Dødsfald 31. jul. 2012 KL. 11.07

Forfatterverdenens største inspiration er død

Den irske forfatter Maeve Binchy solgte 40 millioner bøger og blev oversat til 37 sprog.

For tolv år siden blev der lavet en afstemning blandt alverdens forfattere, om hvilken skønlitterær forfatter, der havde inspireret dem mest.

Irske Maeve Binchy blev overraskende stemt ind på 1. pladsen i World Book Day foran prominente navne som Jane Austen, Charles Dickens og Stephen King.

Nu er den mest populære - og bedst sælgende forfatter - i Irland død. Maeve Binchy er gået bort efter kort tids sygdom. Hun blev 72 år og efterlader sig sin mand, forfatteren Gordon Snell.

Debut som 42-årig
Binchy blev født i maj 1940 og voksede op i den lille landsby Dalkey ved Dublin. Hun blev oprindelig uddannet som lærer, inden hun skiftede kurs og begyndte at skrive journalistik i The Irish Times.

Hun skrev sin første bog, 'Light a Penny Candle', i 1982 i en alder af 42 år. Romanen forfattede hun i sin fritid, når hun ikke arbejdede på avisen.

Siden har Maeve Binchy skrevet over 30 bøger, flere af dem inspireret af barndommen i landsbyen i Irland. En af dem, 'Evening Class', var en kraftig inspiration for danske Lone Scherfigs film 'Italensk for begyndere'.

LÆS OGSÅDansk succesfilm var kopi af irsk bog

Tak til fans
Den populære irske forfatter modtog i 2010 en Lifetime Achievement Award fra The Irish Book Awards, og samme år udgav hun sin sidste roman, 'Minding Frankie'.

Ved den lejlighed takkede Binchy sine fans i en personlig meddelelse på sin hjemmeside.

»Mit helbred er ikke så godt i disse dage, og jeg kan ikke rejse rundt for at møde folk på den måde, jeg er vant til. Men jeg er altid glad for at høre fra læsere, selv om det tager mig lidt tid at svare«, skrev hun.