Annonce
Annonce
Annonce
Vi guider 25. jan. 2012 KL. 07.00

Vi guider Lav en sund og billig madplan - uden at gå kold

Anne Marie Fogh Larsen fra Suhr's Madakademiet giver gode råd til at lægge - og holde - en ugentlig madplan.

Januar er for mange familier en sparemåned, og her kan en madplan være med til at holde styr på udgifterne og skabe et overblik over ugens indkøb. Men ofte bliver det ved tanken, da det kan synes uoverskueligt at få omstruktureret familiens mad- og indkøbsvaner.

Anne Marie Fogh Larsen, der blandt andet underviser i køkken og pengesans på Suhr's Madakademiet, forklarer, at det slet ikke behøver at være så svært, som mange gør det til.

LÆS ARTIKEL10 råd til billigere madlavning

»Man kan sagtens lave en helt konkret madplan, der holder i 14 dage - men så føler man sig bundet op på alt for meget, lysten forsvinder og man ender med at droppe den. Lidt ligesom slankekure og andre nytårsfortsæt. Det handler derfor om at lave en madplansrustine, som er tilpasset ens rytme og familiestruktur«, forklarer hun og råder folk til at begynde i det små, et skridt ad gangen, frem for at ville omlægge alt på én gang.

»Det handler om at implementere tingene stille og roligt og lade det finde plads i dagligdagen«, forklarer hun og har nedenstående 10 råd til familier, der ønsker at arbejde med en mere struktureret tilgang til madlavningen:

1. Få hele familien med

Start med at anskue det som et familieprojekt - og ikke kun et projekt, der afhænger af enten mor eller far.

»Børnene kan sagtens inddrages i planlægningen - og i madlavningen. Det er ikke kompliceret, og børnene synes, det er rigtig sjovt«.

2. Lav en bruttoliste

Middagsmaden er som regel det måltid, der kræver størst planlægning, men de øvrige måltider skal der også holdes styr på og købes ind til.

Anne Marie Fogh Larsen foreslår derfor, at man i fællesskab går de enkelte måltider igennem og på den måde danner sig et overblik over, hvad der her skal købes ind til.

Hvad spises der til morgenmad? Hvor mange skal have madpakker med? Hvad skal der være af frugt og grønt til den lille sult? Hvor mange liter mælk bliver der drukket i løbet af ugen?

LÆS ARTIKELVi elsker discount og dropper god smag

»Det handler om at få lavet en indkøbsliste med basistingene - og den kan man jo have hængende på opslagstavlen eller lægge ned på sin smartphone, så den altid er lige ved hånden«.

3. Brainstorm forslag

Få hele familien til at komme med forslag til retter.

»Man kan eventuelt lave et bruttoskema over de retter, familien godt kan lide, og hænge det på opslagstavlen som inspiration«.

4. Vurder fra uge til uge

Der er ikke to uger, der er ens - og slet ikke i en familie, hvor flere måske går til sport i løbet af ugen, skal til forældremøder eller af andre grunde ikke kan deltage i middagen.

Anne Marie Fogh Larsen anbefaler derfor, at man i fællesskab danner sig et overblik over den kommende uge for at finde ud af, hvor mange fælles middage, der er.

»Hvis vi husker at få familiens planer med ind i overvejelserne og skriver ned, hvilke dage alle spiser med, så er det langt nemmere at planlægge maden«, forklarer hun og råder også folk til at tænke i tid. Nogle dage vil der være bedre tid til madlavningen end andre, og disse dage kan man vælge de lidt mere tidskrævende retter.

5. Husk variation

Når ugemenuen skal planlægges kan man opsætte et par dogmeregler for sig selv:

»Man kan jo vælge at sige, at man som minimum skal have en gang fisk om ugen, en gang udelukkende grønt om ugen og en til to gange kød om ugen«, foreklarer Anne Marie Fogh Larsen.

6. Indlæg en »kreativ« dag

Anne Marie Fogh Larsen foreslår, at man holder en dag fri på madplanen. Det betyder ikke, at der ikke skal laves mad denne dag - der skal bare ikke købes ind til mad denne dag. I stedet skal man blive bedre til at bruge rester og ting fra basislageret.

»Frem for at tænke »vi skal lave den og den ret«, skal man i stedet tænke »vi har det og det - hvad kan vi lave med de råvarer?« Det er en rigtig god øvelse, hvor man får brugt sine rester og tyndet ud i lageret. Og man sparer penge, som man måske kan bruge på at opgradere sit madindkøb de andre dage og købe lidt bedre kød og lidt flere økologiske varer«.

SE GUIDESådan spiser du økologisk uden at betale mere

Den kreative dag er også med til at udvide ens repertoire - især når hele familien er med til at tænke i løsninger.

7. Spis efter årstiden

»Hvis man spiser det, der er årstidsbestemt og følger sæsonen, får man både variation, sunde råvarer og ikke mindst billige råvarer«, understreger Anne Marie Fogh Larsen og foreslår, at man bruger tilbudsaviserne som inspiration, hvis man er i tvivl om, hvad der er i sæson.

8. Lav altid lidt ekstra

Det er en god ide at lave ekstra portioner de dage, hvor der er tid til at lave mad helt fra bunden. En supperest kan bruges som forret en anden dag eller flere små rester kan ende med at blive et helt måltid.

Resterne er også ideelle de dage, hvor kun et par af familiemedlemmerne spiser hjemme.

9. Køb ind løbende

Det kan måske virke som en god ide at købe ind til hele ugen på én gang, men fordelen ved den ene indkøbstur kan ende med at forsvinde, når man mister overblikket i det overfyldte køleskab eller har brug for at revurdere sin madplan på grund af uforudsete ændringer.

»Hvis man sørger for at have et basislager, kan man købe ind til aftensmaden et par gange om ugen ved siden af«, foreslår Anne Marie Fogh Larsen, der også ser en fordel i at kunne købe råvarerne friske de dage, de skal bruges.

10. Nyd madlavningen

Intentionen om en madplan kan hurtigt drukne i lister - og det er bestemt ikke meningen.

Anne Marie Fogh Larsen mener, at nøglen til en velfungerende madplan er at gøre madlavningen til et sjovt, fælles projekt.

Ikke at man skal lave mad sammen hver dag - nogle gange er rugbrødsmadder eller rester helt fint - eller at alle skal spise sammen hver dag. Men de dage, hvor hele familien kan samles omkring projektet, er det vigtigt at dyrke det og være sammen om det som familie.

»Stille og roligt vil man begynde at få styr på teknikkerne og grundmetoderne. Og man vil finde ud af, at det at lave mad faktisk er enormt sjovt«, slutter hun.

FACEBOOKBliv ven med Politiken