Annonce
Annonce
Annonce
Vi guider 13. maj. 2010 KL. 10.00

Vi guider Få fem tips til en vellykket grillaften

Politikens madskribent Tina Scheftelowitz giver gode råd til kvinden (eller manden), der vil kaste sig ud i grillens herligheder.

Opskrifter

1. Tænd op uden lugt.
Du kan få ikke-lugtende, ugiftige tændblokke, som består af paraffin og træ.
Man kan også få nogle med indbygget tændstik eller Weber Firecubes, som mest består af paraffin.

Hold dig fra tændvæske og Zip tændblokke, der ikke er lugtfri.

Køb førstnævnte i velassorterede supermarkeder og byggemarkeder eller tjek forhandlere via www.dk-international.dk.

Optænding med aviser kan kun bruges effektivt med optændingsrøret. Aviser ryger og fnuldrer mere end optændingsblokkene.

2. Start i god tid
Brug gerne optændingsrør (grillstarter). Det er supergodt at have, da det nedsætter optændingstiden og gør den lettere.
Med et optændingsrør skal du gå i gang med optændingen 1-1 1/4 time før, du skal grille.

Hvis du tænder direkte i grillen uden optændingsrør, skal du regne med 1 1/2-2 timer.

3. Sådan tænder du
1. Læg 2-3 tændblokke eller 4 aviskugler på grillristen. Blokkene får man flere succeser med.

2. Sæt optændingsrøret oven på tændblokkene. Fyld grillbriketter i røret, næsten helt til toppen.

3. Vip røret og tænd aviserne/optændingsblokkene. En lang lighter er god at have her, men ikke et must.

4. I begyndelsen ryger det, men det holder op.

5. Mærk med jævne mellemrum efter, om der er varme på, ved at føre hånden hen over røret. I begyndelsen er der kun lidt varme, efterhånden mere. Ro på! Her er i hvert fald én grund til, at mænd står og kigger på grillen, mens den kommer i omdrejninger. Du skal tjekke, at den kommer i gang, så du ikke skal starte forfra. Hvis du ikke har tålmodighed til bare at stå og kigge og drikke rødvin, så tjek optændingsrøret mindst hvert 10. minut. Hvis briketterne i røret ikke bliver varme, må du starte forfra med aviskuglerne/optændingsblokkene. Husk, øvelse gør mester.

6. Efter cirka 45 minutter er briketterne helt eller næsten helt hvide, og så er de klar.

4. Grillkonens startkit
Når du griller er det godt at have remedierne i orden. Sørg for at have:

- Et fad til det grillede kød/fisk – det rå kød skal være på et andet fad

- Køkkenrulle – der kommer altid en anledning til at bruge den

- Sølvpapir – til at dække kødet til

- Salt og peber

- Glas med olie og pensel

- Grilltang, gaffel og spade bruger jeg både til kødet og til at rode i kullene med.
Den kan desinficeres i de varme kul og tørres af i køkkenrulle. Bemærk at aske ikke er giftig.
Bruger også samme sæt til råt og stegt kød, men desinficerer det altid i de varme kul ind imellem. Hvis du ikke gider det, skal du have to sæt eller bruge fx gaflen til det ene.
Læs mere om grill og hygiejne på www.altomkost.dk

5. Hyldeblomst-martini
Glem ikke grillaftenens festlige tilbehør. Start med en velkomstdrink, der passer til årstiden. Eksempelvis en hyldeblomst-martini.

De fleste drinks kan gøres klar på forhånd, så de bare skal toppes med en isterning inden servering.

(Til én drink)

1/2 dl Martini Extra Dry

1 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft

1 spsk. vodka

1 usprøjtet rosenblad

1-2 isterninger

Rosenbladet kan erstattes af et jordbær. Mange af de typer hyldeblomstsaft, man finder i supermarkeder, smager ikke meget af hyldeblomst, fordi de er fortyndet med æblesaft. Vælg eventuelt Søbogaard saft. Der er god smag i.

Kilde: Tina Scheftelowitz: 'Kvinde kend dine kul'.