magasinet

Foto: Civic Bakery
Oscars hjerte banker i sidste ende altid for Amerika
Feature

Oscars hjerte banker i sidste ende altid for Amerika

Hollywood elsker at udstille USA’s skyggesider og rollen som USA’s dårlige samvittighed. Alligevel er filmindustrien en effektiv megafon for amerikanske værdier i hele verden. Op til Oscarfesten i aften er Politiken taget på besøg i Akademiets hjerte.

Gem til liste
Jakob Nielsen USA-korrespondent, Hollywood

I 35 år har Robert R. Real været den, der gav stjernerne i Hollywood en stemme.

Som lydingeniør har han lagt kabler, bygget studier og sat mikrofoner til hundredvis af film og tv-shows.

Men da den 59-årige mand i denne uge stillede sig op foran Dolby Theatre på Hollywood Boulevard, mens den røde løber omhyggeligt blev lagt tilrette for stjernerne inden Oscarfesten, var det for selv at blive hørt.

»Pludselig var der bare ikke mere arbejde til mig, og nu har jeg været ledig i tre år. Jeg er bagud med børnebidrag til min 11-årige datter, og jeg bliver sikkert snart sagsøgt af min ekskone«, siger han.

På det skilt, han holder op, er der et billede af datteren, og med store røde bogstaver står der »Køen for langtidsledige begynder her«.


Når Leonardo DiCaprio, Thomas Vinterberg og alle de andre stjerner i aften ankommer på den røde løber, vil Robert R. Real stå der igen med sit skilt.

»Jeg vil ikke lave ballade. Jeg elsker filmindustrien og håber at vende tilbage. Jeg benytter bare min grundlovssikrede ytringsfrihed«, siger han.

Robert R. Real er udtryk for det paradoks, som Oscaruddelingen udgør. På den ene side er filmfesten den ultimative hyldest til den amerikanske berømthedskultur, men på den anden side er den også en talerstol for kontroversielle politiske budskaber. En sælsom blanding af kommerciel overfladiskhed og frygtløs samfundskritik.

Hollywoods kritik er USA’s styrke

På den måde er filmindustrien med til at udbrede kendskabet til den amerikanske samfundsmodel – den unikke blanding af brølende kapitalisme og en udstrakt personlig frihed, ikke mindst til at sige hvad man vil.

»Lige siden biografens fødsel har filmindustrien været en vigtig del af det, man kan kalde amerikansk soft power«, siger Kai Raustiala, juraprofessor ved Los Angeles’ prestigefyldte universitet, UCLA, og leder af dets Burkle Center, der forsker i USA’s rolle i globalt samarbejde.

»Under den kolde krig arbejdede CIA meget tæt sammen med dele af Hollywood for at fremme et bestemt billede af USA, og det blev betragtet som en meget vigtig opgave i Washington«, siger Kal Raustiala.

Paradokset er, at Hollywood samtidig også var – og er – et sted, hvor USA’s rolle altid er til debat.

Det rækker helt tilbage til filmen ’Mr. Smith Goes to Washington’ fra 1939, hvor den naive spejder Jefferson Smith ved et tilfælde bliver medlem af Kongressen og afslører et indspist netværk af korrupte politikere.

Filmen skabte stor vrede i Washington, hvor både pressen og politikere beskyldte den for at være antiamerikansk.

USA’s ambassadør i London, Joseph P. Kennedy skrev ligefrem til filmselskabet og instruktøren og opfordrede dem til at trække filmen tilbage fra det europæiske marked, fordi den kunne skade »Amerikas anseelse i Europa«.

Det afviste filmfolkene – men siden blev filmen om Mr. Smith forbudt af censuren i såvel Tyskland og Italien som i Sovjetunionen. Til gengæld blev den indstillet til 11 Oscarpriser og vandt en enkelt for bedste manuskript.

»Billedet, som Hollywood er med til at tegne af USA, er af et land, hvor folk har ret til at kritisere, hvad de vil. Det er et meget stærkt billede, og jo mere kritiske, filmene er, jo mere effektivt er det«, siger Kal Raustiala.

I Akademiets hjerte

På hver sin side af det enorme lærred i Samuel Goldwyn-biografen står to meterhøje Oscarstatuetter. Salen med sine 1.012 sæder ligger på Wilshire Boulevard i Beverly Hills, hvor The Academy of Motion Picture Arts and Sciences – i daglig tale bare Akademiet – har sit hovedkvarter.

Det er måske verdens bedste biograf og i hvert fald den mest prestigefyldte. Det er i denne sal, at Akademiet hvert år i januar offentliggør navnene på de nominerede til årets Oscarpriser.

I ugen op til Oscaruddelingen er det også her, instruktører og producere kan vise klip fra deres film og diskutere deres værker foran et publikum af lokale og internationale filmelskere.

Her var flere hundrede onsdag aften mødt op for at møde folkene bag den danskproducerede ’The Act of Killing’ – der fortæller den glemte historie om et folkedrab i Indonesien, som skete med USA’s stiltiende accept – og alle deres konkurrenter til årets Oscar for bedste dokumentarfilm. En af dem er journalisten Jeremy Scahill, der har skabt filmen ’Dirty Wars’ om USA’s måde at føre krig på.

»Vi lever i en tid med en demokratisk præsident, der har vundet Nobels Fredspris, der er uddannet som jurist med speciale i statsret, og som står i spidsen for et system af globale likvideringer. Og som ikke bare hævder, at USA har lov til at gennemføre droneangreb, hvor og hvornår det synes – men som også mener, det er rigtigt at gøre det«, siger Jeremy Scahill og høster klapsalver fra publikum.


I aften vil Jeremy Scahill og de andre filmfolk i salen skridte hen ad løberen iført kjole og hvidt, men her i Akademiets sal er de repræsentanter for en generation og globaliserede samfundskritikere.

Ved siden af Scahill sidder Karim Amer, en ung amerikaner med egyptisk baggrund, der er producer på filmen ’The Square’ om revolutionen i Egypten.

»Verden er i dag så indbyrdes forbundet, at det i sig selv kan skabe forandring, som aldrig har været mulig før«, siger han og uddyber:

»Vi ser næsten identiske scener på plads efter plads efter plads – i Kijev, Caracas og Kairo. Vi kan se, at der er ved at ske noget fundamentalt. At folkets magt er ved at rejse sig«.

Og filmen spiller en vigtig rolle, forklarer Karim Amer. For nylig blev ’The Square’ vist på Uafhængighedspladsen i Kijev, og nogle ukrainere bad om lov til at synkronisere den. Kort efter var den blevet set 300.000 gange i Ukraine, og nu er den også synkroniseret på russisk.

»I Egypten er kampen stadig i fuld gang. At filmen er nomineret, har haft enorm betydning. Det er første gang, en egyptisk film nogensinde er nomineret, og vi er et land, der elsker film. Nu bliver vores historie hørt, og på den måde har vi allerede vundet«, siger Karim Amer.


Jeremy Scahill fra ’Dirty Wars’ sammenfatter:

»Ingen af os her bilder os ind, at vi kan ændre verden med vores ene dokumentarfilm. Men pokker skulle stå i ikke at forsøge at røre folks følelser og fornuft«.

Skabte ’Crash’ Obama?

Tom Noonan er måske ikke et navn, der får klokken til at ringe hos andre end sande filmnørder.

Men i Hollywood er han et stort navn, der har været topchef på tv-kanalerne NBC og Fox, og som i 2006 med sit eget produktionsselskab, Bulls Eye Entertainment, vandt den prestigefyldte Oscar for bedste spillefilm med ’Crash’.

»Jeg tror ikke, at nogen producer vågner om morgenen og tænker: hvordan kan jeg bedst promovere amerikanske værdier i udlandet? Det foregår ikke bevidst. Alligevel er der ingen tvivl om, at filmskabere her i byen er meget interesserede i vores ytringsfrihed og vores ret til at tale magten midt imod, uanset hvem magthaveren er«, siger han til Politiken.

Han oplever, at politikerne i Washington er ekstremt opmærksomme på, hvad de kan få ud af at samarbejde med filmindustrien.

»Da Jerry Bruckheimer lavede filmen ’Top Gun’ med Tom Cruise i 1980’erne, var luftvåbnet mere end villig til at hjælpe ham, fordi de vidste, at det ville øge interessen for dem, og det var præcis, hvad der skete. På samme måde kan du ikke finde en eneste politisk assistent i Washington, der ikke har set alle afsnit af tv-serien ’West Wing’ – og de har alle sammen en yndlingsfigur, som de kan citere igen og igen«.

Når Hollywood går kritisk til magten, er det typisk konkrete sager – ikke systemet – der står for skud, påpeger Noonan.

»En film som ’Alle præsidentens mænd’ var dybt kritisk i forhold til Det Hvide Hus under Nixon. Men den fik jo ikke institutionen til at krakelere, tværtimod blev præsidentembedet måske styrket af portrættet af en enkelt, korrupt mand«.


Hans egen film ’Crash’ handlede om raceuroligheder i Los Angeles, og den er et eksempel på, hvordan Hollywood kan tvinge USA til at tale om besværlige emner.

»’Crash’ var ikke en politisk film som sådan. Men den udstillede den frygt, der stadig hersker i USA mellem folk af forskellig race. Den åbnede en diskussion om race, som vi ikke havde haft i mange år. Det var et åbent sår, der havde brug for at blive behandlet«, siger Tom Nunan og tilføjer:

»Jeg ville aldrig give en enkelt film æren for valget af en bestemt præsident, men da Barack Obama begyndte at vække opmærksomhed, ringede jeg til instruktøren af filmen og sagde, at hans værk virkelig havde åbnet mange folks øjne for, at vi er et mangfoldigt land med en mangfoldig befolkning, hvor alles stemmer fortjener at blive hørt«.

Tom Nunan peger også på, at ’12 Years a Slave’ er blandt favoritterne til at vinde prisen som bedste film i aften.

»USA var et af de sidste lande, der afskaffede slaveriet. Det er en lang og mørk del af vores historie, som stadig kaster lange skygger. Men jo mere lys, vi kaster på den, jo mindre vil skyggen blive«, siger han.

FN går til Hollywood

Det er ikke kun politikerne i Washington, der har blik for, hvad film kan bruges til.

På UCLA har professor Kal Raiustiale og hans kolleger indledt et samarbejde med FN, som skal forbinde de Forenede Nationer med filmindustrien.

»Generalsekretær Ban-Ki Moon er selv filmfreak, og han er meget opmærksom på, at film giver mulighed for at nå ud med FN’s budskaber på nye måder«, siger Kal Raustiala.

Samarbejdet har foreløbig ført til et realityshow, der kører på amerikansk tv, hvor en gruppe instruktører konkurrerer om at lave film om de emner, der står højst på FN’s dagsorden.

»De gør det, fordi FN har indset, at film er fantastiske megafoner«, siger Kal Raustiala.

Tilbage på Hollywood Boulevard står Robert R. Real med sit håndmalede skilt. Han har ingen megafon, og når stjernerne i aften kommer hen ad den røde løber, vil han stå langt uden for kameraernes søgelys.

Det er tre år siden, han havde et fast job. Men sidste år fik han 14 dages arbejde med at ordne lyden på George Clooneys film ’Gravity’, der er nomineret til 10 Oscarpriser i aften.

Men for en gangs skyld er Robert Real ligeglad:

»De burde sgu give mig en Oscar for 35 års tjeneste i stedet«, siger han.

Publiceret 2. marts 2014


PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb