Foto: Mads Nissen

»Alle prøver at påvirke mig til, at det er deres version, der bliver fortalt«

Hvem var Omar El-Hussein, gerningsmanden bag attentatet på Krudttønden og angrebet på synagogen i Krystalgade? Det har filminstruktør Manyar Parwani brugt et halvt år på at finde ud af. Han vil lave en spillefilm, der går bag om det symbol, Omar allerede er. Men hans projekt møder modstand fra alle sider. For må man fortælle historien om en morder? Og hvem har ret til at gøre det?

FOR ABONNENTER

Tilbage i 2005 er filminstruktør Manyar Parwani i biografen. Filmen, han ser, er årets store historiske biograftrækplaster, ’Der Untergang’ af den tyske instruktør Oliver Hirschbiegel. Den oscarnominerede film fortæller om Det Tredje Riges sidste dage, hvor Adolf Hitler er gået i skjul i førerbunkeren i Berlin.

Udenfor falder bomberne, og de allierede styrker rykker tættere og tættere på. Og indenfor i bunkeren mister den stadig mere koleriske Führer grebet om både virkeligheden og om sine nærmeste rådgivere og befalingsmænd. Skuespiller Bruno Ganz skildrer Hitler som spyttende, famlende og råbende på randen af sammenbruddet, men også opgivende, resigneret – og i enkelte stunder følsom og blid over for de få, han stadig har tillid til.

Da filmen nærmer sig sin afslutning, sker der noget i biografen. En mand rejser sig pludselig og råber rasende op mod lærredet: »De gør ham jo til et menneske!«. Derefter forlader manden og hans ledsager biografen.

For Manyar Parvani giver det ingen mening, at manden går. For ham er det netop det, der gør filmen til et mesterværk: at Oliver Hirschbiegel er gået helt tæt på Hitler, helt derind, hvor vi kan mærke følelser, genkende reaktioner – måske ligefrem opleve en snert af sympati?

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

For abonnenter

Mest læste

Forsiden