Annonce
Nyt om navne 22. jun. 2012 KL. 10.41

Navnenyt Prins Henrik hædrer fem eksportvirksomheder

Flere danske virksomheder gør det godt på eksportmarkederne. Men fem eksportvirksomheder markerer sig ved at øge eksporten til internationale markeder og fastholde en høj eksportandel gennem de seneste år. De er nu blevet hædret med Kong Frederik den Niendes Hæderspris for deres eksportsucces.

Det er prins Henrik, der som formand for komiteen for Kong Frederik den Niendes Hæderspris har overrakt hædersprisen til de fem eksportvirksomheder på Fredensborg Slot.

De fem prismodtagere er Power Stow (Roskilde), der designer og producerer transportsystemer til bagage- og godshåndtering i lufthavne; Orana (Rynkeby), der sælger industrifrugt til mejerier, bagerier og juiceproducenter på mere end 40 markeder; Danish Crown (Randers), der har en fremtrædende position på verdensmarkedet og står for 4-5 procent af Danmarks samlede vareeksport; Ib Andresen Industri (Langeskov), der er en international underleverandørvirksomhed med speciale i bearbejdning af stål og metaller til blandt andet energisektoren; og Siemens Wind Power (Brande), der er verdensførende på sit område og samtidig markerer Danmarks position inden for energi og miljø.

Hædersprisen blev indstiftet i 1970 ved en kongelig resolution med det formål at fremme, understøtte og opmuntre eksporten af danske varer og tjenesteydelser. Med hædersprisen følger et diplom og en skulptur, som er inspireret af splitflagmotivet, hædersprisens symbol. Både diplom og skulptur er skabt af designeren Poul Pedersen.

navne@pol.dk