Annonce
Annonce
Annonce
Mad 8. okt. 2012 KL. 07.00

Jordskokker, havtorn og brunet smør

Brunet smør og havtorn er for mig en nordisk klassiker, og sammen med jordskokkernes cremethed går det hele bare op.

Det er, som om det nøddeagtige i jordskokkerne og fedmen i smørret griber om syren på en meget givende måde.

Ingredienser

4 personer
650 g jordskokker
150 g smør
75 g havtorn
salt



Sådan gør du:

1. Skrub jordskokkerne grundigt, og kog dem møre i rigeligt saltet vand.

2. Læg 75 g af smørret i en gryde ved mellemvarme, og lad det stille og roligt brune. Rør ofte i gryden, og vær ikke bange for, at smørret brænder. Det skal brune forholdsvis lang tid, før smagen virkelig er integreret i fedtet, og det tilbageværende tørstof ender gerne med at være næsten helt sort.

3. Sigt vandet fra jordskokkerne, og knus dem med en hulske eller en gaffel og vend det resterende smør i, og smag til med salt. Rør rundt og anret i en skål.

4. Sigt det brunede smør fra det brændte tørstof, og mas havtornene ud i smørret for at få en slags vinaigrette. Hæld over jordskokkerne og server.