Han havde sin egen olivenlund med 500 år gamle træer ved sit paladslignende hus uden for Rom.

Huset var fyldt med malerier og en overflod af smukke tekstiler. To Steinwayflygler, symmetrisk opstillet, hørte også til interiøret, og en af komponistens tre yndlingshunde var opkaldt efter tolvtonemusikkens nestor, Arnold Schönberg.

Den tyske komponist Hans Werner Henze trak sig tidligt fra det tyske kulturelle og politiske liv. Et klima, han simpelthen ikke trivedes i.

ikke hårdtslående nok til de rigtige avantgardister
Selv om han skrev kompliceret musik, var den ikke hårdtslående nok til de rigtige avantgardister som Pierre Boulez og den italienske kollega Luigi Nono, der i vrede over et af Henzes værker en gang væltede et bord fyldt med kostbart Meissenporcelæn.

De fleste vil sikkert synes, Hans Werner Henzes musik er kompleks nok endda. Men den er også fuld af farver. Og der er melodier i den. Smukke melodier. Måske derfor har en hel del af Henzes mange musikdramatiske værker rent faktisk holdt sig på repertoiret.

Et hovedværk som operaen ’Elegi for unge elskende’ fra 1961 lever stadig et aktivt liv også uden for Tyskland. ’El Cimarrón’ om en bortløben slave, skrevet i Cuba under et ophold omkring 1970, blev opført på Det Kongelige Teater så sent som for tre år siden.

På alle måder en usædvanlig tysk komponist
At Henze ved sin død i lørdags, 86 år gammel, befandt sig i Dresden, skyldtes en nyopførelse af hans antikrigsopera fra 1970’erne, ’We Come to the River’, i Dresdens Semper-opera.

Hans Werner Henze var på alle måder en usædvanlig tysk komponist. Den vigtigste i det 20. århundrede ved siden af landsmanden Karlheinz Stockhausen og frem for alt ophavsmand til en imponerende mængde musikdramatik, balletmusik, lieder, kammermusik og ikke færre end ti symfonier, der, som en tysk anmelderkollega har skrevet, kun kunne være modnet under Verdis og Italiens sydeuropæiske sol.

Voksede op i et nazistisk hjem
Henze voksede op i et nazistisk hjem med en far, der efter hans eget udsagn ravede fuld rundt i skoven sammen med sine ligesindede og »sang afskyelige sange«.

Drengen blev meldt ind i Hitlerjugend og var tysk soldat under Anden Verdenskrig, hvor han blev udstationeret i Danmark og taget til fange af englænderne. Til sin død nægtede han at have underskrevet sit medlemskab af nazistpartiet, og efter krigen foldede han sig ud - i eksil.

Politisk erklærede han, at han var kommunist, og dedikerede et af sine oratorier til Che Guevara. Musikalsk erklærede han sig nysgerrig og et stykke hen ad vejen med sympati for den centraleuropæiske modernisme. Men han tilhørte aldrig nogen bestemt skole som komponist, ligesom han ikke grundlagde nogen. På den måde forblev han en outsider.

Foldede sin homoseksualitet ud med bondesøn
»Min musik er baseret på, at der findes rød, sort, grøn og blå, følelser og sjælstilstande«, udtalte Henze i trods mod sin samtids modernistiske dogmer, der fik toneangivende kolleger til at rejse sig og forlade koncerter med hans værker. I Danmark, hvor Henzes musik blev opført flittigt af blandt andre det daværende Radiosymfoniorkestret, og også mange andre steder, tog det brede publikum positivt imod den.

Henze flygtede. Først til øen Ischia ud for Napoli. Siden til den store villa med olivenlunden i Marino sydøst for Rom.

Her levede han i nogle år sammen med sin muse og librettist, den tyske digter og forfatter Ingeborg Bachmann. Siden foldede han også sin homoseksualitet ud her i et mangeårigt samliv med den italienske bondesøn Fausto Moroni, som han mødte i en antikvitetsbutik.

Nød en særlig grøn likør
Henze overlevede Moroni, og det var en træt, Parkinsons-plaget komponist, der i 2005 mirakuløst kom sig oven på flere måneders komalignende sygdom kun for ifølge eget udsagn at tilbringe sine sidste år med at tackle de minder, som »hver dag kommer frem fra underbevidstheden«.

Men også for at fortsætte med at skrive musik ved hjælp af en hel lille hær af assistenter og i øvrigt nyde sin yndlingsdrink, en særlig grøn likør, i sin solbeskinnede italienske luksusvilla uden for Rom.