Annonce
Annonce
Motion

Holdsport og fællesskab får voksne til at blive ved med at dyrke motion

Klubber hjælper i gang med rigtig sport som alternativ til ensomt løb og fitness.

Annonce

Find vej til en klub

Vil du dyrke sport som motionist, så kig her:

Find vej til nye motionsformer

Find et hurtigt tilbud nær dig på web eller app:

Hvornår har du sidst spillet fodbold? Tennis? Eller hvad med floorball eller golf? Og kunne du tænke dig at lære om svingteknik på racercyklen?

Mange har fravalgt holdsport og træning sammen med andre for at kunne dyrke fitness eller løb, når det lige passer ind i skemaet mellem job og familie.

Nu breder klubberne armene ud mod de modne motionister, og mange nye it-platforme står klar til at hjælpe individualister og træningsfællesskaber til at komme igang med kinddansen. På nye, mere tilgængelige og skræddersyede måder så det skal føles mere naturligt for voksne at begynde en ny motionsform. selvom du ikke er barn.

Når det gælder sundhed og motivation er der masser af grund til at komme i gang med motion sammen med andre. På Københavns Universitet, Center for Holdspil og Sundhed, har man i en lang række undersøgelser bevist, at der er stor fysisk gevinst ved for eksempel at spille fodbold.

Og motivationseffekten ved at komme ’med på holdet’ og blive en del af et fællesskab er endnu større.

Fornyligt har ph.d. Thomas Rostgaard Andersen fra Center for Holdspil og Sundhed offentliggjort et forsøg med ældre mænd (63-75 år), der viste, at de allerede efter fire måneder med to ugentlige fodboldtræninger havde forbedret konditallet med 15 procent og deres funktionelle kapacitet med 30 procent og havde fået bedre kontrol over deres blodsukker.

SE OGSÅMunch tester: Til fodboldfitness kommer alle på 1. holdet

»Det er helt unikt ved holdsport. Det skaber interaktivitet og samhørighed. Vores oplevelse generelt med de forsøg, vi laver med holdsport herinde, er, at deltagerne bliver ved med at spille sammen, år efter forsøget er slut. Hvorimod at deres jævnaldrende i kontrolgruppen, som kommer og træner for eksempel på en kondicykel, stopper, når forsøget er forbi«, fortæller Thomas Rostgaard Andersen.

»Den største forhindring for træning er dørtærsklen. Er det noget, man glæder sig til, er det straks anderledes. Når de andre venter på dig, kommer man afsted«, siger Thomas Rostgaard Andersen fra Center for Holdspil og Sundhed.

Klubber på charmeoffensiv

De store organisationer DGI, Danmarks Idrætsforbund DIF og Dansk Firmaidræt er godt klar over den smittende effekt, der er i et sportsfællesskab. Men man ved også, at mange ikke kan finde vej, eller ikke føler de har tid eller evner til at komme ind i varmen. Og her ser man det som en opgave at være mere imødekommende.

»Når folk løber, svømmer, cykler og interesserer sig for sundheden ude i samfundet, sker det også hos os. Det nye er, at vi går mere målrettet efter at skabe nogle tilbud for motionister. Det begynder at sætte sine spor. Det er en stor sten, vi skulle have til at rulle. Men når først det begynder at ske, går det hurtigt«, siger Michael Fester, analytiker fra DIF.

SE OGSÅKlarlund: Sport og sex - det er sundere at være med end at se på

Han sidder med med tallene for danskernes fysiske aktivitet. Her viser det sig, at næsten en million voksne danskere (963.845 fra 25-59 år) i 2014 var medlem af en sportsforening. Selv om nogle af disse er med flere klubber, er det allgevel et stort antal, sammenlignet med de 842.000 danskere, som ifølge DIFs tal for 2015 var medlem at et fitnesscenter.

Han peger på golf, fodbold og motions- og styrketræning og struktureret løbetræningsom nogle af de største succeser lige nu. Og på at man begynder at lave særlige motionshold indenfor fodbold og håndbold, hvor selve træningen er vigtigere end resultaterne.

»Klubberne skal leve op til, at folk gerne vil have en ny måde at opsøge og dyrke deres idræt. Man vil kunne stå et sted og sige, nu vil jeg dyrke sport, hvad kan jeg lave? Med anmeldelser og fleksibilitet. Det skal vi blive bedre til at opfange og omsætte«, mener Michael Fester.

Boldspil for alle

DIF har sammen med DGI forpligtet sig politisk på ’Bevæg dig for livet’, der gælder om at få folk aktiveret fysisk, støttet af Nordea-fonden og Trygfonden. I 2025 skulle halvdelen gerne være medlem af en klub, mens 75 procent skulle være fysisk aktive enten i foreningen eller på egen hånd. I dag er 41 procent af befolkningen i klub og 64 procent jævnligt fysisk aktive – alene eller med andre.

Derfor skal klubberne øve sig i disciplinen nærkontakt med nye motionister.

»Det er svært at komme ind i en holdstruktur. Jeg prøvede det, da jeg selv flyttede til Aarhus. Voksne begyndere eller genbegyndere, er en stor udfordring. For man skal lægge op til en sport, der handler om andet end at vinde og at være en kamphane«, siger Søren Møller, formand for DGI.

Størst succes, mener han, der er med golf, cykling og løb, hvor det er lykkes at lave tilbud til den nye gruppe motionister. Men han ser også mulighed i fodbold, håndbold og floorball på motionsplan.

»Det er mindst lige så god træning som løb – og meget mere lystbetonet. Alle synes, det er en supergod ide. Men svært at få det udbredt. For langt de fleste tænker, at når jeg er blevet 40 år, skal jeg åbenbart dyrke fitness eller løb«.

SE OGSÅDansk fodbold scorer i kampen mod livsstilssygdomme

DGI og DIF har som en del af ’Bevæg dig for livet’ indenfor halvandet år udviklet 20 nye floorballklubber sammen med Dansk Floorballunion, og så arbejder man med at flere fleksible tilbud for lokalsamfundet, som indeholder en holdoplevelse, men på en lettilgængelig måde, via sociale medier og webbooking.

»Vi skal ikke længere bare fokusere på at skaffe unge talenter i fodboldklubben, men spørge: Hvad vil folk gerne? Reflektere sammen med lokalsamfundet. Det skaffer også mange nye frivillige«, siger Søren Møller, der dog understreger, at foreningen faktisk altid har været en slags socialt medie.

»Det var jo i klubben, man mødte sin kæreste, fandt et nyt job og venner. Længe før, der var noget, der hed Facebook. Men selvfølgelig skal vi da også bruge Facebook, når det giver mening«.

Det digitale klubhus

Private aktører er fra flere vinkler begyndt at byde sig til overfor de nye motionister.

For tre år siden fik Danmark sin første onlinebaserede triatlonklub, /triclub denmark, der ikke har noget klubhus og omklædningsrum, men tilbyder svømmetræning, løbeteknik og cykelture på forskellige niveauer, som man booker via app lige så fleksibelt som fitnesscentrets holdtimer. I dag har klubben over 600 medlemmer, og har netop lavet en overbygning med onlinetræner fra OOB Life, hvor man kan købe et træningsprogram og vejledning for 275 kroner pr. måned.

»Udfordringen for den traditionelle triklub er, at det er svært i storbyen at finde folk, der vil deltage i foreningsarbejde og arbejde som frivillige. Karriereliv og familieliv sætter grænser for, hvad vi i den selvoptagede del af samfundet kan nå. Samtidig er triatlon også er en selvcentret sport, hvor man hver især kæmper på sit eget niveau mod egne mål«, erkender bestyrelsesmedlem Thomas Schwartz, der har været med til at grundlægge klubben. Fordi det netop passede til de behov han selv stod med, når man dyrker en livsstilssportsgren, der skal passe til den enkeltes mål.

