Carsten Jensen havde været toneangivende kritiker og debattør i årtier, og han havde fejret triumfer som kritisk rejsende essayist med blik for både skudsalver og stjerneskud, men inderst inde baksede han stadig med sin største ambition: at blive »rigtig forfatter«, som han selv har udtrykt det.

Tegning:  Anne-Marie Steen PetersenI årevis havde han leget ’sten-saks-papir’ med sig selv i rollen som saksen, der klippede omverdenen i stykker og undgik stenen. Men så kom forløsningen.

Med den tommetykke historiske roman om søens folk, ’Vi, de druknede’, der udkom i 2006, kom forløsningen. Drengen fra sømands- og skipperbyen Marstal på Ærø havde fundet sit stof, sin lykkesten, og belønningen kom prompte i form af et massivt læsergennembrud både ude og hjemme.

Vidtbevandret, flabet pen
Inden det kom så vidt, havde Carsten Jensen, der er uddannet magister i litteratur fra Københavns Universitet i 1981, prøvet næsten alt det, som en skribent kan i Danmark.

LÆS ANMELDELSE Den sømand han må lide

Hans flabede pen må have sat ild i flest sider her i avisen, men han har også huseret i Information, Det Fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Morgenavisen Jyllands-Posten, ligesom han i fem år i firserne redigerede Gyldendals tidsskrift Fredag. Både som tv-anmelder, litteraturkritiker og frygtløs samfundsdebattør opnåede Jensen stor opmærksomhed.

Det kan godt være, at han inderst inde hele tiden var af den opfattelse, at han klippede i papir, men sådan oplevede hans læsere det ikke, når han i tv-anmeldelser tordnede mod tv-mediets åndløshed, i kommentarer hudflettede politiske magthavere eller i essays perspektiverede til Enzensbergers, Kunderas eller Vargas Llosas seneste ytringer i tidens intellektuelle debat.

Politiker i skjul
Jensens styrke som debattør, både på print og i tv, har hele vejen igennem været den samme kombination af indædt tro på egen virkelighedsopfattelse og slagfærdig retorisk udtrykskraft, som også Tøger Seidenfaden mestrede.

Og som for Seidenfaden, men med styrke fra det rejsende øjenvidnes egne iagttagelser, var Jensen i Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode en slags uofficiel politiker.

LÆS OGSÅVarselsskuddet på Utøya

Ganske ofte med sigtekornet rettet mod Dansk Folkepartis nedgroede nationalisme og regeringens manglende vilje til at supplere krudt og kugler, særligt i Afghanistan, med ressourcer, der bidrager til at opbygge det fattige civile samfund.

I et kritisk essay har Jensen næsten sadistisk opregnet den arv, som Nato’s kommende generalsekretær efterlod sig, inden han »med en mentalitet som en flugtbilist« forlod landet.

Foto:  Jan GrarupÆtsende foragt - og selvransagelse
’Man kan ikke være venner med alle’ lød Det Fri Aktuelts motto, dengang Carsten Jensen m.fl. blev hyret for at styrke avisens appel til potentielle læsere i den troløse lettere venstreorienterede middelklasse.

Mottoet kunne sagtens være Jensens eget, for han har aldrig haft svært ved at supplere egentlige argumenter med ætsende ond foragt over for dem, han har været uenig med.

Til gengæld har han ikke undladt at fortælle om sine egne fejltagelser, dengang han i halvfjerdserne havde den frelste akademikers virkelighedsfjerne tilgang til verden:

»For mig var kendsgerninger ikke fund eller spor. De var illustrationer af en sandhed, jeg allerede var i besiddelse af«.

Fra arrig smagsdommer til det skønlitterære
Måske hans egen erfaring som ideologisk forblindet har medvirket til, at han som få andre på den danske venstrefløj (hvad det så efterhånden er) har gjort en dyd ud af at respektere empiriske facts.

De facts, som man ikke mindst gør klogt i at kende til, hvis man i tv-debatter med militærets egne folk opkaster sig til benhård kritiker af Danmarks militære indsatser i Mellemøsten.

LÆS OGSÅVenstrefløjen har overladt debatten til højrefløjens intellektuelle

Måske var det, netop fordi rollen som korreksende og arrig smagsdommer og debattør tærer og trætter, Jensen begyndte at koncentrere sig om det skønlitterære forfatterskab, som han har takket sin hustru, Liz Jensen, der også er forfatter, for at have bidraget til.

I nogle år har han skrevet på en roman om den danske krigsførelse i Afghanistan.

At gide at reflektere
Carsten Jensen blev laurbærkranset for sin rejseberetning ’Jeg har set verden begynde’ (1996), som blev fulgt op af ’Jeg har hørt et stjerneskud’ (1997).

Han har siden modtaget et hav af priser, blandt andet P2’s romanpris, Danske Banks Litteraturpris og senest Olof Palme-prisen, fordi han »i ord og handling har kæmpet for de svage og sårbare i sit eget land og rundt omkring i verden«.

Fra en dansk synsvinkel har Jensens væsentligste indsats, ud over den litterære, bestået i den kendsgerning, at han vedholdende har gidet reflektere over minussiderne i et samfund, hvor velstanden for længst har lammet den kritiske sans hos de fleste af os.

I år opnåede Carsten Jensen at komme med i den sidste pulje af kunstnere, der kommer livsvarigt på finansloven.

LÆS OGSÅOtte kunstnere kan se frem til de sidste rødvinslegater

Når han ikke læser og skriver, rejser ægtemanden Jensen, der i øvrigt er medlem af Eventyrernes Klub, mellem London, hvor hans kone bor, og København, hvor han selv har fast bopæl, og datteren, Laura, går i skole.