Foto: Foto: Fra bogen 'De hvide busser 1941-45'

Den lukkede dør - kz-syndromet og børnenes arv

Det er i disse uger 75 år siden, Danmark blev besat, og 70 år siden befrielsen. Vi bringer her et kapitel fra bogen ’De hvide busser 1941-45’, hvor Hans Sode-Madsen fortæller om at være barn af en kz-far, og om hvordan det prægede hans barndom.

FOR ABONNENTER

I begyndelsen af oktober 1952 tog nervøsiteten til og udartede sig i retning af tvangsagtige forestillinger – hyppigt af uhyggelig karakter. Desuden turde jeg ikke være alene sammen med ældre mennesker, ikke gå ud om aftenen, ikke gå ind i f.eks. lader eller opholde mig i nærheden af høstakke osv. Jeg forsøgte at bekæmpe tankerne, som optog mig hele dagen uden afbrydelse, og som nu, modsat tidligere, gjorde mig bange for at være sammen med mennesker.

I 1959 sendte min far denne beskrivelse af sin tilstand til Direktoratet for Ulykkesforsikringen. Han ønskede at få erstatning for de mén, han havde pådraget sig under sit kz-ophold i perioden september 1944 til maj 1945. Ansøgningen inddrog indirekte den familie, som allerede i flere år havde delt hans skæbne.

Det ville være synd at sige, at der i mit barndomshjem herskede en afslappet og kærlig atmosfære. Hverdagen skiftede fuldstændig karakter, når min far kom hjem fra sit arbejde på Frederiksberg Politistation. Min mor og jeg vejrede som vejrhaner dagens stemning og humør. Med få undtagelser var den altid den samme. Døren til arbejdsværelset blev lukket, og i hjemmet opstod en knugende tavshed.

I barndommen og ungdommen var tavsheden og uvisheden de mest enerverende følger af livet med en tidligere kz-lejr-fange. Senere i voksenalderen stødte en regulær livskrise til. Den vender jeg tilbage til i slutningen af kapitlet.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce