Er hun en god skuespiller? Der synes at være bred enighed om det, selv om jeg stadig tvivler.

At hendes ansigt på det store lærred er en åben bog, hvor hver en følelse og hvert et tilløb til en tanke manifesterer sig i rynker og folder, er ikke i min bog nogen anbefaling, for hvem i hele verden er nogensinde så let aflæselige, medmindre de er børn?

Men Jodie Foster er et amerikansk ikon. Både for redeligt psykologisk skuespil og, nok så vigtigt, for den slags borgerrettigheder, kun kendisser kan have held til at få luftet i det offentlige rum. Foster er lesbisk, det er en helt afgørende, definerende del af historien om hende.

Hun er det – alle ved det – men hun er aldrig sprunget ud for at foregå Amerikas lesbiske unge med et godt eksempel.

Verdensstjerne som 13-årig
Når man tænker på, hvor intens hun er på lærredet, er hun forbløffende nem at være i lokale med, som jeg var sidste år, tilbagelænet og lattermild. Huhuhuhu, siger det, når hun griner, og man må le med.

Amerikanerne er vilde med forestillingen om, at Foster er en slags geni og medlem af Mensa, men bortset fra at Foster midt i skuespillerkarrieren satte sig på skolebænken i Yale for at tage en ret ydmyg bachelor i litteratur, tyder intet på det.

Hun har en decideret ’europæisk’ liberal udstråling, men er efter eget udsagn californier indefra og ud, selv om hun finder det svært, at californiere hellere spiller volleyball eller tager til en krystalhealer end opsøger en psykolog.

Jodie Foster var verdensstjerne allerede som 13-årig, da hun slog igennem som barneluderen i ’Taxi Driver’ og dullen i ’Bugsy Malone’. Hun havde lært flydende fransk på fransk skole i Los Angeles og havde både film- og sangerkarriere i Frankrig.

Instruktør på sidelinjen
Hun har altid lavet mange film: ’The Accused’, hvor hun var pigen, der blev massevoldtaget uden for en bar og gik på hævntogt, ’Somersby’, hvor hun var den desillusionerede kvinde, der tog Richard Gere til sig, selv om hun egentlig godt vidste, at han ikke var hendes længe savnede ægtemand, ’Maverick’, en sjælden actionfilm, ’Nell’, der var typisk Foster-land med en intenst emotionel døvstum pige, ’Panic Room’ og selvfølgelig glansrollen som den martrede FBI-agent Clarice, der i ’Ondskabens øjne’ allierer sig med den onde selv, kannibalen Hannibal, om at finde frem til hans copycat.

I de seneste 20 år har Foster instrueret en mindre række film, men savner endnu at træde rigtigt i karakter i den funktion.

Hendes næste store projekt er en filmbiografi over Hitlers yndling, Leni Riefenstahl.