Han er en lille, væver mand og så køn, at han næsten er yndig.

Få fylder rent fysisk mindre i en stol end Baz Luhrmann, og det kan man godt, samtidig med at man suger al rummets energi til sig og så alligevel ender med at fylde det hele.

LÆS OGSÅLuhrmann: Australien har råd til det storladne

Han er karismatisk og nærværende, og når man er sammen med ham, har man på fornemmelsen, at hvis han ikke gad det her - hvis han bare et øjeblik var i tvivl - så ville han ikke sidde her.

Når han åbner munden og taler, er det med karakteristisk twang og den der arketypiske australske klemme på næsen, der på en måde gør ham både meget højere og mere vejrbidt.

I filmlimbo
Han er svær at skrive 50-års fødselsdagsomtale på lige netop nu og her, selv om han runder hjørnet i dag. Lige nu - hvis vi skal være ærlige - er Baz Luhrmann nærmest frit svævende i rummet, og det er svært at spå om, hvor han lander. Eller om!

Få har været så feterede og forgudede som Luhrmann, der indimellem må have troet, at han faktisk både havde opfundet den dybe tallerken og krudtet, men fire år efter storfilmen 'Australia', der floppede ret så eftertrykkeligt, er det svært at vide, om han har staminaen til at komme igen.

Baz Luhrmann er en af disse kunstnere, der er så dygtig og dreven, at det ender med at blive hans akilleshæl. Han er perfektionist og insisterer på at have ressourcer at kaste efter et langt prøveforløb, hvor man leger sig frem til det helt rette udtryk.

LÆS OGSÅLeonardo di Caprio bliver Den store Gatsby i 3D

Han er et af disse renæssancemennesker, der ud over at kunne sit fag til finderspidserne kan relatere det, kunstnerisk, historisk, æstetisk, mytisk og psykologisk, frem og tilbage i materien.

Det hører med til Luhrmanns bandsatte dygtighed, at han - samtidig med at han var international films mest slebent veltalende postmodernist - satte Puccinis opera 'La bohème' i scene ved Sydney Operaen i en version, der havde fysisk voldsomt attraktive sangere i hovedpartierne, men som samtidig drev tårer af sten.

Jeg glemmer aldrig fra tv-transmissionen det lydelige hulk, der lød fra ham, der sang Rodolphe, efter at tæppet var gået efter sidsteakten. At en mand, der jonglerede så virtuost og koldsindigt med sine filmiske virkemidler, kunne skabe noget så renfærdigt og så ufiltreret emotionelt, lagde alener til min personlige beundring for manden.

Outback opvækst
Der er flotte widescreen-billeder i Baz Luhrmanns opvækst. Man ser den for sig. Ét er, at moren havde en kjoleforretning i den vindblæste landsby Herons Creek og underviste i standarddans, men faren var først landmand og ejede siden en tankstation og en lille lokal biograf.

Man kan næsten høre blæsten for sig, se vindheksen af støv og planterester fyge hen over ørkenen.

Lille Baz, der var døbt noget så klassisk og slet ikke upompøst som Mark Anthony, medvirkede i en gymnasieopsætning af Shakespeares 'Henrik den Femte' og så sig, populært sagt, aldrig tilbage.

I 1982 blev han optaget på National Institute of Dramatic Art i Sydney, og efter en aldrig fuldt udfoldet scenekarriere som skuespiller debuterede han i 1992 som filminstruktør med 'Strictly Ballroom', en film, der tydeligt var inspireret af opvæksten, og som på samme tid var den eviggyldige historie om outsideren, rebellen, der sætter sig op imod den borgerlige moral og dermed får samfundet til at rykke et nøk i den rigtige retning.

Man ser uden problemer den unge Luhrmann spejle sig i den unge danser med appetitten på de forbudte trin, der i sin tid kostede hans egen far titlen som dansegulvets mester.

Interessant nok rakte filmen formmæssigt tilbage i historien, til det guldrandede amerikanske melodrama, isprængt lavkomik, og så meget desto mere kom alle Luhrmanns senere, langt mere formudfordrende film, som store overraskelser.

Luhrmanns tre første film, dvs. inklusive de næste to, hipster-mesterværket 'William Shakespeare's Romeo + Juliet' og den uhyre eksotiske drivhusblomst 'Moulin Rouge!', udgjorde trilogien Red Curtain.

Kvantespring
Hvordan han kom fra 'Strictly Ballroom's relative formmæssige konformitet og de følgende filmiske kvantespring, overgår min forstand, men pludselig var Luhrmann et af international films mest kræsne talenter, en mand, der mageligt tog sig fire år om hver ny film og sørgede for, at de altid var ventetiden værd.

700 millioner danske kroner kostede 'Australia', der var lagt meget bevidst an som en australsk 'Borte med blæsten'. Selv om den skuffede i USA og generelt blev lagt for had af filmkritikken overalt, blev det den næstmest sete australske film (efter 'Crocodile Dundee').

Og hvad man end gør, kan man ikke tage fra den, at den i sig selv er en voldsomt velproduceret, indforstået hyldest til den særlige måde at lave film på, som Warner Brothers specialiserede sig i, før filmen endnu havde fået farver.

LÆS OGSÅAnmelderne sabler 'Australia' ned

Baz Luhrmanns kommende film er 'Den store Gatsby', den amerikanske litterære klassiker, der mere end nogen har drejet filmmagerne en knap. Så svær er den at få hold på, at det endnu aldrig tilnærmelsesvis er lykkedes.

Så vidt man kan vurdere fra filmens trailer, har Luhrmann for første gang ambitioner som psykologisk fortæller, samtidig med at der mildt sagt ikke er sparet noget, hvad angår beskrivelsen af 20'ernes USA.

Efter fire år i limbo er det på tide, at vi igen får anledning til at tage Luhrmann op til revision.