Annonce
Annonce
Annonce
Mad 4. dec. 2011 KL. 06.00

Trøffelmedister med svampe

Dette er ikke just en finanskrisemedister. Tværtimod hører både teknik og trøfler hjemme i finere fransk madlavning.

MEDISTER

Ingredienser

4 personer

450 g svineinderlår
80 g (ca. 0,8 dl) æggehvider
3 dl fløde
10 g salt
sort peber
4 skefulde hakket trøffel
udblødte svinetarme
400 g champignon
1 skefuld hakket løg
1 dl hvidvin
2 dl fløde 1 skefuld hakket persille




Sådan gør du:

Skær inderlåret fri for alt, hvad der måtte være af sener, og bland det godt med saltet.

Kom kødet i fryseren i en times tid, og hak det i kødhakkeren på den fineste indsats. Kom kødet tilbage i fryser i en halv times tid, og kom det i en blender. En kraftig og bred én af slagsen.

Blend hurtigt æggehviderne i og derefter fløden for fuld fart. Sørg for, at det går meget hurtigt – hvis du har for meget kød til din blender, så gør det hellere ad flere omgange.

Pas også på temperaturen – det hele skal være iskoldt hele tiden, ellers skiller det.

Når det hele er emulgeret godt sammen, vendes trøflerne og det sorte peber i.

Stop medisteren ligesom i de andre opskrifter, og pochér den ligesom den traditionelle medister. Denne type fars kræver en nænsom tilberedning, så det er klart at anbefale bare at pochere den frem for stegning.

Hak løg, og rengør champignonerne. Snit champignonerne, som du ønsker dem, og sauter dem ved meget høj varme, tilsæt det finthakkede løg og hvidvin.

Lad hvidvinen koge godt ind, tilsæt fløden, og kog den yderligere lidt ind.

Tilsæt den hakkede persille til sidst.

LÆS ARTIKELLuksuspølse i metermål

TIP

Man er bedst stillet, hvis man har en køkkenmaskine, der både har kødhakker og røreskål. Alternativt må man bruge en kødhakker med håndsving og måske en lille elpisker med æltekroge.

Det er dog svært at arbejde hurtigt nok til, at man kan holde den lave temperatur – derfor er maskinen helt klart at anbefale.

En sådan maskine har som regel også en pølsestopper, man kan påmontere, ellers kan man købe små 1-2-kilos versioner på nettet.