Annonce
Annonce
Annonce
Mad 10. okt. 2012 KL. 07.00

Oksebov med løg og jordskokker som labskovs

Ingredienser

Til 4 personer

Kryddersmør:

120 g usaltet økologisk smør

3 spsk dijonsennep

3 spsk fintsnittet purløg

½ fed hvidløg (kan udelades)

salt og peber

Labskovs:

800 g oksebov

3-4 zittauerløg

1 lille krydderpose med 2 hele nelliker, 6 enebær og 4 laurbærblade

1,2-1,4 kg store, friske jordskokker

revet skal af 1 økologisk citron

1 kvist rosmarin

salt og peber

purløg (kan udelades)




SÅDAN GØR DU:

Kryddersmør:

Pisk smørret hvidt og bland det herefter med sennep. Skyl og snit purløgene fint og pil og knus hvidløget.

Bland begge dele i smørblandingen. Smag til med salt og peber. Sæt små toppe af smørret på bagepapir og kom det i fryseren.

Labskovs:

Skær oksekødet i store terninger og kom dem i en gryde med koldt vand, så det lige dækker. Bring det i kog.

Tag gryden af varmen, når vandet koger, og hæld vandet fra. Skyl kødet omhyggeligt og kom det i gryden i en ny omgang koldt vand, så det lige præcis dækker.

Pil løgene, skær dem i terninger og kom dem i gryden sammen med krydderposen.

Bring det i kog og skru ned for varmen, så overfladen knap skælver, og kog kødet helt mørt, ca. 1½-2 timer. Skum omhyggeligt af undervejs.

Forvarm ovnen til 160 grader. Skræl jordskokkerne, skyl og riv citronskallen og vend jordskokkerne med salt, peber, citronskal og den skyllede rosmarinkvist.

Pak jordskokkerne ind i et dobbelt lag stanniol og fold siderne sammen. Prik hul i det øverste lag, så dampen fra jordskokkerne kan slippe ud. Bag jordskokkerne møre i ovnen i ca. 45 minutter.

Når både kød og jordskokker er møre, vender du det sammen, så jordskokkerne fungerer som jævner i kogelagen. Der skal gerne være ca. 1 dl tilbage, når jordskokkerne vendes i. Smag til med salt og peber.

Anretning:

Servér labskovsen med frossent kryddersmør og evt. bagte rødbeder og syltede perleløg. Drys evt. fintsnittet purløg over.