Annonce
Annonce
Annonce
Mad 26. mar. 2013 KL. 07.00

Opskrifter: Scheftelowitz' påskefrokost

Tina Scheftelowitz: Det er forår, og her er menuen lige efter mit hjerte til påskefrokosten.

Tina Scheftelowitz


Madskribent med mere, især kendt som kogebogsforfatter til adskillige kogebøger, bl.a. ’Suveræne Salater og Brillante Buffeter’ i samarbejde med Sonja Bock. Senest har Scheftelowitz udgivet ’Suveræn suppe, steg og is’ og ’Suveræn sommer’ også med Sonja Bock.

Hun er uddannet køkkenleder fra Suhrs Husholdningsskole i 1986 og stod bag kaffeimperiet Amokka, indtil selskabet blev solgt i 2005.

Maden er lysegrøn og rød-pink. Suppen er blød og sprød og let aromatisk fra krydderier og chili.

Lammekøllen er sød af dadelsirup og bagte løg.

De bagte kartofler, som er gode nu, hvor de nye danske kartofler ikke er kommet, er med olivenolie og bagte hvidløg retromad med et twist. Og en fintsnittet, frisk og sprød salat fuldender smagsoplevelsen.

Fremme ved desserten er stemningen høj, og det skal være nemt. Så sætter en god is med dryp fra tahin og granatæblesirup og de smukke røde kerner påskeprikken over i’et.

Eksotiske råvarer
Foråret i Danmark er for mig den sværeste årstid at udvikle opskrifter til.

Jeg er dødtræt af vinterens rodfrugter og kål, og de nye grøntsager er endnu ikke kommet. Det er i mine øjne den årstid, hvor man gerne må snyde en del og bruge af de importerede grøntsager som avokado og eksotiske frugter.

Resten af året kan vi stort set holde os til sæsonernes danske grøntsager og frugter.

Heller ikke de klassiske forårsopskrifter med de milde smage siger mig ikke så meget.

Jeg savner saft og kraft, krydderier og krydderurter, som smager af mere. Med denne suppe, steg og is-menu synes jeg, vi er havnet på en gylden middelvej.

Der er smagsmæssig musik, men ikke et rabalder. Inspireret af Mellemøstens smagsgivere som dadelsirup, tahin, olivenolie, spidskommen og koriander.

Så kan vi drømme om Aladdin og Guldnarre, mens vi venter på, at solen endelig titter frem her.

Tak til Bjarke Bundgaard for ølanbefalinger og til Gnags for lån af tekst til indledningen.

Øl til påske

Hvis du vil prøve noget andet end vin eller vand til maden, er øl en mulighed til denne menu. Pluk fra nedenstående.

Til suppen
Jacobsen Forårsbryg, Herslev Forårsbryg, Indslev Bryggeri Påske Hvede eller Amager Bryghus Forårsbryg.

Til stegen
Semper Ardens Easterbrew, øl af doppelbocktypen, f.eks. Paulaner Salvator eller Andechser Doppelbock.

Til isen
Jacobsen Abbey Ale eller en anden mørk ale af belgisk type f.eks. Westmalle Dubbel, Gouden Carolous eller især Cuvee Van De Keizer.