der kunne få glæde af det, og blev mere og mere forarget. Jeg var i skolepraktik i OBS-kæden (nu Kvickly, red.) og oplevede at blive bedt om at smide store mængder af helt i orden brød ud«, siger hun.

Det var dog først mange år senere, mere præcist den 31. juli 2008 midt om natten, at hun vågnede op med en mission.

»Det slog mig pludselig, at ’hey, hvorfor er der ikke nogen, der gør noget ved det«. Dagen efter faldt jeg over en artikel om, at hver dansker smider 63 kilo mad ud om året. Så tænkte jeg, »det må være et tegn«. Jeg oprettede Facebookgruppen ’Stop Spild Af Mad’, der hurtigt fik hundredvis af medlemmer. To uger efter var vi i landsdækkende medier. Tre måneder efter kom Rema 1000 og sagde, at de inspireret af os havde fjernet alle mængderabatter. Det samme efterår talte jeg i den første offentlige forsamling. Det var på Christiansborg. Det eksploderede«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Supermarkedet blev omvendt
En forklaring på interessen var, at tidsånden i 2008 var ved at skifte – finanskrisen var kommet, og overforbrug var decideret uncool.

For Rema 1000 var Juul en katalysator for noget, der i forvejen rumlede. Anders Jensen, indkøbsdirektøren, var selv træt af at falde for butikkernes flerstykskampagner, hvor man kunne få tre rugbrød for tos pris, men ofte endte med mug på det sidste.

»Så kom Selina ud og sagde, at supermarkederne solgte varer på en måde, der var uhensigtsmæssig. Jeg tænkte, at det er jo fuldstændig korrekt. Vi har også et ansvar for at stoppe det vanvid, at vi smider så meget ud. Og jeg tænkte, at forbrugerne sikkert også gerne ville have en tilstand, hvor de ikke skulle købe flere varer, end de havde brug for«.

»Men der var en stor skepsis, for det virkede ulogisk at få folk til at købe én ting, når man kunne få dem til at købe tre. Konkurrenter sagde, at det var købmandsmæssigt uansvarligt, men vi har aldrig lavet noget, hvor vi fik så mange positive tilbagemeldingerne fra forbrugerne«.

I starten faldt salget dog mærkbart, men senere er det gået fremad for Rema 1000 – om end det er umuligt at sige, hvilken rolle ændringer i rabatpolitikken har betydet. Supermarkedskæden har også ændret andre ting. Nu kan man f.eks. købe hvid- og rødkålshoveder pr. vægt frem for pr. styk. På den måde undgår man det »vanvid«, at de små kålhoveder bliver pløjet ned i marken, fordi de ikke kan sælges.

Succesen er farlig
Siden den tidlige succes har Selina Juul kæmpet for at holde dampen oppe og undgå, at madspild ryger af agendaen. Hun har udgivet en kogebog i samarbejde med kendte kokke om at lave mad af rester. Hun har holdt dundertale for 400 parlamentarikere i EU-parlamentet, hun har holdt foredrag for internationale erhvervsledere, og hun og ’Stop Spild Af Mad’ sidder med i flere internationale madspildsorganer.

I år synes det hele at kulminere, ikke blot med Nordisk Råd-prisen eller denne uges modtagelse af Alt for Damernes Kvindepris 2013, men også, da ’Stop Spild Af Mad’ og nogle af de helt store virksomheder bespiste 6.000 mennesker på Rådhuspladsen med overskudsmad. Det var også året, hvor statsminister Helle Thorning Schmidt nævnte madspild i sin åbningstale, og hvor ikke mindre end 16 debatter på årets Folkemøde på Bornholm handlede om madspild.

»Det er fantastisk. Men vi skal også passe på, det ikke bliver en dille«, siger hun. Det ser hun konstant, når erhvervsvirksomheder forsøger at komme med på bølgen ved f.eks. at udgive en pamflet eller bare sætte et ’Vi støtter Stop Spild Af Mad’-mærke på hjemmesiden.

»Der er tendens til, at det der med at undgå madspild i sig selv er blevet en industri, hvor man skal holde fine konferencer og møder og snakke om det og klappe sig selv på skulderen, uden at nogen gør noget ved det«, siger hun.

»Men så længe, virksomhederne gør noget konkret, gør det mig ikke noget, at de tjener penge på det«, siger hun. »Nej, risikoen lige nu er, at folk bliver trætte af dagsordenen. Eller at der går politik i det«, siger hun.

»Lige nu er det en sag, alle vil med på. Fordi det er ufarligt. Men hvis sagen bliver politisk, vil den få modstand, og jeg kan mærke, at det allerede ulmer. Dansk Folkeparti gik efter Helle Thornings åbningstale ud og sagde, at det var noget underligt noget at snakke om kartoffelskræller, og der er en liberal bølge, hvor mange synes, at madspild er godt for væksten«, siger Juul.

Ser ud til at virke

Der er dog ingen tegn på, at madspild ryger i glemmebogen lige med det samme. De danske supermarkeder tager det i stigende grad alvorligt, fordi der også er penge at spare, og mange steder kan man nu købe varer, der er tæt på deres udløbsdato, hvor de før blev smidt ud. Det har betydet, at nogle ’skraldere’ oplever at finde markant mindre i dag end for et år siden, når de går på rov i supermarkedernes containere.

»Da jeg hørte det, var jeg ’nej, det virker, hvor er det godt, hvor er det godt’!«, hviner hun begejstret og pumper to knytnæver op i luften.

LÆS OGSÅ

Der er også faktuelle tegn på det: Siden 2007 er salget af fødevarer til husholdninger faldet med ti procent, målt i mængde. Hvad der tyder på, at vi enten er gået på kollektiv slankekur eller »også er det skraldespanden, der har slanket sig«, som konsulent Klaus Jørgensen, Landbrug&Fødevarer, siger det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag står der som nævnt pludselig 350.000 skattefri præmiekroner fra Nordisk Råd på Selina Juuls konto, en ny situation for aktivisten, der indtil nu har finansieret arbejdet af egen lomme eller gennem sponsorater. Der skal de blive stående, indtil hun har sine næste planer helt klar.

Det ene er at skabe et computersystem, man kan bruges fra en smartphone, hvor herberger kan se, hvilke overskudsvarer de lokale dagligvarebutikker og bagerier har netop i dag. Det er hun allerede i gang med.

Det andet er at skabe en international organisation mod madspild – en rigtig NGO med ansatte og sekretariat og ordentlige budgetter.

»Men det skal virkelig tænkes igennem. Jeg har jo hørt om mange organisationer, der bare suger penge ud af fondene og laver ingenting. Sådan skal det ikke være. Det skal være super resultatorienteret«, siger Selina Juul.

Hun forlader restauranten kort tid efter for at tage hjem og arbejde videre på sin store juleevent for hjemløse. Hun skal også følge op på den debat, der er begyndt at blomstre op i Norge. Det tegner til at blive endnu en lang nat.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce