Foto: Sirid Laursen

En EUpæer i Ukraine

Nielsen er taget på forsoningsekspedition i Ukraine. »Min kære Nielsen, jeg har slet ikke tid til Dem«, siger den tyske ambassadør i Kijev, Christof Weil, da Nielsen som en hvid engel bliver installeret i ambassadørboligen. Så går ambassadøren ud for at lade sit vand.

FOR ABONNENTER

Ved ankomsten til Kijev spadserer jeg fra den centrale banegård op gennem byen. Det regner, i bratte voldsomme byger, menneskene slår deres paraplyer op eller trækker billige gennemsigtige regnslag over hovedet eller, de unge piger i deres små pumps og bare smækre lår, blot en plastikpose over håret som en bagerhat, så bryder solen gennem de mørke skyer over højdedraget, og luften er tung, duftende af forsommer, maj.

Byen ligner sig selv denne tirsdag aften, jeg ser ingen spor af den revolution og kampene, der efter sigende skal have fundet sted i løbet af vinteren og foråret, siden jeg sidst spadserede her i september, for bare otte måneder siden. Jeg krydser Gorkijboulevarden og træder de fem brede trin op ad trappen til nummer 15. Nede til højre for mig står den uniformerede vagt i sit lille hus. Han ser op på mig, og uden antydningen af bevægelse i ansigtsmuskulaturen, på den måde, som er så typisk for ikke bare russiske, men også ukrainske mænd, smiler han uden at smile og løfter hånden som tegn til, at jeg skal vente, mens den anden hånd tager telefonen, og han uden at bevæge læberne, uden en lyd taler kort med nogen deroppe, så hænger han røret på plads og kommer op ad trappen og lukker mig ind.

Opgangen er imposant og dunkel, jeg går ad den dybrøde løber op til anden etage, hvor Nina står ude på afsatsen for at tage imod mig. Hun går foran mig gennem de tre stuer, køkkenerne og ud i labyrinten af gange, tænder lys fem eller seks gange undervejs, til vi for enden af labyrinten når ambassadørens gæsteværelse, det grønne, de har givet mig det sart støvgrønne værelse, de har måske ikke forstået eller bare endnu ikke fået med, at min farve denne gang – ud over kjolens englehvide – er den sarte blå, den dybe himmelblå, som udgør baggrunden i det Miss World-silkebånd, jeg bærer over den hvide kjole. Nina er russer og taler hverken engelsk eller tysk, ambassadøren har netop ringet, siger hun, han er på vej fra ambassaden og er her om fem minutter. Da jeg kommer ind i spisesalen, har han allerede skænket øl i sit glas, løsnet det glinsende gule silkeslips og hængt det over stoleryggen.

»Ach, mein lieber oder liebe Nielsen!«, siger han og synker ned i sin stol, og jeg tager plads over for ham, hvor Nina allerede har stillet min lille kop dampende te. Ambassadøren sukker og tømmer sit glas og hælder op igen.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce