Annonce
Annonce
Annonce
Mad 22. jul. 2012 KL. 09.00

Vintest: Her får du meget bordeauxvin for pengene

Det er en pæn uge blandt vintilbudene, hvor de bedste køb findes blandt de billigere vine.

Ugens vin

Bordeauxvine i det billigere prisleje beskyldes ofte for at være tynde, tørre og sure, men ugens vin, Cadillac Côtes-deBordeaux 2009 Château de Marsan, beviser, at et af verdens største vindistrikter også kan være med på ’meget vin for pengene-vognen’.

Den er fra et mindre område lige på den anden side af Garonnefloden i forhold til Bordeaux by, hvor vinene er merlot-dominerede.

Årgang 2009 gav fyldige og fuldmodne vine, og det giver denne vin sul på kroppen, uden at den bliver tung.

Bordeauxstramheden fornægter sig ikke, men er fint balanceret og vil ikke mærkes med kød på tallerknen.

Ugens test bekræfter, at forholdet mellem en vins pris og kvalitet generelt nyder godt af, at prisen øges fra for eksempel 35 til omkring 50 kroner.

Det resulterer nemlig ofte i en kvalitetsforbedring, der er noget større end prisforøgelsen. Faktisk er disse 15 kroner ekstra formentlig dem på hele prisskalaen, der er bedst givet ud.

VINGUIDEN UGE 30

30-60 kroner

Cadillac, Côtes-de-Bordeaux Château de Marsan, Bordeaux, Frankrig

SuperBest, 3 fl. for 159 kr.

Middelfyldig, velbalanceret vin med en forholdsvis tør afslutning og god tæthed i frugten. Mørke bær og en lille lakridstone i smagen. Til lammekoteletter eller andebryst.














Basa Blanco 2011 Telmo Rodríguez, Rueda, Spanien

Philipson Wine: 49,95 kr. ved 12 flasker

Tør, frisk og ret letbenet vin med grønne/vegetabilske toner, men også lidt marcipan/mandler. Pæn tæthed i smagen og mere personlighed end normalt i det prisleje.














El Sierro 2011, La Viña, Valencia, Spanien

Vinens Verden: 1 fl. for 50 kr.

Forholdsvis kraftfuld med præg af mørke bær i fuldmoden stil. Let krydret smag med tobakstoner og en smule stramhed til sidst. Ret enkel, men vellavet vin med lidt bid.















Cabernet Sauvignon Reserva 2011, Undurraga, Maipo Valley, Chile

Føtex, 2 fl. for 100 kr.

Middelfyldig og præget af mørke (sol)bær med en anelse tannintørhed. Vellavet pleaservin uden fejl og kanter og med svag sødmefuldhed.













Côtes du Rhône, Léon Perdigal, Rhône, Frankrig

Fakta, 1 bag-in-box (3 l) for 125 kr.

Simpel, bærpræget vin med en saftagtig frugt. Pænt balanceret smag, men ret kort. Ikke nogen særlig spændende vin, men billig er den jo.













60-100 kroner

Crozes Hermitage La Triboulette 2009 Cave de Tain, Rhône, Frankrig

Føtex, 2 fl. for 120 kr.

Slank, men ret tæt med lille tanninbid. Krydret smag med pebertone og fin bærfrugt. En smule udfordrende og kræver kød på bordet, men befriende ikkeindustriel stil.
















Langhe Nebbiolo 2010 Renato Ratti Piemonte, Italien

Philipson Wine, 99,95 kr. ved 12 fl.

Frisk vin med god tæthed i en ganske kompleks og stram smag. Præg af blommer, lakrids og lidt tobak. Tør og let bitter afslutning på en udfordrende vin, der vokser med mad.
















Nord Sud Viognier 2011 Laurent Miquel, Pays d’Oc, Frankrig

Vinens Verden, 1 fl. for 99 kr.

Let parfumeret blomsteragtig duft, men ellers ret anonym middelfyldig vin. Stram og tør afslutning. Madvin til for eksempel fjerkræ eller fiskegryde.













Valpolicella Ripasso 2008 Le Ragose, Veneto, Italien

SuperBest, 1 fl. for 89,95 kr.

Middelfyldig vin med et krydret præg og en meget frisk syre. Toner af tørret frugt og lidt fad. Savner lidt koncentration, men pæn længde.
















Mano a Mano 2010, Tierra de Castilla, Spanien

Løgismose: 1 fl. for 65 kr.*

Fyldig og kraftig vin med let sødmefuldt mørkt frugtpræg og lidt lakrids. Markant fadpræg med savværkstoner og tør afslutning. Godt med luft hjælper.

Bliv medlem af Politiken MADKLUB og få en lækker velkomstgave

Næste uges vintilbud

Spis&Bo prøvesmager vine, som er på tilbud i den kommende uge. I alt 11 af de største danske forhandlere udvælger vinene, som på skift anmeldes af Henrik Steen Andersen og Thomas Ilkjær.

Vinenes kvalitet vurderes i forhold til prisen.

Ved 6-5 glas får man bedre kvalitet, end man betaler for, 4-3 glas er en o.k. vin til prisen, og ved 2-1 glas får man en ringere kvalitet, end man betaler for.

nyheder@pol.dk