Da den nu mangeårige museumsdirektør og cand. phil. Tinna Damgård-Sørensen mødte op på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, anede hun intet om skibe. Hun var netop ansat som studentermedhjælper.

Og havde valgt museet, fordi det lå tæt på boligen i Veksø. Og, som hun har fortalt: Fordi hun havde en hest, som hendes forældre ikke længere gad at betale for. Hun havde brug for pengene.

Siden har Tinna Damgård-Sørensen sat museet på verdenskortet som et af de mest livlige og inddragende danske museer, hvor høvlspånerne fyger, der dugter af tjære, og hvor skibene indimellem søsættes – og drager på langfart.

Museumsdirektøren voksede op i et kreativt, idealistisk, kulturdebatterende miljø. Som datter af kunstneren Henning Damgård-Sørensen var det kunstscenen, som hun i barndommen befandt sig hjemmevant på:

»Den var en del af min fortrolige barndoms- og ungdomsverden. Befolket med kunstnere og kunstelskere. Og jeg fulgte glad og interesseret med ham rundt på arkitekttegnestuer, byggepladser, trykkerier, teglværker, snedkerværksteder og så videre, når han arbejdede med sine udsmykningsopgaver. Og snart blev jeg medhjælper i atelieret«.

Og håndens arbejde har siden været vigtig for Tinna Damgård-Sørensen, selv om det ikke var på et kunstmuseum, hun fik ansættelse på som 18-årig i begyndelsen af 1980’erne. Hun var da netop gået i gang med historiestudiet på Københavns Universitet.

»Det var sådan set interessant, men jeg havde svært ved at få afløb for min fysiske energi og min trang til at gøre ting«, beretter museumsdirektøren, der – på grund af sin fysiske fremtoning – er blevet beskrevet som en ægte skjoldmø.

Hun blev, forklarer hun selv, for alvor opslugt af museumsarbejdet, da hun fik lov at deltage i udgravningen af et skibsværft fra vikingetiden ved Fribrødre Å på Falster.

»Studenterarbejdet udviklede sig nærmest til en slags parallel museumsuddannelse, der omfattede undervisning, udgravning, dokumentation, udstillingsopbygning, særarrangementer og pressearbejde«.

Da hun som 25-årig afsluttede historiefaget på Københavns Universitet, søgte – og fik – hun stillingen som museumsinspektør ved museet.

Tinna Damgård-Sørensen blev siden direktør, og året efter, i 1997, åbnede museumsøen, som blev udviklet i tilknytning til museet.

Især har hun imponeret sine kolleger ved at insistere på rekonstruktionen af Skuldelev 2, det 30 meter lange skib, som blev bygget på museets eget værft. ’Havhingsten’, som Skudelev 2 også blev kaldt, blev siden søsat og drog ud på togt til Dublin i 2007.

»Jeg drives af lysten til at undersøge og prøve ting. Jeg drives af drømmen om, hvor fantastisk noget kan blive – og af den kraft, der ligger i at give den luftige drøm og forestilling konkret udtryk og liv. Jeg drives af lysten til at dele min undren, min nysgerrighed og de gode historier med andre«, forklarer hun selv om sit faglige drive.

Men hvorfor er Tinna Damgård-Sørensen blevet på museet, tæt på barndomshjemmet, i stedet for at drage på langfart som vikingerne for at slå sig ned andre steder? På det spørgsmål svarede hun selv i forrige måned til Politiken:

»Når jeg er blevet på Vikingeskibsmuseet, skyldes det mødet med et museum, der tager formidling meget alvorligt. Her var og er der et ønske om at dele de gode historier med folk«.

På Vikingeskibsmuseet har direktøren stået bag alt fra udstillinger, vikingemarkeder, konferencer, foredrag udgivelser og meget mere, samtidig med at hun har varetaget en række bestyrelsesposter og universitetshverv.

»Der har været opture og nedture for museet i den periode, men overordnet set er det gået fremad«, siger hun selv om de sidste 15 år, hvor museet er vokset sig større, aktiviteten er firedoblet, og man hvert år får besøg af 130.-140.000 betalende gæster – heraf 70 procent fra udlandet.

Og lysten til at fortsætte og sætte alle sejl til eksisterer usvækket hos Tinna Damgård-Sørensen.

»Jeg oplever ikke mit arbejde som en pligt, men som en mulighed – som noget, jeg får lov til så længe, jeg gør mig umage, og gør det godt«.

Tinna Damgård-Sørensen har to børn, bor i Veksø og er fraskilt.