Da Peter Adolphsen i 1996 fik udgivet debutbogen ’Små historier’, tænkte de fleste, det var begyndelsen til noget stort. Hvad kunne det ikke blive til?

Her var en ganske ung forfatter, som nærmest var kommet direkte fra Forfatterskolen, og selv om man godt kunne se, at han var inspireret af gamle mestre som Jorge Luis Borges og Per Højholt, så var der unægtelig mange, der bare hviskede wow, da de havde læst debutbogen første gang.

Her kom en knægt, som havde den frækhed at skrive historier, hvor hele liv var kogt ned til ganske få linjer, og hvor skæbnefortællinger blev afleveret så skødesløst og rapt, som var de et simpelt fingerknips.

LÆS OGSÅ De bedste danske bøger i 00'erne

Debutbogen var på 54 sider, og de var ikke tætskrevne.

Derefter gik der fire år, før forfatteren var klar med sin svære toer. Nej, han havde ikke bevæget sig fra de små historier til de store. Overhovedet ikke.

Peter Adolphsen fulgte som så mange gange siden sin helt egen vej og kom med ’Små historier 2’. Som det hed i bogens præsentation: 38 korte og meget korte eksempler på skønlitterær prosa. Det hele spredt ud over 85 sider.

Stiløvelser i små og større formater
Peter Adolphsen har aldrig lagt skjul på, at en af hans litterære inspirationskilder er franskmanden Raymond Queneau, som især er kendt for sine ’Stiløvelser’, hvad nogen nok også vil kalde den danske forfatters egne første historier.

Det vil ikke genere ham. Som Adolphsen selv sagde i en interviewserie her i avisen for få år siden, så læser han altid med et formål. Og formålet er at finde ud af, hvad han kan stjæle fra andre.

LÆS OGSÅPeter Adolphsen stjæler på den unikke måde

Han mener, det er umuligt at finde en god kunstner, som ikke stjæler med arme og ben, og hvis kunstnerne selv mener noget andet, er det, fordi de lider af selvbedrag.

Efter de små historier har Peter Adolphsen bevæget sig ud i de lidt større formater.

Først med kortromanen ’Brummstein’, hvor et af elementerne var, at klipperne i en grotte et sted i de sydeuropæiske Alper stod og gav lyd fra sig, og hvordan et stykke af klippen fra hånd til hånd bevægede sig op gennem Europa.

Siden kom ’Machine’, som var mindst lige så egensindig, idet han blandt andet beskrev, hvordan en oliedråbe, der starter som organisk stof i hjertet på en lille urhest, ender som brændstof i en amerikansk Ford Pinto med fabrikationsfejl.

Solid potjoint og videnskabeligt nørderi
Som forfatter har han en umættelig trang til at bore sig ned i de mest nørdede detaljer i videnskaben og siden fremlægge dem i sine højtflyvende historier, og det er ikke svært at se, hvorfra han har sin sult efter viden, for han er søn af en sproglærer og en lektor i videnskabsteori.

Selv har han dog aldrig færdiggjort andre uddannelser end Forfatterskolens toårige forløb.

Han har været indskrevet på både litteratur- og spanskstudier, uden at det dog fik ham til at blive i det akademiske liv særlig længe, og han har da også siddet med til en hel del foredrag om filosoffer som Kant og Hegel, men selv om mange har forsøgt at rubricere ham som en slags filosofisk forfatter, siger han selv, at han faktisk ikke fatter en fløjtende fis af fagfilosofien.

LÆS OGSÅ Dokumentation: Forfattere, der fik mest støtte fra 2006 til 2011

Når han læser folk som Nietzsche og Kierkegaard, er det udelukkende for deres litterære kvaliteter.

Hans egen produktion er det ikke svært at finde litterære kvaliteter i. Det har læsere og anmeldere i både ind- og udland fundet ud af. Mange har dog undret sig over, hvor i himlens navn forfatteren får ideerne fra til sine ofte meget utrolige historier.

Det er ikke noget, han selv spekulerer så meget over, men han har faktisk haft for vane at tænde en solid potjoint, samtidig med at han tændte sin computer for at skrive på en af sine fortællinger, eksempelvis bogen ’En million historier’, hvor læseren selv kombinerede historierne frem i den upaginerede bog.

Rockmusik og tynde bøger
Forfatterens produktioner lille, men udsøgt, og han skriver stadig på fuld kraft. I begyndelsen af næste år kommer romanen ’År 9 efter loopet’.

Det er en roman på lige omkring 100 sider, så den er faktisk en del længere end ’Brummestein’ og ’Machine’, som er så korte, at de nærmest svulmer op til dobbelt størrelse, fordi de er i stift bind.

I øjeblikket dyrker han også rockmusikken, som han var helt opslugt af som teenager.

Ligesom flere andre forfattere har han sit eget band, og når Peter Adolphsen er et af omdrejningspunkterne, kan det selvfølgelig ikke bare hedde Peter Adolphsen Band. Glem det. Navnet er Halal Bambi, og det er god, gammeldags garagerock.

På Louisiana Literature i sidste weekend brugte Peter Adolphsen sine spanskkundskaber til at interviewe den argentinske forfatter César Aira.

Sydamerikaneren har, som Adolphsen påpeger, skrevet 90 bøger, og ingen af dem er over 100 sider, så nu er han selv holdt op med at have dårlig samvittighed over altid at skrive tynde bøger.