Mellemmand. En nye vinkategori har vist sig på markedet, orangevinen. Vinen ligger sig midt imellem hvidvin og rødvin.
Foto: Janus Engel

Mellemmand. En nye vinkategori har vist sig på markedet, orangevinen. Vinen ligger sig midt imellem hvidvin og rødvin.

Vin

Mellem rød og hvid findes orangevin

I slipstrømmen på naturvinene har en ny vinkategori bevæget sig fra niche til trendmarkør på vinscenen.

Vin

Jeg husker det stadig meget tydeligt. Det var for syv-otte år siden i en mikroskopisk vinkælder i en lille garage på nordsiden af Etna, at jeg for første gang for alvor stiftede bekendtskab med orangevin.

’Den gale belgier’, vinproducenten Frank Cornelissen, knælede ned for at skubbe det tunge stenlåg væk fra en af de store lerkrukker, han havde begravet under kældergulvet, og fra dybet fremdrog han en vinprøve. Den var gyldent orange og lettere tåget, og som jeg senere beskrev den »uden tvivl en af de mest personlige og mangefacetterede italienske hvidvine, jeg har smagt«.

Vinen blev en øjenåbner for mig, for dens udtryk var så tilpas ekstremt, at jeg først blev alvorligt udfordret – og siden overbevist om orangevinens fortræffeligheder.

Orangevin. Umiddelbart skurrer begrebet i ørerne, hvis man ikke er stødt på det tidligere, men egentlig er det ikke spor mystisk. Andre vintyper definerer og genkender vi jo også især i kraft af deres farve, og nu er der så småt kommet en ny nuance med i familien, som blot endnu ikke er så udbredt som de røde, hvide og rosa søskende. Nyt er fænomenet dog faktisk slet ikke.

Inspiration fra Georgien Før Cornelissen og andre ligesindede havde blandt andet en gruppe producenter med base i Friuli i det nordøstlige Italien og Slovenien introduceret denne type af vin tilbage i 1990’erne. Og de havde igen hentet inspiration i Georgien, hvor lerkrukker (her kaldet qvevri) med disse særlige vine var blevet genintroduceret efter formentlig at have været den udbredte metode i antikken.

LÆS ARTIKEL

De seneste par år har en orangevins-bølge så for alvor samlet momentum, og om end den langtfra har nået tsunamilignende dimensioner, er der efterhånden så mange versioner og fortolkninger på banen, at de langsomt har spredt sig fra en meget snæver kreds af entusiaster til en lidt bredere offentlighed blandt kunderne hos de mere avantgardistiske importører og restauranter.

Vinene lægger sig i kølvandet på, eller er en fuldt integreret del af, naturvinstrenden, men i sin substans er det særlige ved dem først og fremmest deres brud med den herskende opfattelse af, hvordan vin på grønne druesorter skal opføre sig.

De kulørte skaller
Hvidvine laves for langt størstedelens vedkommende ved, at man straks efter høsten knuser druerne let, presser dem og derefter arbejder videre med mosten uden skaller. I disse sidder nemlig såkaldte fenoler som blandt andet farvestoffer og astringerende tannin, og dem er man generelt ikke så interesserede i til hvidvine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til tider lader man dog meget kortvarigt most og skaller have glæde af hinanden for at få gavn af de aromatiske komponenter, som skallerne også indeholder, og i princippet er orangevine resultatet af en forlængelse af denne periode fra nogle få timer til flere uger eller måneder. Grundtankegangen har en af orangevinens moderne pionerer italienske Josko Gravner tidligere formuleret meget præcist:

»Ved traditionel hvidvinsproduktion sender du jo det allerbedste (skallerne, red.) til destillering«.

Lader man således de grønne skaller ligge og søbe rundt med først mosten og siden vinen under og et godt stykke tid efter gæringen, trækkes farve- og aromastoffer og tanniner ud af skallerne som ved rødvinsproduktion – blot i noget mindre omfang. Farven kan svinge fra dybt gylden over ravfarvet til lys pink afhængigt af blandt andet druesort(er), men orange blev altså vinder af den uofficielle navnekonkurrence.

Lak og tannin

Farven er den første indikation for den uforberedte på, at der er noget ud over det sædvanlige i vente. Men det er først ved duften og smagen, at man for alvor bliver rykket ud af sin comfortzone og afkrævet et åbent sind. Duften trækker som oftest mest mod hvidvinssiden, men qua den lange skalkontakt og den relativt store iltpåvirkning, vinene som regel får under deres tilblivelse, er traditionelle toner af frisk frugt og blomster afløst af en som oftest bredere palet af mørkere, mere krydrede aromaer. Tørret abrikos er en klassiker, ligesom bergamotte, anis, valnødder og lak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Smagen er til gengæld generelt set mere rødvinsagtig med tæthed og et mere eller mindre markant tanninbid, der efterlader gummerne let udtørrede. Lyder det mere udfordrende end nydelsesfuldt? Nuvel, herfra skal alligevel lyde en opfordring til at gøre et forsøg. Og gerne flere, for det er vine, der vinder ved nærmere bekendtskab. Ikke mindst til mad, hvor de udfylder et tomrum mellem rød- og hvidvin på en måde, som rosévine generelt ikke rigtig formår. Brug dem der, hvor en klassisk hvidvin bliver for let og enstrenget og en typisk rødvin for kraftfuld og/eller metallisk. Til federe charcuteri og svinekød for eksempel. Eller indvolde og hårde, lagrede oste. Drik dem helst ved 12-14 grader, hvor aromaerne får lov at udfolde sig og gerne af let større glas end normalt.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce