En af de mest interessante ting ved Tom Krøjer er den stilistiske kolbøtte, han præsterede et sted midtvejs i sin snart lange karriere som billedkunstner.

I dag kender man ham bedst på hans eksotisk dekorative og frækt farverige billeder, fortrinsvis landskaber og opstillinger, som bl.a. har livet op på sammenslutningen Grønningen og på væggene i mange gallerier.

Anarkistisk sind
Men i 60’erne og 70’erne var Tom Krøjer den, der kun opsøgte kunstneriske grænser med dét formål at overskride dem.

Han var provokunstneren Jørgen Nashs medsammensvorne, en særdeles aktiv aktivist, en situationist uden situationsfornemmelse, en fluxus- og happeningmager, der gjorde, hvad der passede ham, kort sagt: en fremstormende mand med en vægtløs fantasi.

Det er den udvikling, som idéhistorikeren Lars Morell netop har skildret i en ny bog om den unge Tom Krøjer: ’Den nye billedverden’.

60’erne og 70’erne var de antiautoritære årtier, hvor et kreativt menneske helst skulle finde kunstnervejen uden at følge Kunstakademiets anvisninger. Tom Krøjer modtog lidt vejledning hos den svenske billedhugger og idékunstner Carl-Fredrik Reutersvärd på Konsthögskolan i Stockholm.

Lidt ballast mod akademismen fik han på Eks-Skolen og i Bauhaus Situationiste-bevægelsen, men ifølge hans eget vidnesbyrd blev han ekskluderet fra Eks-Skolen »af den dengang meget DKP-agtige Kirkeby«, fordi han ikke arbejdede tilstrækkeligt socialt og dogmatisk. Så passede hans anarkistiske sind bedre til Nash og Jens Jørgen Thorsen.

Fri kolorit og en fri forestillingsevne
Hans første separatudstilling fandt sted i 1966 midt på Strøget og bestod af firkantede huller i luften. Jens Jørgen Thorsen skrev om den, at den var en hyldest til fantasien – tilskuernes fantasi.

Udfoldelsen fortsatte med andre happenings, eksperimenter, kortfilm, tegneserier og billeder, som Tom Krøjer udførte alene eller sammen med andre. Han lavede også musik og skrev digte, som blev solgt på gadeplan. Da han senere tog maleriet op for alvor og i stor stil, var det i starten med et vist forbehold over for det subjektives fristelser.

Så derfor lod han ofte et spil af tilfældigheder vælge mulighederne for sig. Men gradvis blev maleriet også en sum af personlige erfaringer og overvejelser, som kaldte på en frigørelse i et bredt farvespektrum.

Med Tom Krøjers malerier fra 1980’erne og frem har man denne fornemmelse at være på rejse langt væk hjemmefra, kun med to ledsagere: en fri kolorit og en fri forestillingsevne.

Det er en eksotisk fremmedartet og dog velkendt verden, man får oprullet på fladen, oplevet med en rejsendes fantasi og umættelige blik for koloristiske oplevelser.

De, der har kendt Tom Krøjers rastløse rejseaktivitet, som den tidligere udfoldede sig, kalder ham ’globetrotter’. Han er i hvert fald ingen dokumentarist.

Derfor skildrer han heller ikke sine motiver på en sådan måde, at man bagefter kan rejse hen og pege dem ud for andre. Det er ikke muligt at sige, at her har kunstneren været i New York, og det må være fra Marrakech, fra Mallorca, eller fra Tokyo.

'Elementært maleri'
Tom Krøjer er ane og alene fællesnævneren for alle de rejseindtryk, han har taget med sig hjem blot ved at male dem.

Det er hans temmelig fluorescerende farvesyn, der knytter klodens fjerne destinationer sammen og gør dem nærværende og påtrængende, hvis man ellers har øjne i hovedet.

’Elementært maleri’ kalder han det, der kommer ud af rejserne. Med sig på turen har han en vis erindring om, hvad franskmanden Matisse og englænderen Stuart Davis ville have gjort i hans sted, og på det sted, hvor han nu befinder sig.

De ville have brugt en masse eksotiske farver, men farverne melder sig først frit, i takt med at destinationen rykker på afstand, og forestillingsevnen fylder rummet ud mellem atelier og motiv.

Drøm om varmer farver og frihed
Tom Krøjer lægger vægt på at være en kunstner, der er brug for. Han har aldrig ønsket at male til sit kosteskab, siger han. Og så har han også udtalt, »at en købers glæde over et maleri er en uadskillelig del af værkets kvalitet«.

Det er ikke hver dag, at man render ind i en kunstner, der ikke bare gør en dyd af sin kommercialitet, sin salgbarhed, men også gør den forståelig. På en kold årstid er Krøjers akvareller nærmest selvrekommanderende.

De stemmer ikke overens med en akademisk eller intellektuel tidsånd.

Men de får én til at drømme i varme farver om fjerne destinationer – og om en frihed, som det altid er en hård kamp at tilkæmpe sig.