Dødsfald 19. jul. 2012 KL. 08.00

Dødsfald Villy Mogensen

•Fhv. kommunaldirektør Villy Mogensen, Kastrup, er død. Han blev 86 år.

Villy Mogensen var i omtrent fire årtier administrativ, kommunalchef. Bornholmeren Villy Mogensen var oprindelig bankuddannet, og i 1954 indledte han sin kommunale karriere som kæmner og byrådssekretær i Allinge-Sandvig Kommune. Siden gik turen til et kontorchefjob i Værløse, hvor han også virkede som kommunaldirektør, indtil han i 1971 fik en tilsvarende stilling i Tårnby Kommune på Amager. Dette job bestred Villy Mogensen indtil pensioneringen i 1993.

Villy Mogensen var tillige underviser og kursusplanlægger ved Forvaltningshøjskolen og senere Den Kommunale Højskole, som ikke mindst i forbindelse med den nye kommuneinddeling i 1970 havde travlt med uddannelse af både politikere og ansatte, hvoraf mange skulle beklæde nye stillinger.

Villy Mogensen havde bl.a. været medlem af Hovedstadskommunernes Samråds embedsmandsudvalg, Grundejersammenslutningens Renholdningsselskab og Forvaltningshøjskolens Undervisningsråd. Desuden var han 1977-87 formand for Kommunaldirektørforeningen i Danmark, som ved hans fratræden gjorde ham til æresmedlem. Villy Mogensen udgav ’Den Kommunale Forvaltning” og var tillige med til at skrive ’Opbygning af Kommunernes Forvaltning’.

navne@pol.dk