Det er en af kæmperne – i begge dette ords betydninger – i den danske kvindekamp, der går bort med Suzanne Giese, der nåede at blive 66 år 14. juli. Hun var en rollemodel og et hadeobjekt for mange i sin generation, som blev vakt omkring 1970 – selv om de kaldes 68’ere – og var længe i front, når kønsroller blev udfordret og diskuteret.

Selv blev hun blev vakt i 1970 ved rødstrømpemarchen på Strøget i København og det efterfølgende fællesmøde i Kunstakademiets store sal.

Siden var der Thylejr og aktiv deltagelse i ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen, og både fransk- og arkitekturstudier blev droppet.

I stedet kom arbejdet som debattør, forfatter og redaktør, det sidste blandt andet på forlaget Tiderne Skifter, som hun stiftede med ægtemanden indtil 1980, Claus Clausen, med hvem hun har to døtre. Den ene, Ditte, er gået i moderens fodspor som markant journalist her på avisen.

LÆS OGSÅ Markant forfatter og rødstrømpe-ikon er død

Oprørstrang
Suzanne Giese var også en af kvinderne bag en af årtiets mest indflydelsesrige bøger: ’Kvinde, kend din krop’ fra 1975.

Med sin selvbevidsthed og gode udseende (som hun delte med sin tvillingesøster, Janne) – tilsat oprørstrangen over forældrenes kønsroller – var det naturligt for Suzanne Giese at komme i forreste linje, både politisk og erotisk, med de omkostninger, det havde.

Men hun var ikke let at kue. Som datter af en politisk engageret akademikerfar og en opofrende, resigneret mor i et kunstnerisk interesseret østerbrohjem havde hun en tryg ballast indtil faderens tidlige død. For som så mange kvinder, der gør karriere og/eller markerer sig i det offentlige liv, var Suzanne Giese fars pige.

Og som fjortenårig spurgte hun ham, hvorfor han ikke havde giftet sig med en mere jævnbyrdig end hendes mor (mange andre piger stillede dengang deres mor det omvendte spørgsmål...)?

Opofrende og økonomisk afhængig som sin mor svor Suzanne Giese, at hun aldrig ville være. Det forhindrede hende ikke i at forelske sig og blive afhængig på andre måder, for eksempel af nogle af de mange, mange mænd, der brugte seksuel frigørelse som skalkeskjul for hensynsløse mængder af uforpligtende sex.

Evig kamp
De oplevelser grundlagde måske den mangel på illusioner om mænds kærlighedsliv, der var konstant i Suzanne Gieses offentlige ytringer.

Til sidst kneb det med at finde fælles fodslag med de unge kvinder, som – blandt andet takket være indsatsen fra Suzanne Giese generation – havde andre udgangspunkter og indfaldsvinkler til kvindelivet.

Men meget halter jo endnu, løn og ledelse for eksempel og problemet med at kombinere arbejds- og familieliv, og i 2009 skrev Suzanne Giese en kronik her i avisen med titlen ’Er danskerne bange for ligestilling?’.

»Håndbøger findes i mængder om selvudvikling for kvinder, om slankekure, om kvindesygdomme og moderrolle samt stedmoderrolle, og alle ugebladene flyder over af artikler om alt det, kvinder ikke er gode nok til, ikke lever op til og nu skal lære«, ifølge forfatteren. »’Tag selv bilen på værksted’, ’få styr på pensionen’, emnerne er utallige. Desuden fik vi en hel bølge af chicklit, hvori yngre kvinder ironiserer over sig selv og deres mange fejl og mangler og nærmest får type casted sig selv som omvandrende klovner. Gode nok er vi aldrig, og den viden er sikkert med til at gøre livet surt for kvindekønnet«, hed det i Kroniken.

Aftryk som rollemodel
Suzanne Giese var medlem af Danske Skønlitterære Forfattere, herunder nogle år i bestyrelsen, hun har skrevet en håndfuld romaner, og hun blev i 1991 uddannet som manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole.

Men det er som rollemodel og debattør, hun har sat sit aftryk og vil blive husket – og som en markant personlighed i »den generation af kvinder, der på grund af lige dele selvransagelse og særlige historiske omstændigheder formåede at forandre sig selv og hinanden, så de fik helt andre kvindeliv end 1950’ernes pigeopdragelse havde tiltænkt dem«, Johanne Mygind.

Suzanne Giese mente selv, at hun ville være feminist og socialist til sin dødsdag. Den kom alt for tidligt.