Dødsfald 19. jun. 2012 KL. 11.52

Dødsfald Susan Schlüter

Psykolog, cand.psych. Susan Schlüter, København, er død, 62 år.

Efter en række år med ansættelser i både offentlige og private virksomheder nedsatte Susan Schlüter sig i 1988 som selvstændig erhvervspsykolog, og året efter åbnede hun klinisk praksis midt i København.

De to virksomheder drev hun side om side indtil året før sin død – efterhånden med størst vægt på de kliniske områder.

Arbejdet omfattede blandt andet terapi med røveri-, volds- og voldtægtsofre – både ofre og overfaldsmand. Desuden arbejdede hun med trafik- og ulykkesofre samt børn, som har været udsat for overgreb.

Det brede faglige spektrum og udtalte kommunikative evner gjorde Susan Schlüter til en yndet kilde, når medierne ønskede en psykologs forklaring på menneskelig adfærd. Hendes paratviden var stor tillige med hendes evne til at popularisere sit fag, så det dunkle blev alment fatteligt.

Sideløbende med sit professionelle og udadvendte virke lagde Susan Schlüter i næsten 25 år en stor indsats på det fagpolitiske område.

I de fleste af årene fra sidst i 1980’erne til 2006 sad hun i Dansk Psykolog Forenings bestyrelse og havde en lang række tillidsposter internt. Hun repræsenterede også fag og forening eksternt og sad i en årrække dels i forlagsbestyrelser, dels i bestyrelsen for MP Pension.

navne@pol.dk