At jeg næsten med det samme tilgav filminstruktøren Gus Van Sant, at han vandt Guldpalmen for bedste film i Cannes for sin ’Elephant’ foran næsen af Lars von Triers ’Dogville’, som jeg elskede, siger noget om, hvor højt samme Van Sants stjerne står på mit firmament.

Van Sant, der er født i Louisville, Kentucky og bor i Portland, Oregon – uden for alfarvej med andre ord – er amerikansk films mest alsidige filminstruktør, den mest kræsne af kunstnere, når det er eksklusivitet, der er bud efter, og mere ukunstlet strømmende i sin fortælling, når det er med den på.

LÆS OGSÅPalmevindere siden 1955

Man kunne uden at geråde i problemer hævde, at Gus Van Sant har adskillige mesterværker stående på sit cv: ’Mala noche’, ’Drugstore Cowboy’, ’My Own Private Idaho’, ’To Die For’, ’Good Will Hunting’, ’Elephant’, ’Last Days’, ’Paranoid Park’ og ’Milk’.

LÆS OGSÅ'Milk' er en ren triumf

Om det så er den generelt ringeagtede ’Psycho’, Van Sants såkaldte billede for billede-kopi af Hitchcocks klassiker, er den fremragende på sine egne unikke betingelser. En dag vil den blive opdaget som den juvel, den er.

Unge, udsatte eksistenser med dårlige odds
Det helt særlige ved Van Sants œuvre er, at det stikker ud i alle retninger. Han er indbegrebet af amerikansk indiefilm, han har været en fortrop for avantgarden siden sin debut, men har også lavet film (’Finding Forrester’ især!), som næsten er Oprah Winfrey-skamløse.

»Jeg har lært noget af at lave alle filmene. De skulle til«, sagde han engang i et interview med mig og fortalte, nøjagtig hvilket fortællemæssigt greb han ville lære af hver enkelt film og forsvarede sin ’Psycho’ som et stykke konceptkunst.

Unge udsatte eksistenser på forblæste udkantssteder er yndlingsmotiver hos Van Sant. Folk, der knap nok har taget hul på livet, før forhindringerne synes at overmande dem.

Folk, der bevæger én usigeligt, fordi de vover at fæstne det mindste, spinkleste håb til livet. Men man leder forgæves efter psykologiske forklaringer eller visuel essayistik om samfundets barske krav.

Svævende svar
’Elephant’ handler om en Columbine High-lignende highschoolmassakre, men kameraet følger – tilsyneladende uden mål og med – diverse skoleelever på campus, lunter tålmodigt efter dem ned ad lange korridorer og over uendelige boldbaner for så bare, umotiveret, at stoppe op igen.

Hvad betyder det hele? Det er den slags, man ikke spørger en digter om, og det mener jeg faktisk alvorligt.

Om unge tilskuere sagde han:

»De er nok mit drømmepublikum. De indser, at ’svarene’ ikke kan være andet end spor, jeg lægger ud – at ’svarene’ er mere uforudsigelige. At de er mere svævende. Mine film er ikke prædikener, det er de fleste film i dag ellers. Der er aldrig behov for at tænke eller fundere, du skal bare åbne dig for den information, der tilflyder dig. Det interesserer mig ikke. Jeg tror, at ’Elephant’ vil blive forstået på lige så mange forskellige måder, som der findes folk, der ser den«.

Warhol-hår omgivet af elguitarer
Karrierens ubetinget ringeste film var hans nyeste, det kokette teenagedødsdrama ’Restless’, der fik én til at spørge sig selv, om ikke det er på tide, at Van Sant overlader de purunge til deres egne suppedaser og begynder at udvide sin motivkreds

Selv sidder den nu 60-årige Van Sant i sit prunkløse lejlighedskompleks i Portland med sit Warhol-hår ned over de generte øjne, omgivet af de elguitarer, han er en manisk samler af. Og skylder ingen svar. Og kommer heller ikke med nogen.