»Det er ikke som i gamle dage, hvor man kom til træning i fodboldklubben for første gang med far i hånden. Så derfor må vi nytænke det og lave noget, der appellerer til flere«.

Onlinetræning tilbydes

I onlineverdenen er flere i gang med at sørge for at parre motionisternes interesse med foreningslivets og de gode trænere. Med et klik kan kan købe introforløb, badmintonbane eller coachingsessions.

WannaSport har været på markedet i halvandet år, og iværksætteren Jacob Lau Larsen, kan glæde sig over, at 94 procent ’rater’ med topkarakteren 4 eller 5 stjerner. Og de har en vækst på 20 procent hver måned.

»Vi kan se, at vores brugere er de unge 20-30 årige, som er singler og lige flyttet til byen. Og så de 30-40 årige med familie, der har travlt, og som ikke kan kommitte sig ugentligt, men gerne vil ud og prøve lidt forskelligt«, forklarer Jacob Lau Larsen, der dog ikke er ude på at komme i stedet for en klub.

»Vi er ikke ude på at underminere sportskulturen i Danmark, vi vil understøtte den og gøre den mere fleksible. Vi prøver at bygge bro mellem noget kommercielt og forbundene. Og det er lidt nyt for den etablerede verden, men brugerne har taget rigtig godt imod det«.

SE OGSÅ Ny app: Find nærmeste motionstilbud lige nu

WannaSport er netop nu i gang med en kampagne for klatring. Og i april får tennis og golf et fokus med åbent husdage, drop in-træning, og kort intro. Alt sammen i samarbejde med klubberne og forbund.

»Det er en omstilling for klubberne. Men det er den vej, verden går. Og set med motionistens øjne, så handler det jo om at gøre tilbuddet mere appetitligt. Mange tænker, at de ikke er gode nok til at tennis. Men hvis de kom hen en onsdag aften og prøver til åbent hus, ville de måske opdage, at det var sjovt at komme i gang igen«.

Relationer er sundt

Hos IDAN, Idrættens Analyseinstitut, sidder analytiker Maja Pilgaard og er ved at kortlægge danskernes motionsvaner, som hun også gjorde det for fem år siden i det, der er Danmarks mest autoritative bud på et overblik. De nye tal bliver først offentliggjort i maj, men de store trends, som hun ser det, er, at der opstår flere nicher. Mere træning udendørs. Og mere fokus på at skabe relationer.

»Løberne vil ikke længere bare løbe. Nogle vil løbe trail, andre på bare fødder, i mudder eller mellem forhindringer. Og så vil folk ud. Standup-paddle, kajak, mountainbike og styrketræning udendørs. Og så opstår der flere og flere fællesskaber via sociale medier, apps og onlineplatforme«.

Maja Pilgaard understreger dog, at det med relationer ikke er noget nyt. Der eksisterer et stærkt foreningsliv med næsten en million voksne medlemmer, og hun sætter også spørgsmålstegn ved, om fitnesscentret er så egocentrisk, som man kunne tro:

»Der har i en årrække været den myte, at folk er individualiserede. At vi bare vil dyrke os selv i narcissisme i centret. Men centret er også ramme for møder mellem mennesker på tværs af alder og køn. Og foreninger og frivillighed har været der hele tiden. Nu ser vi det ske, fordi vi kan se det på de sociale medier. Men det beviser bare for mig, at det med relationer stadig er vigtigt«.

Kort sagt. Intet menneske, selv ikke den mest gennemsvedte motionist, er en ø. Uanset omgangsform og kommunikationskanal handler sundhed også om at få masseret sig egen omgang med andre. Og måske få kigget lidt på den baghånd.

Og det er blevet nemmere end nogensinde før.

Redaktionen anbefaler

Kvinde på cykelhold: »Det er vigtigt for mig, at det er sammen med andre kvinder«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce