Fra Holocausts usigelige ondskab, den bitre kamp mod briterne i Palæstina; euforien ved Israels dannelse og videre til kampene med palæstinenserne og den frugtesløse fredsproces. Hele Israels moderne historie løber som en blodrød tråd gennem landets tidligere premierminister Yitzhak Shamirs liv og karriere.

Shamir, der er død, 96 år gammel, blev født som Icchak Jaziernicki, og da han kom til verden i 1915 i den lille by Rusjaniji det nuværende Hviderusland, var det på næsten enhver måde en meget anderledes verden. Tsaren var stadig ved magten i Sankt Petersborg og jøderne et folk uden land, men det var forandringernes tid.

Tsaren blev væltet, da Shamir – navnet betyder torn og er det, den unge Jaziernicki tog, da han immigrerede til Israel i 1935 – var 2 år, Polen genopstod af historiens aske, og også Shamir ville forandre verden.

Allerede som teenager var han en del af zionistbevægelsen Beitar, og som 20-årig droppede han sine jurastudier i Warszawa for at tage til det daværende Palæstina og kæmpe for oprettelsen af en jødisk stat. En klog beslutning, stort set hele resten af hans familie blev dræbt under Anden Verdenskrig.

Kærlighed i krig
Og kæmpe gjorde han. Shamir var medlem af de yderligtgående zionistiske militser Irgun og Lehi, der bekæmpede briterne med alle midler, herunder også attentater mod briterne og ved at skyde dem ned på gaden. Terrorisme ville man kalde det i vore dage, selv så Shamir – som mange moderne terrorister – det som patriotisme. Men et er sikkert: Det var farligt arbejde, så farligt, at Shamir kun gik ud om aftenen og da forklædt som ultraortodoks rabbiner.

Men selv det var ikke nok. Shamir blev to gange arresteret og sendt i fængsel af de britiske myndigheder. Begge gange flygtede han, anden gang fra en fængselslejr i Eritrea og måtte via et politisk asyl i Frankrig, før han kunne vende tilbage til Israel, efter at det var blevet selvstændigt.

Midt kampen nåede han også at forelske sig og blive gift. Den udkårne var Shulamit Levy, hans hemmelige kurer, og brylluppet helt i tråd med deres liv i undergrunden. Parret mødtes et forud fastlagt sted i Jerusalem, bad en gruppe fremmede, de mødte på gaden, være vidner til vielsen og gik straks derefter hver sin vej. En hastig union, men en, der holdt. Yitzhak Shamir og Shulamit var gift, indtil hun døde sidste år.

Længst siddende bortset fra Ben-Gurion
Efter krigen havde Shamir først svært ved at finde sin plads i det nye Israel og drev i en periode fra det ene uinteressante job til det andet. Men i midten af 1950’erne blev han ansat i den israelske efterretningstjeneste, Mossad, hvor han arbejdede i ti år, og herefter begyndte hans politiske karriere at tage fart.

I 60’erne blev han medlem af det højreorienterede parti Herut – forløberen for det nuværende Likud, som Benjamin Netanyahu er anfører for, og efter at være blevet valgt til Knesset i 1973 steg Shamir hastigt i graderne.

I 1977 blev han formand for parlamentet, i 1980 udenrigsminister og i 1984 premierminister – en post, han samlet bestred længere end nogen anden bortset fra Israels første leder, David Ben-Gurion.

Shamir var en højreorienteret leder, der udvidede de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Gaza markant og slog hårdt ned på det første palæstinensiske oprør, den såkaldte første intifada, der begyndte i 1987.

Madrid-fredskonferencen blev begyndelsen til enden
Shamir mente personligt, at Israel havde en historisk ret til både Østjerusalem, Vestbredden og Gaza, men efter hårdt pres fra USA deltog han alligevel i 1991 i den historiske Madrid-fredskonference, den første mellem Israel og palæstinenserne. En beslutning, der førte til hans regerings opløsning, og som blev begyndelsen til enden på hans politiske karriere.

Efter at arbejderpartiet vandt valget i 1992, gik han af som formand for Likud, og fire år senere, i 1996, trak han sig i en alder af 81 år tilbage fra Knesset. Shamir fik Alzheimers sygdom i 2004 og boede de sidste år på plejehjem.

Shamir bliver begravet på Israels nationale kirkegård på Hertz-bjerget i Jerusalem.