Institut for Folkeligt Teater & Dell’Arte International uddeler pinsedag, 19. maj, Håbets Pris på Aasen Teater i Nordjylland. Håbets Pris gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk - og med »gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel: for en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører, stemme«, som det hedder i fundatsen.
Håbets Pris er en international pris. Prisen har været uddelt i Danmark siden 1989 og i USA siden 2008. Prisen uddeles hvert andet år i Danmark på Aasen Teater og hvert andet år i USA på Dell Arte Carlo Theatre i Californien. Visionen med Håbets Pris er at fremme en levende, vital, skarp og nytænkende folkelig kunst.




























