Annonce
Nyt om navne 17. jul. 2012 KL. 08.00

Rokade Så er der skiftedag på den diplomatiske front

Oven på afslutningen af det danske EU-formandskab for 14 dage siden kan den danske udenrigstjenestes medarbejdere gå på velfortjent ferie – der har også fra udlandet været megen ros for stabens professionelle virke i det første halvår af 2012. Men en række diplomater skal dog bruge deres ferie på at pakke kufferter, for de er udnævnt til at besætte nye poster ude i verden.

1. august foregår en rokade på en lang række ambassadørposter, 18 i alt. Nogle ambassadører bytter plads, andre hjemkaldes til tjeneste i Udenrigsministeriet i København, mens en tredje gruppe nu for første gang kan betitle sig selv ambassadører.

Rokaden indebærer bl.a., at kontorchef Niels Boel Abrahamsen fra Udenrigsministeriet tiltræder den skrappe post som dansk ambassadør i Kabul, Afghanistan. Her afløser han René Dinesen, der drager videre til ambassadørposten i Sydafrika.

I Pretoria efterfølger Dinesen sin kollega Dan E. Frederiksen, der bliver i Afrika, men som fremover skal gøre tjeneste som dansk diplomatis førstemand i Kampala, Uganda. Herfra kaldes ambassadør Nathalia Feinberg hjem.

En anden fremskudt diplomatisk post i øjeblikket er ambassadørpladsen i Damaskus i det borgerkrigshærgede Syrien. Her afløses Christina Markus Lassen af kontorchef Rolf Holmboe.

Fra Udenrigsministeriet sendes kontorchef Mette Knudsen til Athen, hvor vor hidtidige ambassadør Tom Nørring har været en fremragende analytiker i mange tv-indslag om den politiske uro og den økonomiske nedsmeltning i Grækenland. Tom Nørring rykker nordpå som ny ambassadør i Budapest, Ungarn, hvor posten bliver ledig, fordi ambassadør Mads Sandau-Jensen nu skal virke i Tirana, Albanien.

Han afløser Karsten Ankjær Jensen – ny dansk generalkonsul i Shanghai – der besætter posten efter Susanne Hyldelund.

Ambassadørposten i Egypten har af gode grunde også været travl på baggrund af det arabiske forår. Her har Christian Hoppe været ambassadør i fem år, og han flytter nu til Prag og afløses i Kairo af Danmarks hidtidige ambassadør i Addis Abeba, Pernille Kahler Dardel. Ny dansk ambassadør i Etiopien i stedet for hende bliver Stephan Schönemann, der er ambassadør i Cotonou, Benin.

Og fra Prag rejser Ole Moesby til Islamabad i Pakistan for at tage over efter ambassadør Uffe Wolffhechel, der er blevet menneskerettighedsambassadør i Udenrigsministeriet.

Bo Jensen har haft tjenestefri for at virke i FN-organisationen UNDP i Oslo. Han skal nu være dansk ambassadør i Ouagadougou i Burkina Faso i stedet for Birgitte Nygaard Markussen.

Første ambassadørposter er der til Berit Basse, Martin Bille Herman og Søren Kelstrup, der rejser fra Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads for at blive diplomatiske spydspidser i Singapore, Tallinn, Estland, og Jakarta, Indonesien.

Fra posten i Indonesien rejser Børge Petersen videre som dansk ambassadør i Australien, og i Canberra tager han over efter Susanne Shine.

Endelig står kontorchef Nicolai Ruge over for sin debut som ambassadør, idet han fremover skal virke i Kuala Lumpur. I Malaysia efterfølger han Svend Wæver.

navne@pol.dk