Annonce
Fødselsdage 11. aug. 2012 KL. 08.00

Fødselsdag Flyglets flittige musikformidler bliver 70

Den virtuose koncerpianist Mogens Dalsgaard fylder rundt den 12. august.

Pianisten Mogens Dalsgaard har sit arbejde ved flyglets sorte og hvide tangenter. Han er koncertpianist af den virtuose slags, og han brænder for sagen.

Mogens Dalsgaard er uddannet ved musikkonservatorierne i Aalborg og København. Han debuterede som pianist i 1964 i København, og samme år modtog han de danske musikanmelderes Kunstnerpris.

Men da havde han allerede som 17-årig for længst optrådt som solist i både Griegs og Mendelssohns klaverkoncerter med Aalborg Symfoniorkester og for den sags skyld også i Danmarks Radio.

Formidling med humor og charme
Karrieren fik således en flyvende start, og Mogens Dalsgaard har suppleret sine klaverstudier i udlandet, blandt andet i Luzern i Schweiz og ved konservatorierne i Barcelona og Warszawa. Blandt pianister har han været en af Danmarks flittige med jævnlige optrædener i radio og på tv.

Man oplever måske ikke så mange koncerter med ham på landets større koncertsteder, hvorimod han på sin hjemmeside, www.pianist.dk, reklamerer med regelmæssige koncerter i hjemmet i Virum i Nordsjælland.

Skolekoncerter er en genre, han har brugt meget tid på, og han er blevet kendt for at formidle musikken, han spiller, med humor og charme.

»35 USA-turnéer« bag sig
Det med formidlingen er faktisk blevet hans specialitet. En bookinghjemmeside oplyser, at han giver 100-120 koncerter om året - det er ikke så få - og har »35 USA-turnéer« bag sig.

I mange år har han samarbejdet regelmæssigt med kongelig operasanger Edith Guillaume. Som klaversolist med orkester har han spillet under dirigenter som Kirill Kondrasjin og Kurt Sanderling.

To gange har han været jurymedlem ved Missouri Southern Piano Competition i USA, og så kan det tilføjes, at Mogens Dalsgaard medvirker i filmen 'The Girl in a Swing' - på dansk 'Pigen i gyngen' - fra 1988.