Annonce
Mad 5. feb. 2012 KL. 11.00

Ribbensteg med karamelliserede rosenkål

I denne ret bliver rosenkålene til slik med et skønt aromatisk hint af chili og spidskommen.

Ingredienser

4 personer
500-600 g ribbensteg
1 spsk. fennikelfrø
salt
600 g rosenkål
40 g ingefær
100 g sukker
20 g smør
1 tsk. spidskommen, hele
2-4 piri piri-chilier (små tørrede chilier)

Tilbehør
kogte kartofler
stærk sennep



Sådan gør du:
Sørg for, at ribbenstegen er godt ridset i skindet. Gnub skindet med salt og fennikelfrø. Sæt stegen i ovnen, skru op på 220, og steg den i ca. 15-20 minutter, indtil sværene er sprøde og gyldne. Skru da ned på 180 grader, og steg den videre i ca. 1 time og 20 minutter, indtil kødet er mørt.

Kog rosenkålene møre i letsaltet vand i ca. 5 minutter, og halver dem. Smelt sukker på panden, indtil det karamelliserer. Tilsæt spidskommen, fint snittet ingefær i strimler, knuste chilier, smør og rosenkål. Vend det hele godt sammen, og lad det snurre i 5-6 minutter.

Skær stegen i skiver, og anret den med karamelliserede rosenkål, kartofler og sennep.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer