Annonce
Fødselsdage 18. jul. 2012 KL. 12.18

Fødselsdag Dodos ægtemand og indpisker fylder rundt

Jens Rud, der er drivkraften bag Dodo and the Dodos og gift med bandets frontkvinde, bliver 50 den 19. juli.

Da Dodo & The Dodos fik P3-lytterne til at vågne om natten i 1987, slog anmelderne bandet i hartkorn med andre af tidens gymnasie-popnavne. I dag ville bandets første plader være selvskrevne til en dansk popkanon, hvis en sådan fandtes.

LÆS OGSÅ Svantelines Viser mangler skvalderkål og snaps

Det skyldes de fængende sange og Dodo Gads stemningsmættede røst, men nok så meget Jens Rud, bandets anden vokalist, indpisker, guitarist m.m. Han kan det med knapperne og har styr på logistikken.

Og ikke mindst synger han ’Pigen med det røde hår’ – en ballade, Paul McCartney ikke behøvede skamme sig over at have skrevet.

Fra Niels Brock til rock
Jens Rud havde øvet sig. Først i Det Danske Drengekor, og i 1978 dannede han, Dodo og senere medlemmer af Dodos, Copyright.

Sideløbende færdiggjorde han sin HH fra Niels Brock i 1982. Samme år blev han ansat som tekniker i det studie, der var arnested for Tøsedrengene og Halberg/Larsen.

LÆS OGSÅDodo: »Ordet 'kusse' hører ikke hjemme i en sangtekst«

Specialet var tidens teknologiske innovation – Fairlight, en sampler på hele 8 bit. Interessen for det nyskabende har holdt sig. I 1995 producerede han noget så dengang nymodens som en cd-rom, der rummede Dodos-musikken og -historien.

Bandet udgav seneste cd i 2008, men gør som live-navn også denne sommer 80’erne bedre end deres rygte. Man har holdt pauser, og dem har Rud, tidligere elitespiller i hockey og far til to, nu voksne, sønner, ikke kun brugt på golf og lystfiskeri.

Gift med Dodo siden 1997
Ud over en mangfoldighed af tekniker- og producerjob, senest Dodos version af ’Svantes viser’, er det blevet til kortlivede bands som Megaphones og ejerskab af studier – i dag kører han Flowerhouse Studio.

Fra 2003 har han været drivkraft i DiGiDi, De Kreatives Uafhængige Andelsselskab, som under mottoet ’Pengene har det nu engang bedst i de kreatives lommer’ sørger for digital distribution af over 2.400 kunstneres værker.

Jens Rud glemte alt om pigen med det røde hår, da han mødte 17-årige Dodo Gad. Siden har de dannet par – fra 1997 ægtepar.