Vokseværk

Kayote gror på en slyngplante, der snor sig af sted med raketfart op ad mure og stolper.

Vejen fra blomstring til moden grøntsag er også ganske kort, og da en enkelt plante kan bære 50-100 kayoter, får man hurtigt til eget forbrug.

Den kan dog ikke gro i Danmark.

Kayote

Bagfra ligner kayoten en sur, sur Kaj fra Kaj og Andrea.

Man kan næsten se hans ansigt snerpet sammen i den ondeste grimasse. Men det skal ikke afskrække nogen fra at bruge og spise kayoten.

Den er villig til at være med på den værste, og det er i dette tilfælde ikke så lidt.

Kan bruges til lidt af vært
Den kan bruges stort set som en squash, som den er i familie med. Man kan spise den rå, men oftest vil man tilberede den.

Kayote kan både dampes, koges i supper og gryderetter, gratineres, frituresteges, farseres og pureres. Den er god tilberedt med timian og skalotteløg, og den bliver spist med chili og koriander.

Den kan tilsyneladende alt, også bages til kager – i Australien løber en hårdfør vandrehistorie om, at McDonald's bruger kayote og ikke æbler i deres æblekager.

Spis det hele
I både konsistens og smag er den en mellemting mellem en rå kartoffel og agurker, bare lidt sødligere.

Den kan også minde om en pære og bliver nogle steder kaldt grøntsagspære. Den har ikke et kernehus som pæren, men et stort frø, som også kan spises, om end det smager mere nøddeagtigt.

Klistrer som harpiks
Kayote skal skrælles inden tilberedning, og det er en klistret affære.

Så snart skrællen er kommet af, begynder kayoten at væske lidt, og den sætter sig på fingrene, næsten som en mild harpiks. Skal man bare skrælle en enkelt eller to kayoter, kan man nemt vaske klistret af umiddelbart efter, men skal man tilberede et ordentligt læs, er gummihandsker at foretrække.

Kuldefølsom azteker-frugt
Den kan købes i Danmark, men er ikke så udbredt som i tropiske eller subtropiske egne, hvor den vokser under ideelle forhold.

Den er ekstremt følsom over for kulde og vil næppe klare en dansk drivhusvinter.

Kayoten blev dyrket af aztekerne i det, vi kender som Mexico, og på deres sprog hed den chayotl. Spanierne tog den med ud i resten af verden, og i dag er den udbredt fra Mellemamerika, Caribien, det sydlige USA over Afrika gennem Asien, bl.a. Myanmar og Filippinerne, til Australien.

Kaldes mange navne
Hvis du ikke er stødt på kayote i de lande, er det, fordi alle åbenbart har ment, at de skulle finde på deres eget navn.

Den hedder således choko i Australien, har adskillige navne i Indien, og i Caribien hedder den flere steder cristophine, men ikke på alle øer vil man kunne nikke genkendende til det ord.

Under navnet christophine har jeg i Fransk Vestindien fået den serveret som en mos – kogt i grøntsagsbouillon med hvidløg og skalotteløg, gætter jeg på – serveret med grillet fisk, lidt ris og en skive lime. Der var også en svag smag af vanilje et sted.

Det er et af de måltider, jeg husker.