Der er næppe nogen anden by i verden, der er beskrevet så indgående og prist i så høje toner for sin unikke skønhed som Venedig.

Så jeg kan nok ikke tilføje så meget ud over mine varmeste anbefalinger. Har man aldrig været i byen, bør den sættes højt op på listen over rejsemål.

Min særlige kærlighed til Venedig skyldes måske også, at den var målet for den første udenlandsferie, jeg var på med mine forældre. Jeg var seks år gammel.

LÆS OPSKRIFT Risotto nero

Vi kørte derned i tog med sovevogn fra Hamburg til Basel, og turen over Brennerpasset, mens man sad i kupéen og spiste frokost, står stadig printet lyslevende i min hukommelse.

Det er dejligt at rejse med tog. Sjælen kan følge med, og man kan nyde de skiftende scenerier roligt og afslappet. Og fornemmelsen af at træde ud af Venedigs banegård og se Canal grande flankeret af alle de skønne paladser og med mylderet af gondoler, vandtaxier og vaporettoer er ganske enkelt enestående.

Det er ikke altid lige nemt at spise godt i Venedig, for turismen har i den grad taget overhånd, så priserne er mange steder skruet urimeligt i vejret, og kvaliteten svinger meget. Men det kan lade sig gøre.

LÆS OPSKRIFT Fegato alla Veneziana

Et sted jeg kom på med far og mor allerede i midten af 60‘erne, og som stadig ligger der og ligner sig selv fuldstændig, er trattoria alla Madonna ganske tæt ved Rialto. Visse garvede Venedig-farere vil sikkert hævde, at alla Madonna også hører til turistfælderne. Jeg synes nu den holder, og det er dejligt at opleve, at visse ting ikke forandrer sig.

Her serverer man stadig det gode, solide trattoriakøkken med Venezianske specialiteter som granzeola, (edderkoppekrabbe), og naturligvis alle de gode risottoer, pastaer, fiske- og kødretter.

Jeg har valgt at sammensætte en menu til Venedigs pris og lægger ud med Baccalá mantecato, en klipfiskemousse, som minder meget om den franske brandade de morue.

Det er en glimrende ting at sætte på snackbordet sammen med en aperitif, som i dette tilfælde godt kunne være klassikeren Bellini, som blev komponeret på Harrys bar tæt ved Markuspladsen.

LÆS OPSKRIFT Baccalà mantecato

Vi fortsætter med en sort risotto med blæksprutte. Det er en smuk og dramatisk ret at servere, med sine kontraster mellem de sort-grå ris, og det hvide blækspruttekød, og så smager den fantastisk. Nogle vil måske savne den revne parmesan, men ingen venezianer ville bruge parmesan i en risotto, der indeholder fisk.

Fegato alla veneziana, eller veneziansk lever, er en anden specialitet, som jeg ofte sætter på bordet. Hele humlen ved retten er at skære leveren i papirtynde stykker og tilberede den lynhurtigt, så den ikke bliver tør og hård. Hvis man er i tvivl, om man bryder sig om lever, så prøv denne udgave – jeg har overbevist mange leverskeptikere med den.

Hvis du ikke har en slagter i nærheden, så bestil et helt stykke kalvelever dagen før i dit supermarked. Af uransagelige årsager skærer de altid deres lever ud i tykke skiver, og det kan ikke bruges. De ristede polentaskiver er perfekt tilbehør.

Der spises meget polenta i det nordlige Italien, så det indgår også i desserten.

Polentakagen er inspireret af en gammel veneziansk kage, som hedder ’pinza dolce’. Jeg har lettet opskriften lidt, men bevaret det typiske indhold af sultanarosiner, tørrede figner og pinjekerner. Hvis man har lyst, kan man godt servere kagen sammen med lidt is eller en klat cremefraiche, men jeg synes, den fungerer fint i sig selv sammen med en god kop espresso. Se Venedig og dø. Eller lad være med at dø og kom igen og igen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken