Annonce
Fødselsdage 2. aug. 2012 KL. 08.00

Fødselsdag Præst med civil ulydighed som varemærke

Præsten Leif Bork Hansen bliver 70 år den 3. august.

Fortalerne for, at folkekirkens præster må blande sig i politik, har en klar repræsentant i Leif Bork Hansen.

Han blev cand.theol. i 1969 og kom efter to kortere ansættelser i 1982 til Kongens Lyngby. Allerede da havde han efter eget udsagn vakt forargelse, da han lod en afrikaner danse stammedans i kirken.

Men landskendt blev Leif Bork for alvor i 1999, da han skjulte afviste serbiske flygtninge rundt omkring i Danmark. Det var mennesker i nød, som han satte alt ind på at hjælpe.

Evig kritiker af asylcentrenes nedbrydende virkning
Aktionen splittede folk. Der var dem, som så Leif Bork som en helt, og dem, som kritiserede ham for at undergrave asylsystemet.

Ikke kun verbalt blev han kritiseret, hans hjem blev også ved en lejlighed bemalet med hagekors og skældsord i nattens mulm og mørke, ligesom der blev kastet en brosten ind gennem en rude. Et meget godt billede på de følelser, Leif Borks indsats vakte.

En evig kritiker af lange sagsbehandlingstider og asylcentrenes nedbrydende virkning på mennesker.

De afviste asylansøgere undgik at blive sendt hjem til usikre forhold, mens Leif Bork senere som en af de første fik en dom for at skjule flygtninge. Landsretten takserede det til en betinget fængselsdom på 20 dages hæfte og en bøde på 7.500 kroner. Leif Bork har siden deltaget aktivt i debatten om flygtningespørgsmål.

En evig kritiker af lange sagsbehandlingstider og asylcentrenes nedbrydende virkning på mennesker.

Han har været aktiv i foreningen Bedsteforældre for Asyl, og så sent som dette forår, hvor 11 sultestrejkende iranske asylansøgere flyttede ind i Sankt Stefans Kirke, gav han sit besyv med.

Her forsøgte Leif Bork at tale asylansøgerne fra sultestrejken og sagde, at kirken havde pligt til at hjælpe dem, fordi de var forfulgt. »Den dag, vi lader hånt om flygtningene, er kirken færdig«, citerede Kristeligt Dagblad Lyngby-præsten for.

Fratræder i august
Et stort forbillede er filosoffen Søren Kierkegaard, som Leif Bork har holdt talrige foredrag om og skrevet om – blandt andet i bogen ’Søren Kierkegaards hemmelighed og eksistensdialektik’ fra 1994.

Leif Bork bor i Virum med sin hustru, psykiater Heidi Hansen. Han har to voksne børn og daglig kontakt med sine børnebørn.

Han fratræder sin stilling i Lyngby med udgangen af august måned i år. Der er åbent hus i Lyngby Sognegård i anledning af den runde dag.