Annonce
Mad 29. okt. 2010 KL. 12.58

Græskarkage med havtorn

Ingredienser

Til 4 pers.

Kage
210 g vindruekerneolie
150 g brun farin
150 g sukker
4 æg
225 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
400 g revet græskar
55 g græskarkerner
skal af 1 appelsin

Havtorncreme
300 g havtorn
100 g vand
200 g flormelis
125 g smør
4 æg




Sådan gør du

KAGEN: Start med at riste græskarkernerne i ovnen ved 160 grader i 15 minutter, til de er let gyldne. Skru derefter ovnen op til 200 grader. Slå æggene ud og pisk dem sammen med sukker, farin, hvedemel, olie og bagepulver. Riv græskarret ned i blandingen, hak de nedkølede græskarkerner og drys dem i kagedejen.

Drys til sidst appelsinskallen i for at give lidt friskhed og vend dejen sammen.

Smør en kageform med smør eller fedtspray, og dæk den til med bagepapir. Smør bagepapiret på samme måde, og hæld kagen i formen. Bag den i 1 time og 15 min. Stik i kagen med en kødnål for at sikre dig, at den bagt færdigt.

Hvis der ikke sidder dej tilbage på nålen, er dejen gennembagt. Tag kagen ud og lad den køle af på en rist.

CREMEN: Denne kan med fordel laves dagen før, så den har mulighed for at sætte sig. Blend havtornene meget kort med vandet i en blender og passer dem igennem en sigte. De skal kun blendes nok til, at bærrene knuses, men uden at de små frø indeni blendes ud. De vil gøre saften for bitter.

Pisk æggene og sukkeret i saften, og skær smørret i tern, så det kan blive blødt.

Fyld en gryde med vand til et vandbad og varm op. Pisk æg- og havtornblandingen ivrigt over varmen, til den når en temperatur omkring 70-80 grader. Det kan ses tydeligt, når blandingen er begyndt at tykne og bliver hængende i piskeriset. Tag så skålen fra varmen og pisk smørret i.

På dette tidspunkt kan man tage en stavblender til hjælp, hvis armen ikke kan mere. Køl blandingen ned hurtigst muligt. Smør havtorncremen på kagen, når den er kølet af, og spis den, før andre gør.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer