Bettina Heltberg er, med en engelsk betegnelse, en character.

En character har kantede konturer, er fritvoksende, uden beklipninger eller styninger og stikker derfor tydeligt af fra sine omgivelser – er kort sagt umiskendelig.

En artikel af Bettina Heltberg behøver hverken byline eller signatur. Den er hendes. Det mærkes fra første linje.

Det er i sig selv grund nok til at sende hende en taknemmelig klapsalve på hendes 70-års dag i morgen.

Avisspalternes stand-upper
Ja, netop klapsalve.

For hun er og bliver en performer. Det er ikke noget tilfælde, at hun som ung ville være skuespiller. Hun har siden været en fast stand-upper på avisspalternes scene, kikset charmerende, altid parat til at sukke eller hvæse eller flække i et selvironisk grin.

Hendes debutroman ’Apéritif’ fra 1964 handlede netop om en skuespiller, 21 år ca. som forfatteren.

Og flere anmeldere havde fat i den selvironi, der ulmede et sted i den almindelige ungdommelige selvhøjtidelighed, men også i det lige så karakteristiske: det allerede dengang påfaldende parate, ubesværede sprog.

En ægte character
Bettina Heltberg har tilstedeværelse i alt, hvad hun gør. Men ikke hvilken som helst.

Hendes tilstedeværelse er af den kompromisløse slags, af take it or leave it-slagsen. Det er noget, den er blevet. Som skribent lagde hun ikke ud med den personlige frihed og dristighed, hun råder over i dag.

Det er først i den sidste snes år, hun har taget hul på en ny Bettina, i stedet for at nøjes med at file den gamle til. I stedet for at vælge forsigtigheden tog hun chancer, i stedet for at rette ind blev hun fandenivoldsk. De færreste kulturskribenter udvikler sig i den retning – tværtimod.

Hun startede tilpasset. Nu er hun alt andet. Mange ender tilpasset, gror fast. Hun har lært sig kunsten at kappe fortøjninger og drive for vind og vejr, om det skal være. Og stjerner!

Det giver summa summarum en ægte character.

Hvor der handles
Hvad der triggede den ny Bettina, var sikkert de benhårde erfaringer, hun gjorde ved sin daværende mand, Svend Aukens side, da han tabte det berømte formandsvalg.

Hendes suveræne hovedværk er til i dag den hudløst subjektive skildring af magtkampen i Socialdemokratiet, der førte til Aukens fald i 1992. Fulgt på nærmeste hold og med nerverne uden på tøjet. Det drama leverede stoffet til hendes bogstavelig talt mageløse bog ’Hvor der handles’ med den mærkeligt tamme undertitel ’Erindringsbilleder’.

Ikke så meget som en lillefinger bliver der lagt imellem i tegningen af persongalleriet, inklusive hende selv, vel at mærke. Den er skrevet uden skygge af opportunistiske hensyn og ikke blot med hjertet og med galden, men også med både intelligens, overblik og viden – forfatteren er foruden alt muligt andet cand.scient.pol. Det er med til at give bogen pondus.

Svært at sige, hvilke spor denne modige beretning har sat. Havde der eksisteret en tilsvarende bog i Tyskland, ville den have været en milepæl, også i det, der hedder kvindelitteratur.

Clooney og Federer
Det er også med denne ’historie’, Bettina Heltberg udvikler sin sans for tragedien, for både de store og små(lige) kræfters slagplads.

Ikke sært, at den dramatiker, hun skriver særlig medvidende om, er Shakespeare, som hun viede essayene ’Resten er tavshed’ fra 1999.

Hun deler en grundtanke med den engelske dramatiker: at magt og kærlighed er noget nær litteraturens største tema. Ligesom det er i hans ånd, når hun selv både er velbekendt med illusionernes forførende løfter og samtidig med lige så meget energi kan være illusionsløs.

En illusion fejrede hun i flippet med den amerikanske skuespiller George Clooney, en tiltrækning, som hun skamløst og urkomisk udstillede i den skøre bog ’George’ fra 2006.

LÆS ANMELDELSEBettina Heltberg - skør med George

Man kan befrygte, at hun nu har forset sig på Roger Federer, der optræder lovlig tit i hendes lørdagsklumme, men lad os håbe, at hun finder et større og mere vedkommende emne, f.eks. hende selv og alle de erindringsbilleder, hun rummer.

Tidligere lederskribent
Hvis bydemåden ellers fandtes, ville man sige: Bettina, erindr!

Der er meget mere at fortælle, inklusive det, der står i den mediesatiriske roman ’Deadline’ om traditionstab og populisme og magt og erotik på et vist nærtstående dagblad. Meget mere – og det er kun dig, der kan fortælle det råt og godt!

Med andre ord: Nu da hun er færdig med at anmelde, det være sig teater eller bøger eller tv, regelmæssigt og pligtbetonet. Nu, hvor hun ikke længere redigerer. Hvor hun ikke mere skriver ledere (i gamle dage, da de ikke var signerede, skrev hun talløse – det vidste De ikke? Det gjorde hun).

Nu da hun kort sagt har absenteret sig fra bøvlet og bakseriet, og hendes uregerlige klummer, hvor alt kan ske, er den eneste søde – en gang imellem sursøde (?) – pligt, skulle hun lægge sig i et større værks sele.

Meget mere i historien, tiden og miljøerne, hvor hun har været, for ikke at tale om livet selv, hvor hun stadig i høj grad er, trænger til at ses gennem hendes skårede prisme, der bryder lyset så uforudsigeligt og så lokkende.