Adjungeret professor, dr.phil. Niels Finn Christiansen, Frederiksberg, må være en af fædrelandets roligste historikere. Men tag ikke fejl: Engagementet og temperamentet er bare gemt væk, avet af den ubestikkelige faglige nøgternhed.

Han voksede op som præstesøn på Langeland, blev student på Metropolitanskolen, og efter to års værnepligt i Vordingborg kastede han sig sultent over historiestudiet.

I 1965 fik han Københavns Universitets guldmedalje for en analyse af revisionismen i det danske socialdemokratis idéudvikling, og lige efter magisterkonferensen i 1969 blev han ansat som amanuensis, siden lektor i historie. Det var de tider, da begavede kandidater gik næsten direkte fra eksamensbordet ind i faste stillinger.

Prisopgaven førte over i Niels Finn Christiansens fremtidige forskningsfelt: organiseringen af arbejderklassen fra kapitalismens gennembrud til den moderne velfærdsstat.

Det skildres i 'Socialismens historie' (1976) og 'Arbejderbevægelsens forhistorie' (1986), og i Gyldendals og Politikens Forlags Danmarkshistorier har han fulgt opbygningen af det danske folkestyre og klassesamfund fra systemskiftet 1901 i livtag mellem arbejder- og bondebevægelse frem til den økonomiske krise 1929.

Bagved ligger inspiration fra britisk nymarxisme, nok især Eric Hobsbawm og E.P. Thompson. En bestillingsopgave fra forlæggeren Chr. Ejlers på en bog om den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch blev en lykkelig match - for alle parter, også for Frisch.

Det er en klassisk biografi, der med skønsom kritisk indlevelse får multibegavelsen Frisch - den klassiske filolog, kulturhistorikeren, pædagogen, ideologen og den politiske ordfører - til at hænge sammen som en inkarnation af 1700-tallets og Georg Brandes' oplysningsidé fusioneret med socialismens frigørelse, og en eminent analyse af Frischs magttænkning skaber logik også i hans forkætrede holdninger til besættelsens samarbejdspolitik og efterkrigstidens retsopgør.

Dobbeltbindet om Hartvig Frisch (1993-98) gav i 1999 Niels Finn Christiansen doktorgraden, og værket fremstår næsten pinagtigt aktuelt her 20 år efter, mens vi ser fagbevægelsen og resterne af det socialdemokratiske oplysningsprojekt smuldre for øjnene af os, også i mangel på handlekraftige politikere af Frischs format.

Den art perspektiveringer er Niels Finn Christiansen for beskeden til selv at løfte op i lyset, og det skyldes også hans næsten til objektivitet drevne besindighed.

Han var med i Socialistiske Studenter og en tid i Venstresocialisternes hovedbestyrelse, men som historiker er han manden, der udogmatisk afdækker og forklarer og kun indirekte forsvarer, ligesom han blev den lavmælt effektive universitetspædagog.

Med sin åbenhed for historiefagets nye kritiske retninger, også kvindehistorien, blev han en omsorgsfuld og meget søgt specialevejleder.

I 1972 var Niels Finn Christiansen aktiv ved etableringen af Selskabet for Arbejderbevægelsens Historie, og i 1993 skabte han Center for Arbejderkulturstudier sammen med folkloristen Karsten Bierring og kulturhistorikeren Morten Thing.

Det fik hjemsted ved det gæstfri Institut for Nordisk Filologi. I 2002-07 røbede han administrativt talent som leder af det nu fusionerede Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Værdsat for sin altid åbne dør, en ø af ubureaukratisk ledelsesstil midt i den fra regeringen udgående strømhvirvel af bureaukratisk centralisering. Hans 'pensionering' i 2007 må sættes i gåseøjne, for således befriet har han sat fuld fart på udforskningen af 'den nordiske velfærdsmodel'.

Det gør Niels Finn Christiansen nu som adjungeret professor ved projektet 'Den danske velfærdsstats historie' på Syddansk Universitet og medudgiver af fembindsværket 'Dansk velfærdshistorie' fra reformationen i 1536 frem til - ja, til hvad i 2014?

At Niels Finn Christiansens udforskning af dansk arbejderbevægelses historie har ført ham ind i velfærdens historie kan også opfattes symbolsk, for få universitetsfolk har udrettet så meget for kollegers og studerendes velfærd som denne munter-venlige klippe af ro.